Et venligt hoved kigger op over dekorationen, en stor julesæk bæres ind. I den gemmer sig eventyret om Guldlok og de tre bjørne, tilsat et fint, men ikke påtrængende anstrøg af jul.
Historien udspilles på tre smukke podier. Der er noget roligt og harmonisk, en nærmest japansk-inspireret enkelhed over scenebilledet med flader af rosa-violet og hvidt. Tilsvarende har dukkeføreren Alexander Moukhai et dejligt glimt i øjnene ud til publikum, fuld af forventning, mens han flytter rundt med den lille pige og de tre bjørne. Pigen, der skal ud til bedstemor i skoven med en kurv fuld af honningkager, men som farer vild i den store, kolde og mørke skov. Så opdager hun bjørnenes indbydende, men forladte hus og smutter ind.
Op af de tre podier dukker bjørnenes spisebord, tre stole og tre senge i forskellig størrelse. Det er her, det bliver rigtig sødt, når pigen prøver de forskellige stole og senge, mens hun spiser risengrøden og putter sig i Lillebjørns seng.
Også scenen med bjørnene er fin, ikke mindst fordi Mikkel Reenbergs klare og sjove fortællerstemme formår at variere og nuancere de enkelte figurer, så vi er helt på det rene med, hvem der er Bjørnefar Hugo, Bjørnemor Yvonne og Lillebjørn.
Flugt og stemning
Desuden fungerer teksten sprogligt fint til aldersgruppen – en rolig og ukompliceret historie med mange sjove gentagelser, lige som underlægningsmusikken skaber flugt og stemning.
Det kan ofte være en svær opgave at fastholde de 1,5-4-årige i 30 minutter, men det lykkes her. Og da det lille juletræ og nogle små pakker dukker frem af julemandens store sæk, er ungerne helt salige.
Set med voksenøjne er det bare lidt ærgerligt, at historien slutter så abrupt og uforløst. Hvad blev der af bedstemor – får hun aldrig sine honningkager – og hvad med mor derhjemme. Savner hun slet ikke sin lille pige? Der mangler en logisk krølle på den overordnede historie, lige som det havde løftet oplevelsen, hvis slutscenen med pigen og bjørnene ikke var endt så brat.
Pludselig er historien færdig, farvel og tak for i dag, siger Alexander Moukhai.
Nå, tænker vi. Lidt mere jul og en lidt bedre afrunding på eventyret havde klædt en ellers både sød og charmerende lille forestilling.