Som ide betragtet er Marionetteatret jo en fantastisk ting. Et gratis teatertilbud til store og små. Midt i hovedstaden, næsten hver dag i sommerperioden. Man kan bare møde op til en forestilling, der ikke varer længere – 25 minutter – end at alle kan hænge på.
For de fleste tilskuere er dette sikkert det allerførste møde med teatrets forunderlige verden. Ikke sært, at Marionetteatret i år kan fejre 50 år i Kongens Have. Det er virkelig klog kulturpolitik i børnehøjde.
Desto mere ærgerligt er det, at jubilæumssæsonens to forestillinger ikke er helt på højde med, hvad Marionetteatret kan præstere, når det er bedst.
Ideen i sommerens anden forestilling er ellers sjov nok. At flette filmens og teatrets verden sammen. Historien kort fortalt: Drengen Viktor elsker alt, der har med cowboyfilm at gøre. Han ligefrem sover i sit cowboy-udstyr hjemme hos far og mor. Som da heller ikke ved bedre gave end at give Viktor to billetter til biografen.
Derpå ser vi ham vandre af sted mod filmens magiske land. På vejen møder han veninden – og måske-kæresten – Vinni, der godt vil med i biffen, mens lygtepæle og brandhaner triller forbi til lyden af hidsige bilmotorer. En skæg detalje er hunden, der tisser op af en lygtepæl, så det sprøjter med vand ud i hovedet på os.
Filmen ophæves
Fornemmelsen af biograf fungerer ligeledes fint, og i princippet også selve 'filmen'. Som er dukker ført bag et tyndt flortæppe. Her ser vi cowboyer og indianere i massevis, foruden en skurketrio og den helt, ingen ordentlig cowboyfilm kan være foruden.
Problemet er blot, at 'lærredet' stjæler det meste af farverne og nærværet hos dukkerne bagved, så 'filmen' kommer til at virke en del for lang, unødigt diffus i sit billede og uklar i sin handling. Vi taber simpelthen interessen for de utydelige dukker deroppe, på trods af dramatisk ørkenlandskab, drabelige klipper og glubske gribbe.
Så går det langt bedre, da 'filmen' pludselig ophæves, og de to børn bliver en del af den. Hvorfor det sker, får vi aldrig en forklaring på, men ske gør det, og så virker historien igen nærværende. Især da Vinni tages til fange af de tre lumske skurke, og Viktor med hjælp fra en indianerpige forsøger at befri hende. Blot for selv at blive taget til fange, mens hunden ender med at blive den egentlige helt.
Hvorpå vi noget abrupt vender tilbage til biografen. Hvorfor og hvordan det sker, vises eller forklares aldrig. Og at historien er slut, opdager vi egentlig kun, fordi de tre dukkespillere kommer frem i dekorationen.
Så både historie og scenisk realisation har tydeligvis sine svagheder.
Som oftest er det skønt, at Marionetteatret fortæller uden danske ord, fordi der gerne er mange turister blandt publikum, men her føles kombinationen af lyde og cowboymusik sine steder for fattig i udtrykket. Ikke mindst under selve 'filmen' virker lydkulissen tam, hvilket bidrager til følelsen af adspredthed blandt tilskuerne, måske især de mindste.
Men dukkerne er – som altid – skønne og udtryksfulde, ikke mindst de tre syngende skurke, og dukkespillet særdeles kompetent og levende.
