En teaterkoncert. Ja, det er lige præcis hvad ’Farvel’ er, og den handler, som titlen siger, om at tage afsked, når man er ni år gammel eller lidt mere. Om hvor hulens svært det er at tage afsked. På fornem vis tager Nørregaards Teater og BaggårdTeatret fat i alle mulige farveller.
Som noget meget klogt og befriende ligestiller de to teatre de forskellige afskeder. Ikke noget med, at det skal veje tungere eller være mere betydningsfuldt at sige farvel til en kernefamilie, hvor mor og far skændes og ikke længere skal bo under samme tag, end at sige til sit sovedyr, at nu er det ud af vagten. På den måde bliver alle børns farvel-følelser legale og nogle, man skal tage alvorligt og ikke betydningsgraduere.
Musik for forrygende fuld udblæsning
Seriøsiteten er tydelig at mærke, samtidigt med at forestillingen er milevidt fra tungt teater. Universet er fyldt med skøn og meget velsvingende musik. Musik for fuld udblæsning. På guitar, trommer, trompet, saxofon, keyboard, cello med mere – ja sågar blokfløjte for fuld ”pift” – blæser ’Farvel’ sit publikum bagover i begejstring med musikalske kompositioner, som er hamrende gode.
En perlerække af numre med lækker lyd. Med volumenknappen i bund og med stemninger, som rammer akkurat de følelser, som teksterne handler om. Alle sangteksterne, som Nils P. Munk, Sune Skulbøl Vraa, Jens Andersen og Jesper Thestrup har skrevet, handler om et vanskeligt og sårbarhedsfyldt farvel. Helt jordnære børne-farveller. Jens Andersen, Karen Duelund Gustavino, Olivia Borgels og Sune Skulbøl Vraa synger dem enten alene eller sammen.
De optræder alle fire bravt. Med sans for humor, mellemtoner og temperamentsudfoldelser i alle skalaer. Og de gør det iført farverige jakkesæt i totalt oversize-størrelser og på en scene, hvor bjerge af gamle brune kufferter og kulørte cykler med støttehjul fylder gevaldigt – men godt – op. Det overdrevne er her ikke meningsløs fernis eller tyk sminke. Det, at jakkernes ærmer slasker i mere end dobbeltlængde rundt om kroppen på de medvirkende, understøtter stemningen af, at det her farvel er opad-bakke-svært. Det samme gør støttehjulene. Kufferterne, hvorpå forskellige farvel-overskrifter er skrevet med tydelige bogstaver, fungerer som markeringer af hvilke farveller, som er på spil. Mængden af dem illuderer, at der er nok af farvel-bagage at forholde sig til.
Og en enkelt kuffert byder tillige på en spændende og meningsbærende visuel overraskelse. Carsten Wittrocks og Elsebeth Hede Jensens ideer og kreationer som henholdsvis scenograf og kostumedesigner bidrager m.a.o. rigtigt skønt til forestillingens farvel-formidling.
En facetteret favnfuld farveller
Hvert farvel har sin teaterkoncertsang og sit lille set-up. Her er fx et farvel til det tøjdyr, man føler sig for stor til, men alligevel kan mærke stadig kunne være lidt rart at beholde. En afsked, man håber at kunne tage med sig selv som en skidt drillepind.
Et farvel til ens kæledyr, og til ens gode kammerat, som nu skal bo et helt andet sted. Et farvel til en familie, hvor mor og far vælger ikke længere at bo sammen. Et farvel til en mormor, som det er rart at besøge, men som bliver ked af det, når man tager afsted. Et om-morgenen-farvel til det drømmenes land, hvor man elsker, at alt kan ske. Sågar et stort håbefuldt farvel til krig i verden.
”HOLD KÆFT HOLD KÆFT HOLD KÆFT”
Sangteksterne er skruet elegant og fantasifuldt sammen, så hele ens følelsesspekter bliver masseret. Med forfriskende ordvalg, og ved at tale konkret, lige ud ad landevejen, og lige ind i børnealdersgruppens liv, inviterer sangene til aktiv lytning. Sangene minder publikum om, at et farvel kan være rigtig hård kost, men også at et farvel kan give adgang til en ny og god begyndelse.
Stærkt som i HALVT BARN-sangen: ”Så sagde min mor nu er det gået itu / Nu kunne kærligheden ikke mere / Så sagde min mor: det er det bedste, du / Nu skal de voksne ikke skændes mer’ / Og mig, hjælp mig, hvad skal der blive af sådan et overrevet menneskebarn Som mig åh mig / kan man leve i to kroppe og lege som et halvt barn”.
Belagt med sprød humor som i BAMSEVEN: ”…….Bamseven nu skal vi ikke kramme mer’ Du er alt for dum til mig og jeg er alt for klog til dig og du er bare stof Bamseven nu skal du ikke græde mer”.
Fyldt med storhed og håb som i FRED: ”Hvorfor er der krig? Jeg græder, når du græder. I morgen er der fred Jeg lover, ja jeg lover Jeg har lagt et frø i min have, i din have Fra frøet vokser liv det ved jeg, det ved (jeg) Frøet blir ́ til skov (Og) skoven den blomstrer Af håb (Og) håbet bliver til sang Jeg synger, vi synger”.
Og gennemført godt, som et manifest brag af en teaterkoncert-sang i børnehøjde i sangen ”HOLD KÆFT” med stroferne: ”Du snakker og du snakker Og du siger ikke en skid Du snakker og du snakker Og du spilder min tid Du snakker og du snakker Og din mund den er så stor Du snakker og du snakker Og jeg hører ikke et ord HOLD KÆFT HOLD KÆFT HOLD KÆFT HOLD KÆFT HOLD KÆFT HOLD KÆFT HOLD KÆFT HOLD KÆFT Jeg snakker og jeg snakker Inde i mit hoved Jeg snakker og jeg snakker Det forkerte kommer ud Jeg snakker og jeg snakker Og jeg snakker bare lort Jeg snakker og jeg snakker Det skulle jeg ikke have gjort”.
Stærkt Munk-DNA
Niels P. Munk står – udover at være med på tekst og komposition – for iscenesættelsen. Et DNA, som træder tydeligt igennem som en stor styrke ved forestillingen. Et særpræg karakteriseret ved dynamisk og vitalitetsfyldt fart over feltet knyttet tæt sammen med bankende hjerter – med nogle, som vil noget vigtigt.
Når musikken strømmer med høj volumen, bliver det aldrig til støj og larm, fordi energien og pulsen bestandigt er hjerteslagenes. Det her handler om med humor og klangbund af alvor, at formidle farvel-betydninger. Når noget er anderledes – fx brugen af cyklerne, som de medvirkende hjuler rundt på undertiden næsten koreografisk, er det ikke valgt, for at det skal være smart.
Det tager sig morsomt ud, men de medvirkendes cyklen rundt giver også mening i sammenhængen. Det samme med kufferterne. Når de bliver stillet på række, eller når de bliver stablet som tårn på bagagebærernes gigantiske cykelkurve, er det sigende integreret i udtrykket.
Teaterkoncert i børnehøjde
Det er meget opløftende at opleve, hvor præcist ’Farvel’ rammer sin aldersgruppe. Voksne har meget længe kunnet løse billet teaterkoncerter. Forestillinger, som ofte med nyfortolkninger af ikoniske musiknavnes kompositioner, sætter voksenlivets mange problematikker i scene. ’Farvel’ går tilsvarende og endda med helt nykomponeret musik og med tryk på humoren lige i hjertet på de børn, som står på tærsklen til at blive teenagere eller lige er trådt ind på den sti. Den kan nemt blive et hit for målgruppen.
