Nicholas Durin kommenterer teateravisen.dk's anmeldelse af Uppercut Danseteaters forestilling '360° – den sorteste hvide løgn':
Jeg er desværre ikke enig i at ’Uppercuts’ fortolkning og skuespil i forestillingen ’360’ er så overbevisende og stærkt som nogle anmeldere beskriver. Selv fandt jeg stykket trods en stærk kropslig intelligens og energiske udtryk lidt kedeligt og intetsigende. At en hvid løgn kan blive til en sort ukontrolleret løgn, som man har svært ved at komme ud af, er efter min mening ikke raketvidenskab. Det er såre banalt og noget som er en del af det at være menneske i den sociale interaktion. Det er et menneskeligt urinstinkt at kunne lyve for at overleve, selvom løgnen i sig selv er både sårende og forkert. Det at kunne lyve er en naturlig menneskelig forsvarsmekanisme som vi har behersket i årtusinder.
Teaterstykket og konteksten fandt jeg ikke overbevisende nok til at skabe et mindset til at holde publikum fængslet i hele stykkets spilletid. Moralen var afsløret efter 5-10 minutters spil, og så var der ikke meget mere at komme efter. Der er selvfølgelig flotte akrobatiske fortolkninger af løgnens spind og indvirkninger, men man kommer aldrig rigtig videre i teksten. Det er meget det samme udtryk hele tiden, trods forskellige billedlige konstellationer.
Skuespillerne er nogle smukke, stærke, men også meget ens arketyper, der udstråler ungdom, vitalitet og styrke. Men der savnes måske noget mere kant og forskellighed i udtrykket, netop fordi de alle ligner hinanden så utrolig meget. Det er derfor svært for publikum at spejle sig selv og føle sig som en del af skuespillet.
Skuespillerne er meget indlevende i deres egne roller på en lidt selvfed og distancerende måde, og personligt synes jeg det er svært at fornemme mennesket bag. Det er klart at de følelser skuespillerne søger at skabe, aldrig rigtig kommer ud over scenekanten for at berøre publikums indre sind, følelser og selvforståelse. Det er for abstrakt og måske lidt for klicheagtigt til at blive umiddelbart for almenheden.
Indledningsvis blev publikum via sceneudtryk, lys og indledningsreplik ’hyped’ op til at de ville få en ordentlig en på opleveren. Men på trods af det smukke akrobatiske og energiske udtryk, bliver man som publikum desværre ikke blæst helt tilbage i sædet og grebet om hjertet. Måske fordi at publikum ikke bliver sat ordentligt ind i konteksten og rammerne fra starten af. Det virkede i hvert tilfælde slet ikke entydigt for mig hvad vi skulle se og opleve. Hvis rammerne er uklare og diffuse, kan man som publikum meget let komme til at misforstå og misfortolke hele plottet.
Det var en meget abstrakt, upræcist og uklar ramme publikum blev sat i med speakerens ’voice’. Og jeg tror man tabte mange publikummer fra start af – jeg oplevede endog flere tilskuere, der gik under forestillingen. Og ja – jeg er urolig for at man ikke rammer, eller formår at fastholde det helt unge publikum i budskabet om løgnens sande væsen.
Jeg havde forventet mig et langt stærkere arktisk udtryk i iscenesættelsen og nogle stærkere koblinger til de grønlandske sagn, kulturen og landskabsbillederne. Symbolikken var ikke klar og det virkede lidt påtaget. Som publikum kan man ikke forstå koblingen mellem Grønland og historien om løgnen. Den grønlandske inspiration kom nærmest kun til udtryk i ’dansen og det dyriske’.
’360’ er en forestilling der deler vandene, enten er man meget begejstret og overvældet, eller også er man ikke. Forestillingen er lidt som eventyret om ’Kejserens nye klæder’ – nogle er forblændet af de smukke skuespillere, dansen, musikken og stemningen, mens andre ser konteksten, undertonerne og det ubevidste.
Jeg oplevede langt hen ad vejen en helt anden historie og plot end tiltænkt. Det var som om at skuespillet fortalte to eller flere historier. Det kommer an på hvilket lag man anskuer.
Måske er det netop det at instruktøren vil fremkalde i os, fordi vi som mennesker er forskellige?
Jeg beklager den lidt kritiske undertone i min indlæg. ’Uppercut’ er kendetegnet som et nytænkende og meget dygtigt teater, der begejstrer mange. Men netop i stykket ’360’ havde jeg forventet mig noget mere og grænseoverskridende.
Jeg fik med ’360’ ikke det ’uppercut’, der slog stolen væk under mig. Det på trods af en stilsikker kropsbevidst performance, nogle gode breakdance-bevægelser og et intelligent udgangspunkt.
Nicholas Durin er uddannet arkitekt – og ivrig teatergænger gennem 40 år
