Hvorfor er fodboldfanatiker Max' søn Jonas ikke nævnt i politirapporten? Hvem slukkede for den myrdede Bent B's, også kaldet Bi-Bi's, højtspillende fusionsjazz? Hvor kommer Shakespeares Samlede Værker ind i billedet? Hvem er i besiddelse af den myrdede Bi-Bi's Lotto-seddel? – den med gevinsten på 8,8 mio. kr. Hvem drikker Champagne? Hvem te? – Hvorfor og med hvilke konsekvenser?
Hvorfor ringer opgangens kunstmaler Lovely Hornslet ikke til politiet fra sin egen mobil? Hvilken rolle spiller den unge lokale reality-star Linettes skødehund Coco? Hvorfor giver den konstant småkagebagende Ulla sin halv-demente pensionerede psykologmand Kaj lidt for meget beroligende medicin?
Hvad har et utæt vandrør med det hele at gøre? Og hvorfor er det centralt for privatdetektiv Jack Danielsen at fundere over gennemtræk i den ejendom i Hornslet, hvor mordet har fundet sted?
Det hele og mere til optrævles af Jack Danielsen i Syddjurs Egnsteaters nye forestilling 'Krimi', som næppe får hårene til at rejse sig i angstfyldt gru på nogen tilskuere i målgruppen.
Noget uhyggeligt og skrækindjagende skal man lede med lup efter i den forestilling. Man kommer snarere til at sidde og klukle lidt undervejs. Man bliver undervejs angrebet af den slags latter, som kommer over én, når noget bare er løjerlig morsomt eller ramt på kornet i forhold til persontegning.
'Krimi' er m.a.o. en underholdende forestilling i den letfordøjelige ende af den komiske skala. En udmærket en af slagsen. Takket være flere ting.
Fin dramatiker-solo-debut
Hege Tokle, som med 'Krimi' for første gang i sin dramatikerkarriere er gået solo, har et godt greb om, hvordan man skruer en underholdende krimi sammen. Behændigt strør hun de kriminalistiske informationer i teksten, som skrider gelinde fremad mod finalen. En finale, som gør at vi går fra forestillingen med et spøgfuldt 'Tokle-glimt' i øjet.
Mordet på Bi-Bi finder sted i en boligblok i Hornslet, og Tolke har meget fikst – i forhold til at holde et solidt fokus – indbygget i krimien, at alle de mistænkte er boligblokkens beboere. Beboere, som hun tilsvarende har sørget for repræsenterer et pænt spekter af befolkningen med hensyn til alder, uddannelse, væremåde osv.
At handlingen udelukkende udspiller sig to steder, henholdsvis i boligblokken og hos privatdetektiv Jack Danielsen, som malerkunstnerinden Lovely Hornslet hyrer til at opklare mordet, giver også et godt spillerum for iscenesættelsen.
Den har Pia Mourier godt styr på. Vi pendler vakst mellem de to lokaliteter. Og i forenklingens tegn møder vi figurgalleriet i en dertil opstillet (lidt vakkelvorn) dør. En ny lyd på dørklokken eller en anden farve lys i entreen indikerer et nyt lejemål og en ny persons komme.
Gang i rolleskiftene
Dann Phaff spiller efter alle klicheens forskrifter Jack Danielsen. Med blød hat, grå habit og håndholdt diktafon smækker han nonchalant benene op på bordet i sin lille detektivhybel – et 20'er-film-udseende tagkammer med skrå vægge, persienner for vinduet, et lille bord, to stole og en opslagstavle til hænge de data op som tilsammen kommer til at udgøre krimigådens puslespil.
Phaff er kropslig væver. Både som detektiv og når han springer ud og ind i flere, og et sted sågar samtlige, roller i en hurtig rolleskifts tour de force. Han er knapt så stærk i replikføringen. Ordene kan godt slå lidt knuder. De falder ikke altid fuldstændigt præcist. Men forestillingens muntre stil gør det spiseligt og svagheden til en mindre detalje.
Katrine Bech er mere sikker. Både i det fysiske og i det verbale spil. Hun spiller hele opgangens persongalleri. En palet på hele seks roller. Bech rammer personerne skarpt og morsomt. Hunkøn såvel som hankøn. Gammel som ung. Lattermuskler og smilebånd bliver godt rørt uanset om Bech som Ulla tøffer ud af døren med forklæde på, smækker døren op og slentrer ud i hættetrøje som Jonas, trisser ud som Linette med håndholdt hund i skuldertaske, tumler ud som den demente pensionerede psykolog Kaj, galper op som fodboldentusiasten Max, eller slanger sig divaindyndende ind som Lovely Hornslet iført Dronning Margrethe-hat, ministerfruemærkevaretaske, slim-fit-tubekjole og røde læber.
Scenografien virker lidt vakkelvorn og kulisseagtig. Man kan sige at det giver et lidt kedeligt lavbudgetagtigt udtryk, eller man kan omvendt sige at det understreger uhøjtideligheden og giver associationer til tegneserier.
'Krimi' revolutionerer ikke teatret som kunstart. Hverken teksten, iscenesættelsen, scenografien eller skuespillet. Med forestillingen er en krimi, som på tre kvarter i et fint tempo underholder publikum med mysterier og forviklinger.
