”IDC – I don’t care” / ”IDK – I don’t know” / ”IDGAF – I don’t give a FUCK” /
”The world is a really shitty place anyways” / ”Cutting is a way to make myself prettier” /
”Reject humanity become monkey!”.
‘LOL – Laughing Out Lonely’ er noget af en hård nyser. Citaterne er hentet fra de gule plastikkasser, vi som publikum sidder på. De står spredt ud i hele rummet. På snorlige rækker. Inden vi træder ind i rummet, bliver vi opfordret til at gå rundt og læse teksten på kasserne og får at vide, at vi, når vi har gjort det, skal sætte os på en af kasserne. Gerne to på én kasse, men vi må ikke sætte os der, hvor flere kasser er stablet ovenpå hinanden eller er bundet sammen på langs.
De er forbeholdt forestillingens operasyngende performer Morten Grove Frandsen. Han performer på dem. Men han bevæger sig også rundt mellem publikum, fordi han bliver draget af skærme. Små stangholdte skærme, som bliver tændt forskellige steder i rummet.
Cuttere, kvindehadere og voldtægtsofre
De små firkantede lyskilder simulerer mobiltelefoner og andre elektroniske skærme, til hvis rå internetverden af uhyrligheder nogle ensomme mennesker har viet sig. Frandsen gestalter et uhyggeligt og skræmmende persongalleri, som fuldt og helt har giftet sig med de brutale og perverse identitets- og selviscenesættelsesforslag, som findes herinde.
Her huserer racister, kvindehadere, selvskadere, voldtægtsofre og andre udstødte eksistenser. De er alle flygtet fra den virkelige verden og har fundet sammen i et absurd fællesskab på internettet.
Tekstfragmenterne på plastkasserne refererer til noget, som Frandsen siger i forestillingen. Eller rettere synger. Og som han da kan synge. Frandsens kontratenorstemme er helt fortryllende klangfuld. Fyldt med resonans, facetter og dybder. Teksten og fortællingerne, han formidler via sin operasang, virker vildt meget stærkere, end hvis de var blevet formidlet som talt tekst.
Det er som om al grusomheden, al ensomheden og hele den vrede vrang-verden, hans skikkelser viser frem, skærer gennem luften som blodige knive. Knive som gør fortræd. Som ødelægger alt. Flænser ethvert håb. Lynhurtigt nedsabler enhver gnist af positivitet. At Frandsens stemme også undervejs ekkoforstærkes, gør blot virkningen stærkere.
Rå og ekstrem ensomhed
I Frandsens fortolkning møder vi pigen med ”The Fucking Ugly Face” og ”The Lamb”, som længes efter at blive slagtet. Håndterende en banan støder vi på ”The Sexy Monkey”, der blotter sig selv for at opnå den sidste banan, inden verden går under.
Overraskede og alligevel ikke bliver vi, når Frandsen under sin jakke har bandager på underarmene, og når han siden fjerner dem fra et kassetårns låg – nu smurt ind i noget rødt blodlignende væske. Cutteren er også blandt de ensomme på nettet.
Siden flår Frandsen et blødt tøjdyr, som først forbindes med nuttethed og sengevarme, så indholdet fyger til alle sider. Han trækker også tøjdyret som en maske ned over sit ansigt, så man kommer til at tænke på virkelighedens brutale voldsterrorister i aktion.
Effektfuld advarsel
På andre kasser og i teksten indgår også strofer som ”I would like to have a boyfriend like the other girls” og ”Endless hour of watching youtube videos”. Vi kan ikke være i tvivl om intentionen med forestillingen. Og virkemidlerne er effektfulde. Frandsens har en sublim stemme, og han evner at glide fra episode til episode, så man knapt hæfter det på en karakter – så signalet med andre ord er, at denne virtuelle råhed kan overgå os alle.
Herudover er Matilde Böchers og Asger Kudahls musikalske kompositioner meget formfuldendte. I Josefine Else Larsen effektfyldte no-where-rum af et plastkasselandskab med opdukkende miniskærme og i Jeppe Lawaetz’ dunkle men også undertiden lysende klare lysdesign har Louise Beck iscenesat Frandsen, så vi vitterligt mærker, at de sociale medier er drugs.
Blandt det unge publikum i Horsens lød flere gisp, flere rykkede tættere sammen på kasserne, mens andre vist hold vejret lidt længe undervejs. ’LOL – Laughing out Lonely’ er dyster. Meget dyster. Og alligevel er der noget blødt til stede: Frandsens stemmes glød, og undervejs mellem de barske episoder om selvdestruktion, depression, had, mindreværd og følelsesmæssig afstumpethed er der også en varme i hans kropslige attituder og udstråling.
Det er som om, han gennem det formidler sin kraftige advarsel imod den digitale verdens uhyggelige identitetsafstivende fælder og grumme virkeligheds-forsvindingshuler. Den dobbelthed er fascinerede.
