De to mænd står over for hinanden på scenen. De slås med usynlige sværd. Tunge sværd til en tung vrede. De er brødre, og de kæmper på liv og død. Pludselig bøjer begge kroppe bøjer sig forover – de er begge to ramt. Samtidig. Og begge to dræbt.
Denne fysiske kampscene er virkelig godt løst i den nye ungdomsforestilling over den græske tragedie ’Antigone’. Et koreografisk øjeblik, der indrammer hele den forfærdelige situation med to brødre, der bliver dødeligt uvenner. Med skuespillerne Jan Overgaard Mogensen og Carl Martin Norén som brødrene i præcision og uheldsvanger symmetri.
I den gamle tragedie dræber Antigones to brødre hinanden. Men deres onkel kong Kreon befaler, at den ene af dem, Polyneikes, ikke må blive begravet, men skal ligge som et ådsel til skræk og advarsel for byens indbyggere. Derfra er tragedien uundgåelig…
Retten til at begrave sine søskende virker måske lidt mærkelig som et emne for en teaterforestilling for et dansk teenagepublikum i dag. Men det er ikke desto mindre kernen i den slagkraftige forestilling ’Antigone’, der er skabt som en co-produktion mellem Signe Kærup Dahl og teatret ZeBU på Amager.
Perfekt til oldævlslærere
Sofokles navn står godt nok ikke på plakaten. Men man må formode, at denne ’Antigone’ er baseret på Sofokles’ tragedie fra omkring 440 f.kr. Bearbejdelsen af Signe Kærup Dahl og Jan Overgaard Mogensen er i hvert en ferm gengivelse af tragedien, perfekt til oldævlslærere og deres gymnasieelever. Men her kogt ind til effektive replikudvekslinger for to skuespillere i mange roller i Anne Nymarks dramaturgi – suppleret af en kommenterende musiker.
Dramaet foregår i en stilren og forenklet scenografi med en forhøjet pult i midten og et gardin bagved. Selve scenen er en gulvfirkant med to små skamler foran, belyst i mange farver. Omme bag pulten står musikeren Marie Rørbæk og lader sin elektroniske musik boble frem mod tragediens vendepunkt. Her synger hun også fint sine sange, der kommenterer på handlingen. Det virker dog lidt underligt, at hendes sange nærmest kun er tale til musik, altså uden rim og hørbare versefødder. Der er i hvert fald langt fra disse sange til den græske tragedies metrik og ’jamber’.
Touch af teatersport
Der er til gengæld god fremdrift i iscenesættelsen af Jørgen Carlslund. Han har ramt en klar, fysisk spillestil, hvor den krigeriske historie fortælles med enkle virkemidler og med et touch af teatersport. Skuespillerne er ens klædt i hvide jakkesæt, der fint forandrer udtryk, når ærmernes manchetter flippes op, eller når der pludselig klaskes militærordner hen over brystet, så tøjet forvandler sig til uniformer. Det er yderst effektfuldt.
Selve teksten flyder bedst i replikkerne, der også peppes op med forklarende kommentarer undervejs. Den foredragsagtige indledning dog nok ville få større dramatisk virkning, hvis den blev indskrevet som del af replikkerne. Men de to skuespillere indhenter flot teenagernes opmærksomhed undervejs.
Jan Overgaard Mogensen spiller kong Kreon med alle patriarkens klichéer og en tilkæmpet ro i sin magthaverkrop. Han holder fast i herskerens selvtilfredse logik med en stædighed, som tankevækkende nok ikke ligger langt fra, hvad man i øjeblikket oplever i USA hos Donald Trump. Når denne kong Kreon endelig bliver i tvivl om sin egen dømmekraft, og hans begynder at udtrykke ydmyghed, er det i hvert fald alt for sent…
Komisk kropssprog
Carl Martin Norén har en frisk energi, men også en blidhed over sig. Han spiller den blinde seer Teiresias med et nuanceret ansigt, der detaljeret udtrykker alt det, han spår om. I andre scener spiller han med et komisk kropssprog, når han har rollen som en nervøs livvagt, der skal komme med dårligt nyt til kongen. Og så finder han endda også en sej stædighed og en modig vrede i sit kropssprog i rollen som Antigone.
Det lykkes i det hele taget disse to skuespillere som makkerpar at puste liv den græske tragedie, så den bliver nærværende, både for unge og for voksne. Spændingen stiger hen mod den barske slutning. For der er ingen vej udenom: ’Antigone’ er en tragedie, og tragedier ender grumt. I sidste scene af denne ’Antigone’ mærker man som tilskuer virkelig det hjerteskærende i tragedien. Altså de stærke følelser af ’frygt og medlidenhed’, som Aristoteles definerede som tragediens mål.
Det er godt gået.
