Sara og Benjamin har mistet deres mor for nylig, men de reagerer forskellig. Vist er de begge ulykkelige, men Benjamin kan tale om mors dejlige æblekage, mens Sara slet ikke vil tale om noget som helst der handler om mor – det gør så ondt.
Benjamin har modtaget en mystisk brochure. Den handler om Smilets Ø, hvor man kan komme og få trøst og noget andet at tænke på. Benjamin får langt om længe lokket sin indesluttede og modvillige søster med på, at – måske, måske – er det et forsøg værd.
Smilets Ø er en orgie i rødt og hvidt – om der ligger en skjult Danmarks-ironi her ved jeg ikke – med Line Østergaard som en blanding af værtinde, dronning og fortryllerske. I en enorm hvid paryk, ildrød læbestift og tilsvarende røde solbriller er hun en event-magerske af ivrigste sort.
Hun spæner rundt på scenen og gør i stand: Hvide dukker med røde kjoler og tomme øjne spredes med gavmild hånd ud over scenen, et helt kompagni af havenisser sættes ud, som var de grænsevagter rundt om øen, og der drysses overdådigt med smil og skælmske øjekast og begejstret latter.
På Smilets Ø er det ulovligt at være ked af det. Her skal være fest og farver, her skal man smile og grine og glemme det triste. Sara føler sig som en hund i et spil kegler, hun flår den enorme røde sløjfe hun får sat i håret af, og hun ser med afsky på sin bror, i Niels Erlings skikkelse, der går helhjertet ind i rollen som åndssvag lattermaskine i rød dragt, og en oppustet jakke danderet med alskens sovedyr.
Det eneste, der kan minde om der hjemme, er Benjamins blikfløjte, som Sara finder i kaoset og gemmer indenfor blusen. Den bliver både Benjamins og hendes redning til sidst, men inden da skal hun kæmpe en drabelig kamp for ikke at blive suget ind i dronningens minde-løse univers af dukker og grineflip.
Dronningen/heksen har nemlig et våben: Poser fulde af kyskager der udsletter hukommelsen, sløver viljen, og virker som lattergas. Det tager tid inden Sara finder ud af sammenhængen mellem heksen og dukkerne, og hvad der sker med dem, der proppes med kager. Og det er en gyser!
Hektisk og overspillet
Mere skal jeg ikke røbe af handlingen. Den læner sig godt op ad gamle folkeeventyr og 'Alice in Wonderland' og 'Charlie og chokoladefabrikken' og adskillige andre historier om forheksede børn – for ikke at sige dopede.
Men fortællingen ødelægges af en alt for febrilsk og forpustet spillestil. Forceret er en mild betegnelse. Lad gå med at latter, under sådanne omstændigheder, i sin natur er kunstig, men det isner i mine tænder, når den kombineres med umotiverede overgange, eksalteret begejstring, skabagtigt spil, forlorne kostymer og replikker, der råbes. Det er rasende umorsomt.
I en sjælden stille stund har Sara en monolog rettet til en af havenisserne. 'Jeg græd ikke til din begravelse, mor'. Det skaber et øjeblik af ro, troværdighed og indlevelse, som nuancerer billedet og giver et indblik i den forpinte piges sjæl. En ekstra stjerne for Malene Beltoft Olsens stilfærdige tilstedeværelse, midt oppe i løjerne.
Men alt i alt er jeg nødt til at konkludere med, at budskabet om at man skal tage sin sorg alvorligt, hvis man skal komme over den, bliver mere eller mindre væk i forstillelse og skabagtighed på grænsen til amatørisme. Her burde instruktørerne have været mere påpasselige og balanceret form og budskab.
