'Du siger, jeg ikke kan elskes'.
Elias Sadaq ser op mod det reb, der hænger som en galge ned fra loftet. Han lider og har selvmordstanker. I citatet refererer han til, hvad hans far har sagt til ham. Gentagne gange. Det er forståeligt nok smertefuldt at have en far, der – som Sadaq udtrykker det – 'skærer hånden af sin egen søn'.
Sekvensen, som ligger i begyndelsen af forestillingen, hvor Sadaq fortæller om sin første store forelskelse i en mandlig kollega, er klart forestillingens mest velfungerende. Det er som om, at strofen 'I det nærvær er jeg endelig fri' breder sig ud over hele sekvensen og lader os (som ser med fra hver vores skærm) mærke en flig af den svære færden og de store følelser, som er på spil for marokkansk-danske Sadaq, der i en ung alder finder ud af, at han er til mænd.
Forunderligt nok rummer sekvensen – udover den specifikke beskrivelse af hans homoseksuelle relation – også skildringer af nogle meget universelle følelser. Det giver dimensioner.
Forud for denne har Sadaq introduceret sin familiære baggrund. Også her lytter vi interesserede med, fordi teksten er skruet interessant sammen. Blandt andet ved at trække os helt ind i køkkenet til hans mor, som kokkererer og flere gange nævner, at der skal mere spidskommen i retten.
Kronologi og lidelse
Sadaq beskriver sit liv med en vis kronologi: 'Da jeg var 12 år…. Da jeg var 19 år…' Vi følger ham fra barndomshjemmet i Gellerup østpå til København. Til Amager. Her sker der ikke kun et skift med Sadaq, men også med fortællingen. Den begynder at blive noget selvhenført og træde vande i Sadaqs nattelivsfærden.
Teksten fokuserer samtidigt hele tiden på, hvordan Sadaq lider – stykket er skrevet med inspiration fra Goethe-klassikeren 'Den unge Werthers lidelser' – jævnfør titlen. Hans fars syn på ham, som 'en (u-elskelig) svans', kontrasteres af to lesbiske kvinders bemærkninger til ham om, at han ikke er 'bøsset nok' til at gå på bøssebar.
Derigennem skildres hans identitetsproblematik og omgivelsernes forskellige rubricering af ham.
Hedonisme og vodkashots
Men her – i det københavnske – mister teksten intensitet, og den går efterhånden tomgang i en trafik fra natklub til natklub. 'Hedonisme og Vodkashots…byture…Calvin Klein underbukser og stroboskoplys.' Det som måske skal virke i forhold til publikum, og som måske er grænseoverskridende for Sadaq selv – at optræde i netstrømper og at beruse sig i sprut og euforiserende stoffer – fører os desværre ikke tættere på Sadaqs seksualitet, hans trang til at bryde rammer og hans længsel efter sin familie fx.
Det minoritetsetniske aspekt, som forestillingen skilter med i programteksten, fylder ganske lidt. Og det, at Sadaq kommer fra et muslimsk hjem, synes helt forsvundet i selve forestillingen, som derved fremstår mindre kompleks end annonceret og forventet.
Stige og galge
'Den unge Elias' lidelser' er en professionelt filmet forestilling, som i perioden 6. marts til og med 19. marts er digitalt tilgængelig for det begrænsede publikum, som har sikret sig billet.
Bag produktionen står Folketeatret, nærmere betegnet projektet 'Under Huden', som er en kvistscene på teatret, 'hvor unge får mulighed for at skabe forestillinger baseret på egne fortællinger og fremføre disse for andre unge og interesserede'
Eller som stykkets iscenesætter Silje Shearman Poulsen udtrykte det i den efterfølgende live Q/A: 'Præmissen er, at det er rigtige mennesker og deres livshistorier'.
Elias Sadaq, som hidtil har virket som poet og forfatter, debuterer her som skuespiller. Især kropssprogligt er det tydeligt, at han ikke er uddannet skuespiller. Verbalt står han lidt stærkere. Han kan artikulere, men står lidt svagt, hvad angår variation og melodi i sproget.
En pæn hjælp får han i Poulsens iscenesættelse. I det lille rum – møbleret med som det mest centrale en stige og en galge, men også en taburet, et tøjstativ og en række sprutflasker – skaber hun nogle arrangementer, som på en enkel og fin vis skaber illusion af de forskellige lokaliteter, som Sadaq bevæger sig rundt i.
En lyssætning bestående af lysstofrør og spots, som blinker i forskellige kulører, skaber sammen med en stemningsbefordrende lydside og enkelte videoanimerede billeder (blandt andet af en dæmon og en metrotunnel) variation i scenebilledet.
Kønsidentitet er et hot emne pt. 'Den unge Elias lidelser' er på den vis med på noderne. Der er noget fængende ved forestillingen i starten. Noget som desværre udvandes undervejs og bliver overtrumfet af for mange gentagelser og af sentenser, som er kedeligt forudsigelige og som grænser til det patetiske – her tænkes på afslutningssekvensens
