Ord kan noget. Også uden rekvisitter og musik og video. Det viser Teater O i den nye, fascinerende teenageforestilling ’360°’, der som vanligt er en coproduktion med Nørregaards Teater,
Her er skuespillerne Lars Dammark og Anders Valentinus Dam fortællere af en drabelig handling, som de selv har fået bakset sammen. Det vil sige, selvfølgelig er de skuespillere. Men de vælger at fortælle historien som en god, gammeldags roman, hvor en alvidende fortæller både beretter om, hvad der sker for personerne set udefra – og hvad de tænker indeni.
Men i deres spil bliver romanen altså til det mest levende drama. Dammark og Dams eminente stemmebeherskelse og deres musikalske sans for timing får beretningens udskudte eksistenser til at leve og blive nærværende – som uhyggeligt nærværende og troværdige personer. Til trods for at vi som publikum altså aldrig nogensinde ser dem.
Globalkrimi
Historien er en slags globalkrimi med teenageperspektiv – med persongalleri som i en tv-serie, der uhindret kan bevæge sig mellem verdensdelene. Alligevel svarer det scenografiske udstyr mest af alt til et luset klasselokale: Forestillingen behøver bare et cirkelområde tilstrøet med stole og et lillebitte stykke gulv inde i midten. Så er alt klar til action.
Hvis de to herrer i henholdsvis T-shirt og løs skjorte har brug for en særlig ’location’, så taler de da bare stedet og stemningen frem. Sådan som de gjorde det med stedbeskrivelsen: ’Der dufter af græs ind gennem døren.’ Jo tak. Det var lige, så Ridehuset i Randers STANK af græs, da de sagde det. Og da de undervejs befandt sig i en mørk og klam kælder med et rustent søm på gulvet, så var det simpelthen lige så uhyggeligt som at være der selv.
Egentlig kunne man kalde ’360°’ for ’actionteater’. Handlingen er i hvert fald spændende til det yderste af neglene – eller til det øverste af de lystårne, som mændene klatrer op på, mens de fortæller om deres sære personer: Om den forkælede rigmandssøn. Om den kreative teenager, der laver varme penge på hovedbanen. Om den illegale rumænske sælger. Om den pensionerede forretningsmand. Om en rødbedefarvet dame i et fly. Og ikke mindst om en afrikansk pige, hvis mor har arbejdet som au pair i Spanien – og hvis lillebror har hiv.
Teenagernaivitet
Det kan godt være, at plottet ikke ville klare den klassiske dramaturgitest, simpelthen fordi sammenfletningen af de mange skæbner er for utrolig. På den anden side er det netop handlingens charme, at så mange vidt forskellige mennesker kommer i berøring med hinanden på mildest sagt vilde og vanvittige måder.
Og i forhold til forestillingens publikum, altså de grænsesøgende, men også idealistiske teenagere, er det faktisk ovenud befriende, at Dammark og Dam tør postulere en happy end. Ikke mindst netop nu, hvor meget af teenageteatret ellers er optaget af at fremvise alt det mest modbydelige og desillusionerende hos mennesker, sådan 1:1.
Så selv om ’360°’ byder på både trafficking, hæleri, vold og drab, så er forestillingen faktisk en uhyre opmuntrende oplevelse. Deri ligger kunsten også.
Replikkerne er mundrette: ’Alt, der kan sælges, stjæler han,’ lyder det f.eks. jordnært om drengen, der stadig kan mærke suset ved at stjæle noget. ’Hun lader, som om hun stadig er ved bevidstløs,’ lyder det konkret om pigen, der er blevet voldtaget.
Både Dammark og Dam har perfekt fat i den unges naivitet. De har simpelthen teenagerne nysgerighed i stemmen, deres håb i blikket og deres foroverlænen i kroppen. De vil så gerne med ind i den store verden og sætte deres præg på den. Og dermed ligner de deres personer: De kan slet ikke lade være med at blive hvirvlet ind i dramaerne.
Forskellen er så bare, at Dammark og Dam mestrer en forbløffende stærk styring af begivenhedernes gang. Controlfreaks ned til mindste åndedrag.
Rovdyrinstinkt
Egentlig minder de begge to mest om historiens nydelige, gamle mand, der sidder med en helt særlig kuffert og venter på, at sønnike kommer hjem. ’Han er klar, og han er spændt. Han elsker den her følelse af, at kroppen er parat,’ siger manden, der straks får påduttet det overraskende ord ’rovdyrinstinktet’. For som i enhver god krimi får vi afsløret nogle kendetegn ved personerne, som vi netop ikke kan se på overfladen. Og ordet ’rovdyrinstinktet’ breder sig hurtigt til alle forestillingens personer – og til tilskuerne. For er det i virkeligheden os, der kigger på, der er de værste rovdyr?
Den voldsomste kriminalitet kan jo sagtens starte i det små. Som når teenagedrengen støver rundt på Hovedbanen og tilbyder dagens vare: ’Er du interesseret i et købe et parti gummisko – Converse, de nye altså?’
Herfra ruller historien bare. Voldsomt, men sikkert. Så jo, ord kan noget i teatret. I hvert fald når de kommer fra Teater O.
