Billers liv og dagligdag er sjældent set i dansk børneteater. Man forstår hvorfor oven på Filurens fortvivlede forsøg. For lige så flot indpakningen er, lige så håbløs virker historien. Ikke mindst fordi man har valgt at lade de tre medvirkende tale volapyk-sprog, hvilket blokerer for enhver form for ordentligt fortalt handling.
Samtidig lader iscenesættelsen de tre skuespillere, Nanna Buhl, Folmer Kristensen og Ashok Peter Pramanik, der normalt er nok så kapable på en scene, optræde så barnligt og manieret, at forestillingen ligner og lyder som noget fra dansk børneteaters barndom.
Ærgerligt, for den sceniske ramme er som sagt fornem. En jordfarvet fabuleren over lange blade og snurrige ophæng, fordelt på små plateauer og med trapper. Altså masser af mulighed for iderige påfund for tre skuespillere i imponerende billekostumer i panser og plade med drabelige følehorn.
Men hvad vi får, er en bister bille-dronning i lange gevandter, stationært monteret i baggrunden, så kun hoved og arme dukker frem, når hun engang imellem blander sig i dagligdagen. Omkring hende trisser to ældre tjenestefolk, uden at vi på noget tidspunkt finder ud af, hvorfor magtrelationerne er, som de er, eller hvorfor denne tilsyneladende dronning er så sur.
Ind imellem dukker spillerne op af nogle huller i jorden og kigger sig søgende rundt i dekorationen – måske fordi de leder efter den manglende historie eller meningen med at spille forestillingen.
Hvad sker der lige?
Det er altså – i mere end en forstand – ikke nogen munter situation. Men så sprinter en glad bille-spirrevip ind fra tilskuerrummet. De to tjenestefolk liver op – det samme gør vi. Nu sker der noget, tror vi da. Og lidt iørefaldende musik på guitar og melodica med tilhørende sange kommer der også ud af det – men igen på volapyk-sprog, så megen mening er der ikke.
Ideen er formentlig, at den unge fyr skal bringe fest, farver og glade dage ind i det triste bille-land. Men igen står forundringen i kø på tilskuerpladserne. For hvorfor begynder de to billeherrer pludselig at eksercere? Hvorfor kurtiserer den unge spirrevip den ældre tjenestepige? Slås de to herrer i virkeligheden om damen – det bliver aldrig klart. De antydede relationer bruges nemlig ikke eller foldes ud til noget meningsfuldt.
Derpå kigger en lille rød pruttefugl frem fra et af hullerne i jorden. Den har øjensynlig spist noget af dronningens undertøj – vi finder aldrig ud af, hvorfor eller hvordan – men det skal hun selvfølgelig have tilbage.
Samtidig virker det, som om det er pruttefuglen, der giver kulør til dronningens dragt og resten af lokalområdet i form af kulørte lamper og farvet lys, men hvis det er tilfældet, hvad skal vi så med den unge bille-fætter? Og hvis det ikke er tilfældet, hvad skal vi så med pruttefuglen?
Smådumt
'BilleBadulja' er en forestilling, der stiller mange spørgsmål og desværre ikke evner at besvare nogen af dem specielt meningsfuldt. Især ikke det vigtigste af dem alle: Hvad er formålet med at lade de medvirkende tale volapyk?
Det virker som en ide, der er født ved et skrivebord – kunne det ikke være sjovt? – jo, måske, men bare ikke i dette tilfælde. Det tilfører ikke noget, men slører tværtimod den i forvejen alt for spinkle og fjottede historie.
Resultatet er 40 minutters smådumt børneteater, som ingen behøver at se, så er det sagt.
