Drømmen om en bedre fremtid betød i perioden 1860-1910, at 300.000 danskere rejste til Amerika. De kom fra beskedne kår, ejede ikke noget og havde sjældent udsigt at skabe en lysere tilværelse for deres børn.
Det var den drøm, Amerika nu skulle opfylde med sit tilbud om egen jord og ret til lykke for dem, der ville kæmpe for den.
Et barsk stykke danmarkshistorie er det, Randers EgnsTeater har sat på plakaten. Fortalt med frodig fantasi og kontant realisme – folkekomedie i ordets egentlige forstand, om og for almindelige mennesker.
Undervejs veksler vi ubesværet mellem Danmark og Amerika i den enkle og velfungerende dekoration af beskidt-hvide presenninger og få rekvisitter. Snart er vi med ægteparret Mads og Alma hjemme i det gamle land, hvor de slider og slæber, snart i det nye land, hvor sliddet ganske vist er det samme, men med selvbestemmelsen og egen-indtjeningen som afgørende forskel. Her er enhver sin egen træl og herremand – på godt og ondt.
Ingen dans på roser
Nogen dans på roser er det nye liv nemlig ikke. Med sikker sans for den sigende detalje skildres hverdagen hjemme i landsbyen, sejladsen over Atlanten, med nye venner, der viser sig ikke at være helt fine i kanten, sygdom og død – mange omkom faktisk af tyfus og andre infektioner på den to måneder lange sejlads – det afmægtige møde med told- og immigrationsmyndighederne, og ankomsten uden en skilling på lommen.
Mads er fuld af entusiasme, så længe alt går godt. Alma den skeptiske, der lader sig overbevise af kærlighed til Mads. Som gravid lider hun alle kvaler på turen derover, deriblandt en højdramatisk fødsel om bord, blot for at konfronteres med en opgivende Mads, der helst vil hjem igen, da modgangen melder sig.
Og så træder Alma ellers i karakter, finder udveje og rejsefæller, og sammen kæmper de sig 3000 kilometer frem til bestemmelsesstedet, der bestemt ikke flyder af mælk og honning, men består af hård stenjord, der skal graves mange gange, før der kan høstes.
Trods hjælpsomme naboer stopper ulykkerne ikke her – slutningen skal ikke røbes, men brutal og bevægende er den.
Alligevel går vi opløftede derfra med det usagte budskab om, at man skal kæmpe for det, man har kært.
Fin og varm iscenesættelse
Spillestilen er som sagt den solide og usentimentale folkekomedies, hvilket fungerer flot og overbevisende, fordi de tre medvirkende – Morten Bo Koch, Lisbeth Knopper og Thomas Biehl – sikkert balancerer mellem det naturalistisk indlevede og det humoristiske.
Som teater er det også en nydelse at se, hvor få virkemidler der skal til, før de mange presenninger for eksempel forvandler sig til et helt skib – nogle planker, tovværk og en stige – så har vi både fartøj og høj søgang.
Resten skabes af Kurt Bremerstents dejligt fysiske, stramt holdte og varme iscenesættelse, der snart flyver af sted, snart giver rum til den stille eftertænksomhed – og som altid har plads til et stille smil eller et højt grin undervejs i den barske historie.
Alt det godt teater kan
Thomas Biehl er god og troværdig som Mads, en ung og alligevel slidt fyr.
Lisbeth Knopper bruger sit fantastiske ansigt som Alma med et mylder af følelser, det ene øjeblik blid og sårbar, det næste rå og barsk, når tingene bare skal fungere.
Og Morten Bo Koch er formidabel i en række sideroller – den gamle krumbøjede kone hjemme i landsbyen, lurendrejeren med den brede kæft og det svedne grin om bord, eller den retskafne mormon, de slår følge med på rejsen gennem Amerika.
Forestillingen kan alt det, godt teater kan, nemlig fortælle en medrivende historie med få virkemidler og masser af talent, så vi opslugte følger med i Mads og Almas kamp for tilværelsen.
Og selv om rammen er historisk, bliver der næppe nogen problemer med at nutidsperspektivere de mange svære valg, det unge ægtepar må træffe. Det handler nemlig dybest set ikke om emigranter eller Amerika for mere end 100 år siden, men om menneskers basale og tidløse drøm om et bedre liv, om vejen dertil – og om prisen derfor.
