Det klæder Det Kgl. Teater at invitere eksperterne indenfor, når det gælder børneteater. Nationalscenens tidligere forsøg har gennem årene lignet pligt mere end lyst, og resultaterne har da også fortællemæssigt virket temmelig trangbrystede.
I det lys skal Catherine Pohers nye forestilling, ’På den anden side’, ses. Og hvad der uden tvivl vil forundre og tryllebinde almindelige tilskuere, forbavser næppe det børneteatervante publikum, der ved, at man kan fortælle historier på mange andre måder end dem, voksenteatret kender til.
Derfor ville det også være så skønt, om man nu kunne skrive, at ’På den anden side’ er en fuldkommen forestilling. Midtvejs bliver den imidlertid pludselig ambitiøs og voksen, og mister dermed grebet, både om historien og om virkemidlerne.
Men lad os nu begynde med den gode halvdel. Kort fortalt handler historien om en lille pige (Maria Rossing), der farer vild og havner i en slags fortryllet ’Alice i Eventyrland’-univers, hvorfra hun ikke kan komme ud.
Allerede i optakten leges der med virkeligheden. Vi er tydeligvis på teatret, gør skuespillerne os klart. Her er scenekanten, her begynder teatret og der sidder vi. Pludselig kommer en akrobatisk kanin sprintende ind, det banker på de forskellige scenedøre, pigen låses inde, drømmen eller mareridtet er i gang, mens et sortklædt kor marcherende synger hu-ha hu-ha, og sand sprøjter op fra huller i gulvet.
Pigen er havnet på den anden side – men den anden side af hvad? En fortabt lille pige med hang til snusfornuftig filosoferen, selv om hun også er glad for sin bamse. Den bamse, der bliver levende, først genert og siden selvbevidst, når den forlanger at få et ordentligt navn af hende. Det ender med Bjørn, hvilket gør den sitrende glad i bamsekroppen. Nu skal de sammen finde vejen hjem!
Sød Rossing og fornem bamseføring
Forude ligger en rejse mellem dansende grise og elsdyr, svirrende, syngende sommerfugle, lagkager man aldrig kan få, et pandekagehus og heksetrusler om at blive stegt og spist, inden mødet med en misantropisk frø fører til, at Bamse forsvinder og historien knækker. For mellem søjlerne i et græsk tempel møder pigen seksualiteten i skikkelse af en lokkende og skræmmende tyregud, hun reciterer Højsangen fra Bibelen og alt bliver meget mystisk og dunkelt.
Det var her, jeg greb mig i at savne bamsen, for det virkede, som om det var den, der ejede fantasien og barnelogikken i forestillingen. I hvert fald blev optrinene slappe og uskarpe i udtrykket, og samtidig førte pigens modningsproces ikke rigtig nogen steder hen.
Først da bamsen til sidst kom igen, vendte også billedmagien, enkelheden og det ægte tilbage, så vi kunne slutte i samme løftede, let fortryllede stemning, som vi begyndte.
Undervejs var der rig lejlighed til at glæde sig over Maria Rossing som pigen; Sød, insisterende, fuld af undren i barnehøjde. Dertil skal lægges Rolf Søborg Hansens eminente bamseføring, Pete Livingstones duvende dejlige musik og Catherine Pohers fornemme brug af teaterrummets mange muligheder med lemme i gulvet, lyseffekter og hele 13 medvirkende, der løfter forestillingen op i det store format.
Desværre også med 75 minutters spilletid som klart overbud. Skulle man nemlig skrabe den forestilling ren, så kun det bedste blev tilbage, ville en beskæring på 20 minutter gøre underværker.
Så den femte stjerne må forestillingen dele med Det Kgl. Teater som tak for initiativet. Bedre sent end aldrig.