POLITIKEN HAR de sidste par dage bragt artikler som italesætter inhabilitet i Statens Kunstfond. Jeg har lyst til at knytte et par kommentarer i den anledning.
Jeg har 35 års erfaring med at søge midler hos Projektstøtte udvalget for Scenekunst under Statens Kunstfond. Gennem årene har jeg fået både større og mindre beløb til mit arbejde, alene og sammen med kunstneriske kollektiver, dog aldrig siddet i udvalget, trods at jeg er blevet opfordret til det.
Og jeg er enig i det artiklerne påpeger, nemlig at det selvfølgelig er problematisk at modtage støtte, når man sidder i udvalget. Ud over hvad artiklerne nævner, så kender man som udvalgsmedlem jo også den aktuelle politiske vinkel et udvalg har besluttet sig for, man kender de mennesker man skriver til og ved hvordan de tænker. Der er tungevejende argumenter for, at man ikke burde kunne være udvalgsmedlem og modtager samtidig. Forrige udvalgs uddelinger var problematisk i den retning.
Men… Hvis denne debat skal nå lidt dybere end til kun forargelsen og muligheden for at folk med meget præcise politiske dagsordener på kunstens vegne bliver tendentiøse, så er det vigtigt at få et større billedet med.
SELVFØLGELIG BØR der sidde kunstnere i det udvalg. De sidder inde med en fuldstændig uvurderlig viden om miljøet, om praksis og ikke mindst hvad det vil sige at være i en ordentlig kurateret kunstnerisk proces.
Deres viden er vital. Men skal det lykkes uden at de er afhængige af at søge penge i puljen, så skal jobbet selvfølgelig betales ordentligt. Man skal købes fri til at gøre sit arbejde grundigt og ordentligt – ligesom hvis man sad i en hvilken som helst anden statslig rådgivningsfunktion.
Og så ville armlængdeprincippet være til at efterleve.
ARMSLÆNGDEPRINCIPPET (og inhabiliteten) – som jo er det, hele denne debat kredser rundt om, kan til gengæld på ingen måde efterleves, hvis der, som Christoph Ellersgaard fra CBS foreslår i Politikens artikel 15.9.22., kommer til at sidde politikere i sådan et udvalg.
Man behøver bare tænke på, når DF ønsker at favorisere Fregatten Jylland eller Sigurd Barrets Danmarkshistorie. I det sammenhæng er armslængdeprincippet fraværende. At have embedsmænd siddende vil heller ikke give mening; de har og skal have fokus på forvaltning.
Det er og bliver alt afgørende, at der sidder faglig kompetente mennesker – både kunstnere og andre med indsigt i kunsten, der er i stand til at vurdere kvalitet.
OG ENDELIG er det vigtigt at se denne debat i lyset af, hvor Statens Kunstfond har bevæget sig hen de sidste 15 – 20 år.
Det kunstneriske felt som modtager penge fra Statens Kunstfond er udpint. Statens midler til kunsten giver mindre beløb til enkeltstående kunstneriske highlights, men ikke til det der bærer kunsten basalt igennem. Lukninger af teatre og prøvefaciliteter, freelancere der kaster håndklædet i ringen, genopsætninger på en enkelt dag og prøveforløb til forestillinger på få uger er konsekvenser af den realitet.
Som Carsten Jensen skriver i sin sidste nye artikel om proletarisering af børneteaterområdet, så er udvalgets midler inden for de sidste 15-20 år blevet katastrofalt mindre.
Det ville klæde PUS at italesætte den problematik.
VI HAR AT GØRE med et område (specielt inden for det frie felt og børne- og ungdomsteatret) som tenderer amatørniveau, når vi taler økonomi.
Og det er vigtigt at forstå, når man er inde og (med rette) udfordre og kritisere inhabilitet og manglende armslængdeprincip. For ja, det skal gøres ordentligt og der er ting der bør ændres.
Men parallelt ligger et grundlæggende problem om et fuldstændig underdrejet og udpint miljø og et kunstråd, der ganske enkelt har for få midler. Og det bør indgå i det samlede billede. Både på vegne af kunstnerne i felten og på vegne af de kunstnere og andre folk med faglig viden der tager sig tid til at sætte sig i den rådgivende funktion og guide feltet kvalitativt.
Lotte Faarup er kunstnerisk leder af Det Olske Orkester og Forsøgsstationen
