Ilden blusser livligt i udendørsforestillingen ’Bålet’ med Danseteatret NordenFra. Musikerne står bag ilden og spiller så lystigt og energisk, som om de hepper på flammerne og får dem til at knitre.
Samtidig bevæger danserne sig rundt i manegen, mens de svinger med et bålfad i lange jernkæder, som de holder mellem sig. De fodrer hele tiden bålskålen med nyt brænde, så flammerne aldrig går ud. I respekt og ærbødighed over for ilden.
Der er således en mytisk stemning over denne forestilling. Musikerne spiller folkemusik med skøn klang af folkeeventyr, der lyder som en keltisk inspiration med et strejf af klezmer. En klarinet finder sammen med en harmonika og en violin i taktfaste folkemelodier med sørgmuntre omkvæd af Henrik Bredholt og Benny E. Andersen, hvis toner straks skaber billeder af lys og mørke. Eller er det dansende forelskede par i folkeviser om livet og døden – eller måske en snublende hest på en bro?
Der er noget inciterende over musikernes enkle spil og deres bevidst haltende rytme, der hele tiden forskubbes. Som om disse musikere har direkte adgang til riterne under den nordiske sommerhimmel. Endda med en sang, der på visse steder nærmest lyder som grynten fra de underjordiske…
Varmt på første række
Man kan høre musikerne komme vandrende med deres sindige melodier på lang afstand. De går i procession iført skinnende guldjakker og festlige veste. De matcher fint danserne, hvis farvestrålende pailletkostumer i orange og grønt lyser op mellem de ildkasser, som står rundt i kanten af scenen, og som tændes op undervejs. Når ilden får ordentligt fat, bliver der i hvert fald lovlig varmt for tilskuerne på første række…
Med ’Bålet’ har instruktøren Helga Rosenfeldt-Olsen altså skabt en fin, sansebåret musikforestilling med rolig og stolt dynamik. Koreografisk betragtet føles dansen dog noget ensformig. Danserne bevæger sig igen og igen i cirkler, mens de udfører sprællende bevægelser og kolbøtter til musikken. Og mønstrene rundt om ilden har tydeligvis lige så stor betydning som de enkelte trin.
Udførelsen af dansen virker også ret behersket. I lange passager danner de mest mønstre på rækker og i trekanter, ikke mindst når de træder frem med fakler i hænderne. Dansernes kroppe udstråler en synlig forsigtighed, der afspejler, at de har passeret deres mest spændstige muskeltid. Heldigvis bliver de dog lidt dristigere undervejs. På et tidspunkt svinger de med stave, der brænder i begge ender – og de kulminerer med at hoppe i brændende sjippetov.
Disse påhit er yderst dekorative som nycirkusindfald i en nordisk ramme. Man kunne bare ønske sig, at der var skabt en egentlig stuntkoreografi, så ildens farlighed blev mere nuanceret i koreografien. Og så danserne blev udfordret.
Mørke, tak
Der er ingen egentlig handling i ’Bålet’. Til gengæld er der en fin musikalsk leg mellem musikere og dansere – og en generel fortælling om menneskets dyrkelse af ildens kræfter og menneskets behov for varmen og energien.
Desuden er det klart en styrke ved forestillingen, at den umiddelbart taler til mange forskellige aldersgrupper. Fra børnehavebørn til pensionister. Og så er den yderst handy som udendørsforestilling til det uforudsigelige danske vejr, fordi den kun varer en halv times tid.
Da ’Bålet’ spillede på Aprilfestival 2023, var forestillingen smukt placeret på den store amfiscene i Rønde Bypark, hvor der er flot udsigt ud over Kalø Vig. Flere og flere nysgerrige naboer dukkede da også op undervejs i forestillingen – lokket af musikkens toner og dansernes ildleg.
Desværre havde festivalarrangørerne ubetænksomt nok programsat forestillingen allerede til kl. 18.30, mens det stadig var aldeles lyst denne aprilaften. Derfor måtte man som tilskuer gætte sig til, hvor flot forestillingen ser ud, når flammerne slikker gult op i mørket.
For det må være virkelig stemningsfuldt, når musikken klinger, og danserne bogstaveligt talt træder ind i lyset fra flammerne. Som et gammelnordisk ritual for både børn og voksne.
