Når Det Olske Orkester og Teatret Værk kalder deres nye forestilling 'Ræven går derude' for fysisk, groft, kitschet og respektløst dukketeater, vil jeg tro, at der er mange andre end mig, som også går til forestillingen med en pæn stor forventning om at få en teateroplevelse, der rykker og er markant anderledes end de fleste forestillinger som produceres for børn og unge.
De to teatre har hver især en markant kunstnerisk profil. De ved hvad de vil. De er teaterformeksperimenterende. De har noget på hjerte. Og de har kompetente og dygtige folk på alle poster. Til at skrive, iscenesætte, spille og lave dukker, scenografi og musik.
Latterliggørelse som formsprog
Fra første færd er scenen sat til latterliggørelse og skarp social kritik af de, som hersker og undertrykker andre. At de to teatre har valgt en så listig og snu figur som ræven Reynard, skærper også ens opmærksomhed. For ræven besidder topmålet af frækhed i sin udnyttelse af andre. Han spiller svage parter ud mod hinanden og skyr i det hele taget ingen midler for at få fat i det, han vil have.
Det giver en fornemmelse af fællesskab og tilhørsforhold til forestillingen, at den foregår inde i et rundt telt. Man kommer i en slags cirkus-agtig stemning, når man sætter sig på bænkene i cirklens periferi og kikker ind på det runde røde tæppe, der snart bliver befolket med dyr.
Det første dyr vi oplever er ræven Reynard. I rustrød jakke og ditto næse stepper han ind på scenen. Adræt og med rim på læben. En sang på vers med ord, som jeg ikke helt fik fat i – men begyndelsesordene var det var noget a la 'Riv-Rusk-Råb-Ralle-Ram-Ræv-Råt-Rød-Røv…', og det var en sang, som i den jazzede og rytmiske måde, hvorpå den blev sunget, malede en stemning af ulydighed, list, farer og fortræd.
Og snart efter har ræven da også forklædt sig som grævling! Og sat sig ned mellem publikum.
Fang den grumme ræv
Kong Nobel Løve troner frem – gylden-gul og med et kæmpestort ansigt med pels hele vejen rundt. Som landets regent proklamerer han, at han vil holde en fest for alle landets dyr – dog uden at invitere på middag, da statskassen er tom. Tjah, skal man også tro på det? – det giver forestillingen syn for til slut.
En ankommen ulv gør kongen opmærksom på, at ræven er på fri fod og fortæller, at den har drillet og slået ham og luret på hans kone, mens hun var uden tøj på.
Andre dyr støder til. Dyr som er fascinerende udformet af Rolf Søborg Hansen og som bliver spillet ud over scenekanten med stor kropslig energi og meget høj stemmeføring. En mops, en vædder, og en hane, der har mistet både høne og kyllinger. Alle har de en beretning at komme med som sætter ræven i et dårligt lys.
Ræven skal fanges og tilintetgøres beslutter kongen. Og sætter først Hr. Bjørn og siden katten Miss Sofie på opgaven. Men ingen af dem er så smarte som ræven. Renard er udspekuleret og lokker dem alle i fælden.
Det vises vakst, underholdende og med akkurat en sådan direkthed og brutalitet, som fortællingen lægger op til. Dette er stykket, hvor dyr får fx flået deres pels af, får hovedet i klemme, får bidt hovedet af og sidder fast i dørsprækker.
Rå og højlydt form
Det vrimler med spændende udformede dyr at se på. De medvirkende giver dem flot liv. Teksten vil tydeligvis pege på hykleri i alle rækker og på social ulighed – den har på en fin måde både noget universelt og meget nutidsaktuelt over sig.
Der er rigtig mange dygtige og veludførte takter i forestillingen over hele feltet. 'Ræven går derude', som handler om list, ulydighed og hykleri, animerer til at blive spillet i en rå og 'højlydt' form.
Et minus ved den urpremiereforestilling, jeg så, var dog, at spillerne råbte deres replikker på en noget anstrengt måde. Et utilsigtet overdrev, som jeg siden har ladet mig fortælle, at spillerne har aflagt sig. Dejligt og heldigvis for det.
