Af: Anne Middelboe Christensen

16. december 2008

Klezmer og dansekløgt

’I universet udfylder jeg rummet,’ siger danseren i Uppercuts filosofiske breakdance-forestilling med de medrivende fredsperspektiver. Og nej, der var faktisk ikke nogen, der kom op at slås...

’Sejt!‘ udbryder ungerne til ‘Univers’. For Uppercuts dansere er lette i kroppene og lynhurtigt nede på gulvet – og oppe igen. Stilen er street dance, sådan i et flow af rul og hop, der break’es af skægge kick og tricks. Danserne klasker hænder, sådan fredsommeligt, indtil klaskene vokser og bliver til overrumplende lussinger. Og de er virkelig
, disse dansere, og energien smitter ungerne.

Det er Uppercuts koreograf, Sean Curran, og Mr. Middle East Peace Orchestra, Henrik Goldschmidt, der har skabt denne energiske forestilling. Og som dermed har givet de større børn en uventet kombi af dans, musik og filosofi i en upretentiøs udgave med gadejargon og teenagedrømme.

Scenografisk er forestillingen skrabet – en koncertopstilling af mikrofoner og forstærkere er den eneste indramning af de tre dansere. Men den nøgne form er med til at give forestillingen dens tweens&teens-appeal: Det er råt, og det er live, og det er lige nu.

Maveskvulp

Både musikerne og danserne bryder tavsheden fra deres kunstart og åbner munden til tale. De kaster sig ud i filosofiske betragtninger om, hvordan man som menneske tackler sin mikroskopiske placering et kaotisk univers. Men deres egne forklaringer er vidunderligt kunstnersimple: De tackler det faktisk slet ikke. Næ, de spiller musik og danser i stedet for…

Og det gør de så, multimusikalsk og med inspiration fra adskillige stilarter. Netop det multikulturelle islæt hos orkestret finder tydeligvis en klangbund hos tilskuerne. Når Anders Vesterdahls klezmerharmonika dræver, åbner det klart ungernes ører på en anden måde, end en bestemt slags rock eller MGP-pop ville have gjort det. De mellemøstlige klange får adgang til andre slags følelser; i hvert fald, når det er Henrik Goldschmidt, der trutter i oboen – og Anders Henze, der drilsk trækker i takten. Medmenneskelighedsfølelser.

Visuelt er æstetikken umiskendelig Uppercutsk: Orange overalls med lynlåse i forskellige farver – unisex og samtidig lette i Kirsten Victoria Linds klare design. Det forhindrer nu ikke danseren Sonic i at smide tøjet, så hans mavemuskler kan skvulpe i fri buldren til ungerne, der virker helt overvældede over, hvor meget styrke, der gemte sig under det posede overallsstof. Sonic ligner en shaman med sine snurrige bevægelser og sine umulige hop på ryggen, og hans lynhurtige uforudsigelighed holder ungerne limet fast til stolene. Mark Mouritzen – som også brillerer i DM i Break – har rollen som ’macho street uncle’. Hans hurtige spænde-ben-for-sig-selv-spark får drengene til at juble, og hans sære enhåndshop skaber pigehvin.

Taskebroderi

Midt ind i denne mandeverden vandrer så den lyshårede, modelskønne Louise Seloy med sin broderede taske. Hun er poesiens muse her, sådan som hun taler om sin plads i verden. »I universet udfylder jeg rummet, hvor er ikke er univers.« Og derfor kan hun logisk konkludere: »Hvor end jeg er, er jeg dét, der mangler.«

Denne idé om at være nødvendig for verden tricker tydeligvis ungerne. For netop sådan havde de altså ikke tænkt det med at skubbe luften til side og selv indtage pladsen. Og formodentlig slet ikke, at tanken kunne udtrykkes af en fe med en kæmpenederdel, der drejede sig hurtigere og hurtigere op til en hel sol…

‘Univers’ rummer altså fascinerende øjeblikke. Også selv om dens abrupte dramaturgi er yderst abstrakt – og ikke nødvendigvis indlysende eller spændingsopbyggende. Og selv om den fragmenterede form kunne være samlet til et mere fortællende forløb. For hvem er pigen? Og hvad har hun egentlig til fælles med street-drengene og nørdemusikanterne?

Alligevel vidner forestillingen om et godt, nyt udblik og større armbevægelser hos Uppercut Danseteater. Og ‘Univers’ vinder klart på sin musikalske integritet og sin koreografiske glæde over nuet. Den glæde, som umiddelbart smitter – og som forhindrer slagsmål videre ud i universet.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
En originals frihedstrang
Syddjurs Egnsteater, Museum Ovartaci & Hakkehuset:
'Sindet er en sommerfugl'
’Sindet er en sommerfugl’ er fyldt med gode intentioner og kunstnerisk hjerteblod. Men desværre forløses det ikke troværdigt i den mangestrengede forestilling.
Intens opdagelsesrejse
Glad Teater:
'Reflektor'
Glad Teater leverer med 'Reflektor' ikke kun godt teater, men også meget at reflektere over.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
En originals frihedstrang
Syddjurs Egnsteater, Museum Ovartaci & Hakkehuset:
'Sindet er en sommerfugl'
’Sindet er en sommerfugl’ er fyldt med gode intentioner og kunstnerisk hjerteblod. Men desværre forløses det ikke troværdigt i den mangestrengede forestilling.
Intens opdagelsesrejse
Glad Teater:
'Reflektor'
Glad Teater leverer med 'Reflektor' ikke kun godt teater, men også meget at reflektere over.