Hvem vil ikke gerne være verdensberømt? Og helst mere end de 15 minutters berømmelse den amerikanske popkunstner Andy Warhol i sin tid talte om.
Vi er til audition. Eller til talentkonkurrence et eller andet sted – det står ikke helt klart. Men en efter en træder de frem og præsenterer deres kunnen. Karatesparkeren, balletpigen, rapperen, sangeren med de franske sange, bodybuilderen – og så videre. Små sekvenser, hvor forestillingens tre medvirkende viser sig frem i forskellige forklædninger.
Kommentarer er overflødige – et enkelt øv-båt under rapperens lille nummer siger det hele. Vejet og fundet for let. Ud med ham. Et nonverbalt portræt af en stribe unge mennesker med drømme om berømmelse på den ene eller anden måde.
Vi griner lidt af dem, men vi imponeres også, hvilket er en fin pointe. For de tre dansere – Pernille Koch, Pierre Enaux og Thomas Porup – er teknisk ret velfunderede i det meste, og det betyder, at selv om nogle former for bevægelse virker mere komiske end andre, fx klassisk ballet, for det unge publikum, fanges de alligevel af det tekniske i udførelsen.
Men så forvandles denne stribe af små talentprøver pludselig til et modeshow, hvor de tre præsenterer sig og tøjet frem og tilbage på catwalken. Det er her, den belgiske koreograf Koen De Preters ungdomsforestilling begynder at træde en lille smule vande.
Men vi fascineres alligevel og holdes fast, fordi de tre performere gør de små sekvenser interessante at se på. Ikke mindst da Pernille Koch begynder at 'spille på stemmebånd' – hun klasker på struben med hænderne. En smuk pas de deux for de to mænd balancerer også fint mellem det følsomme og det maskuline i koreografien, selv om det umiddelbart er svært at se, hvor de 15 minutters eller sekunders berømmelse lige kommer ind her.
Fine videosekvenser
Så er vi på fastere grund igen, da trioen etablerer sig som dommere, der sidder og lytter til en endeløst repeterende udgave af en sang fra 'Les Miserables'. Sjovt og præcist, lige som dansernes reaktion på den bifaldsorkan, der pludselig skyller ned over dem, nok rammer noget i de fleste unge menneskers drøm om offentlig anerkendelse.
Men så slipper forestillingen desværre igen taget i sin historie. At de begynder at synge, er sjovt nok, men nu lurer tomgangen og nummerfornemmelsen for alvor – det er, som om de grundlæggende ideer slipper op for tidligt – og fornemmelsen holder sig resten af forestillingen. Her kunne snildt slibes godt ned, hvorved kernen ville komme til at stå langt klarere.
Derimod fungerer de små videosekvenser fint, hvor vi følger de tre dansere i deres indbyrdes hverdag og til prøverne på opsætningen. De sender et tiltalende signal om almindelige menneskers hverdag med træning, arbejde, børn og morgenmadsritualer. Det er ikke glimmer alt sammen, heller ikke selv om man er danser i Aaben Dans!
Og så kan man sige, at forskellen på forestillingen her og det fænomen, den prøver at beskrive, nemlig drømmen om at gå fra ingenting til at blive berømt, er, at de medvirkende her rent faktisk kan noget, både teknisk og kunstnerisk – i sørgelig modsætning til flertallet af deltagere i diverse talentshows. Og formentlig også størsteparten af det unge publikum, der sidder og ser på.
Skal man tage de pædagogiske briller på, kan man savne en form for budskab eller konklusion. Vælger man at holde sig fra den slags, kan man bare nyde tre talentfulde dansere på åbent gulv.
