Af: Anne Middelboe Christensen

9. marts 2014

Kærlighed i Ishøj

Ishøj Teater byder på en fin og varm historie om pigen, hvis mor finder en ny kæreste. Datteren får det sjovt - hun skal bare så grueligt meget igennem først. Ikke mindst nogle utroværdige replikker.

Gæstfriheden lyser over Ishøj Teater. Bordene står klar til børnehavebørnene og skolestarterne med saftevand og fine programmer – og døren ud mod parkeringspladsen bliver åbnet med smil.

Det samme sker dog ikke i teatrets forestilling 'Dronningen og ishøjen' om en pige og hendes mor. Her holdes døren tværtimod lukket over for alle, som moderen ikke kender. Hendes datter synes godt nok, at verden er utrolig spændende, men moderen tør ikke lukke verden indenfor. I hvert fald ikke førend den mandlige underbo en dag kommer op på besøg og siger pæne ting til hende…

Det er en rørende lille historie, denne 'Dronningen og ishøjen'. Desværre er det også en underligt gammeldags og ubehjælpsom historie, som dramatikeren Laura Madsen har skrevet. Moderens figur er i hvert fald så karikeret hjælpeløs, at selv børn i 1960’erne ville have opfattet moderen som gammeldags. Så selv om datteren er superfrisk – og iført zebrashorts og converse – så virker det utroværdigt, at en så livsfornægtende mor har fået sådan en globetrotterdatter.

Gråt-i-gråt

Instruktøren Kit Eichler har ellers gjort alt for at skabe en munter stemning og holde den komiske timing i sin ferme iscenesættelse. Forestillingen har da også fået et fint og usentimentalt tempo, og den skaber gode grineture hos ungerne.

Og scenografen Filippa Berglund har skabt en skæg og tjekket gråt-i-gråt højhuslejlighed, der pludselig invaderes af en farvet blomsterverden fuld af humor. IKEA-æstetikken har et skægt twist – og en magisk lyssætning i et køleskab og en ustyrlig blomstervækst på den ikke-eksisterende altan.

Fantasien fejler ingenting i dette Ishøj. Men handlingens bastante forvandlingshistorie virker alligevel lovlig tyk.

Skuespillerne er ellers skønne. Den unge Annevig Schelde Ebbe har ungernes opmærksomhed fra første øjeblik som pigen, der så gerne vil forvandle sin mors livsangst til nysgerrighed. Hun spiller forfriskende energisk og med masser af dynamik og gå-på-mod. Og så har hun en god sangstemme, der kan løfte Marianne Lyngbirks enkle, men velfungerende melodier, så hun endda får ungerne til at huje med på omkvædene. Ikke mindst på nogle indskudte og lidt uforklarlige i’er, som åbenbart har magisk effekt i Iiiiishøj …

Bange for jord

Sussi Andersen har til gengæld alle alenemoderens bekymringer siddende i kroppen, mens hendes angst for jord og hendes rengøringshysteri sitrer ud i en vild radius omkring hendes forklæde. Hun har en sjov komik i sit milde ansigt, når hun pludselig slår sig løs i et drømmeanfald af livsglæde – hun går vitterlig linen ud, så blidhed bliver til fandenivoldskhed.

Lige et kort øjeblik kan man fornemme, hvor datteren har al sin trods fra. Men i længden kan Sussi Andersen ikke skjule, at dramatikeren har sjusket med hendes figur og gjort den utroværdig.

Peter Gregersen har en taknemmeligere rolle, når han dukker op som underboen, der bare gerne vil være venlig. Peter Gregersen dyrker alle facetter af hulemand og eneboer – og glemt gentleman. Og han udnytter sit skæggede ansigt med fine onkelstrejf.

Ild og Afrika

Derfor er det også så ærgerligt, at teksten ikke løfter beretningen. Der er masser af modige børn med bange forældre, der er blevet skrammet af livet. Så idéen fejler ingenting. Det er replikkerne, der ikke magter at tage trapperne op i interessant højde i højhusvirkeligheden.

At stykket så samtidig lader som om, at det handler om selve Ishøj – det preller vist også af på tilskuerne. Turnétilskuere kender ikke nødvendigvis byen. Og de fleste børn, der besøger Ishøj Teater, ankommer i busser til det lille landsbyteater mellem markerne. Derfor aner de ikke, at Ishøj er kendt for sine betonhøjhuse. Og derfor forbinder de heller ikke automatisk ishøjen i stykket med byens navn.

At teksten så samtidig vil fortælle børnene noget om stenalderen og om at slå ild med flintesten – og noget bavl om Afrika med både bastskørter og Hawaii-blomster – det viser bare, at teksten ikke har fundet sig selv.

Men selve barnets drøm om, at mor skal få et sjovere liv – den er rigtigt set. ’Man kan bare ikke sådan lave mødre om,’ siger den bryske nabo godt nok. Men

forestillingen viser lykkeligvis, at mødre sagtens kan forandre sig – og at børn kan få sjovere liv.

I hvert fald hvis de møder kærligheden.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang