Gæstfriheden lyser over Ishøj Teater. Bordene står klar til børnehavebørnene og skolestarterne med saftevand og fine programmer – og døren ud mod parkeringspladsen bliver åbnet med smil.
Det samme sker dog ikke i teatrets forestilling 'Dronningen og ishøjen' om en pige og hendes mor. Her holdes døren tværtimod lukket over for alle, som moderen ikke kender. Hendes datter synes godt nok, at verden er utrolig spændende, men moderen tør ikke lukke verden indenfor. I hvert fald ikke førend den mandlige underbo en dag kommer op på besøg og siger pæne ting til hende…
Det er en rørende lille historie, denne 'Dronningen og ishøjen'. Desværre er det også en underligt gammeldags og ubehjælpsom historie, som dramatikeren Laura Madsen har skrevet. Moderens figur er i hvert fald så karikeret hjælpeløs, at selv børn i 1960’erne ville have opfattet moderen som gammeldags. Så selv om datteren er superfrisk – og iført zebrashorts og converse – så virker det utroværdigt, at en så livsfornægtende mor har fået sådan en globetrotterdatter.
Gråt-i-gråt
Instruktøren Kit Eichler har ellers gjort alt for at skabe en munter stemning og holde den komiske timing i sin ferme iscenesættelse. Forestillingen har da også fået et fint og usentimentalt tempo, og den skaber gode grineture hos ungerne.
Og scenografen Filippa Berglund har skabt en skæg og tjekket gråt-i-gråt højhuslejlighed, der pludselig invaderes af en farvet blomsterverden fuld af humor. IKEA-æstetikken har et skægt twist – og en magisk lyssætning i et køleskab og en ustyrlig blomstervækst på den ikke-eksisterende altan.
Fantasien fejler ingenting i dette Ishøj. Men handlingens bastante forvandlingshistorie virker alligevel lovlig tyk.
Skuespillerne er ellers skønne. Den unge Annevig Schelde Ebbe har ungernes opmærksomhed fra første øjeblik som pigen, der så gerne vil forvandle sin mors livsangst til nysgerrighed. Hun spiller forfriskende energisk og med masser af dynamik og gå-på-mod. Og så har hun en god sangstemme, der kan løfte Marianne Lyngbirks enkle, men velfungerende melodier, så hun endda får ungerne til at huje med på omkvædene. Ikke mindst på nogle indskudte og lidt uforklarlige i’er, som åbenbart har magisk effekt i Iiiiishøj …
Bange for jord
Sussi Andersen har til gengæld alle alenemoderens bekymringer siddende i kroppen, mens hendes angst for jord og hendes rengøringshysteri sitrer ud i en vild radius omkring hendes forklæde. Hun har en sjov komik i sit milde ansigt, når hun pludselig slår sig løs i et drømmeanfald af livsglæde – hun går vitterlig linen ud, så blidhed bliver til fandenivoldskhed.
Lige et kort øjeblik kan man fornemme, hvor datteren har al sin trods fra. Men i længden kan Sussi Andersen ikke skjule, at dramatikeren har sjusket med hendes figur og gjort den utroværdig.
Peter Gregersen har en taknemmeligere rolle, når han dukker op som underboen, der bare gerne vil være venlig. Peter Gregersen dyrker alle facetter af hulemand og eneboer – og glemt gentleman. Og han udnytter sit skæggede ansigt med fine onkelstrejf.
Ild og Afrika
Derfor er det også så ærgerligt, at teksten ikke løfter beretningen. Der er masser af modige børn med bange forældre, der er blevet skrammet af livet. Så idéen fejler ingenting. Det er replikkerne, der ikke magter at tage trapperne op i interessant højde i højhusvirkeligheden.
At stykket så samtidig lader som om, at det handler om selve Ishøj – det preller vist også af på tilskuerne. Turnétilskuere kender ikke nødvendigvis byen. Og de fleste børn, der besøger Ishøj Teater, ankommer i busser til det lille landsbyteater mellem markerne. Derfor aner de ikke, at Ishøj er kendt for sine betonhøjhuse. Og derfor forbinder de heller ikke automatisk ishøjen i stykket med byens navn.
At teksten så samtidig vil fortælle børnene noget om stenalderen og om at slå ild med flintesten – og noget bavl om Afrika med både bastskørter og Hawaii-blomster – det viser bare, at teksten ikke har fundet sig selv.
Men selve barnets drøm om, at mor skal få et sjovere liv – den er rigtigt set. ’Man kan bare ikke sådan lave mødre om,’ siger den bryske nabo godt nok. Men
forestillingen viser lykkeligvis, at mødre sagtens kan forandre sig – og at børn kan få sjovere liv.
I hvert fald hvis de møder kærligheden.
