Jeg ved ikke, hvilket nummer i rækken af forestillinger, jeg så i Horsens, men Det Fortællende Teaters udgave af sagnet om Bjowulf er vel snart lige så gammel som heltekvadet selv. Så det er på høje tid at børneteateravisen.dk giver spalteplads og skulderklap.
For ligesom ’I Guder!’, er dette en drabelig historie, fuld af power, saft og kraft og bunker af humor.
Bjowulf – eller ’Beowulf’ – regnes for det første stykke fiktion på skrift i engelsk litteratur. Sagnets/kvadets oprindelse skriver sig helt tilbage til førkristen vikingetid, og handlingen foregår i Danmark og Sverige. Dengang ’Kong Hroar sad i Lejre’ og mænd var mænd og skibe var af træ.
Historien gik vidt og bredt (må vi tro) og via Norge til skriftlærde i England – og vupti! dermed var engelsk litteratur i gang!
Kong Roar sad som sagt i Lejre og fik bygget en kæmpe gildehal, Hjortehallen kaldet, udsmykket som ingen hal nogen gang før, med tronstol og pejs og pragt, hvor han ville holde sine gæstebud med fade af øl, og vildsvin på spid, og nyde sine sidste år og dage. Rygterne gik rigtignok om trolde og fandenskab i omegnen, men Roar lod sig ikke standse, og gæstebud blev der. Så gik det ikke bedre end at alle blev fulde og faldt i søvn – Roar dog på sit eget værelse – og mosetroldene kom snigende med svuppende skridt, shvrrt-shvrrt-shvrrt, for de havde jo pløre i skoene må vide. Og så blev der smovset menneskekød og drukket blod i lange baner før troldene slubrede tilbage til mosen, mætte og vel fornøjede.
Og sådan gik det næste dag, og næste – det ville ingen ende tage. Til sidst var der ingen der vovede at komme til gæstebud i Hjortehallen og Roar gik ind i en dyb depression der varede de næste 12 år.
Men i Sverige – ’ma in la Svezia’ – voksede en kongesøn op der hurtigt fik ry og rygte som fabelagtig svømmer og dristig og drabeligt mandfolk. Og fortællingen handler så om hvordan han, med de rette sværd, kom Roar til undsætning, slog troldene ihjel, vandt guld og heder og bedækkede kongens datter.
Fanger publikum
Vi sidder på to sider af et fuldstændigt bart gulv. Kun et sort tæppe for hver ende gør det ud for scenografi og afgrænsning. Imponerende hurtigt får de to sortklædte herrer (selv drabelige mandfolk) Jesper la Cour og Troels Kirk Ejsing lavet en kontrakt med publikum. Her skal fortælles en skummel historie, og der vil ikke blive lagt fingre i mellem, og det bliver spændende og skægt.
Med en vandkande som eneste instrument tryller Kirk Ejsing lur-toner frem, som med et slag bringer os 13-14 århundreder tilbage i tid, og forestillingen kan begynde.
Og så går det slag i slag i bogstaveligste forstand. Man skal holde ørerne stive, for der er meget, der skal fortælles i løbet af 70 minutter. Og de kropslige illustrationer kræver også opmærksomhed.
Men la Cour har rytmesans og forstand på publikum – han holder pauser, trækker børnene ind i fortællingen, griner af os og med os, udfordrer os med intrikate spørgsmål, og han har styr på det!
Så forestillingen holder, hvad den lover: Den er uhyggelig, den er spændende, den er hylende skæg, og den holder sit publikum fanget hele vejen.
Livtag med de voksne?
For det første er historien barsk nok til at blive spændende også for et voksent publikum. Og de to fortællere har hele arsenalet af fysiske, vokale og teatrale virkemidler til også at imponere os og levendegøre det gamle kvad.
Jeg spørger mig selv: Mon ikke Det Fortællende Teater kan løfte endnu større opgaver – for et voksent publikum? Jeg tænker på ’Odysseen’, på ’1001 Nat’, på Legenden om Arthur og Camelot, på Lancelot og Merlin, og måske også dystrere ting som 30-års-krigen, den franske revolution…. Jeg spekulerer bare.
Og så til sidst: Vandkanden bliver brugt til mange ting, og som lur og tromme er den uovertruffen. Men jeg elskede den som påhængsmotor, da Bjowulf skulle tilbage til Sverige!
