Sara Fink Søndergaard håndhilser os hjertelig velkommen én og én. Vi får tildelt en stol og finder en plads i en lille rundkreds. Vi er ikke flere end 20-25, men kredsen er fuld.
Duften af stegt bacon er umiskendelig, og midt i cirklen sidder Rasmus Malling Skov Jeppesen med sin primus og stegepande. Han byder rundt og vi får alle en lille haps, inden spillet rigtig går i gang.
Stemningen er stilfærdig, venlig og meget, meget alvorlig.
Så bliver præmissen lagt: dette er en forestilling om post-traumatisk stresstilstand (PTSD) og om unge mænd – krigsveteraner fra Irak og Afghanistan og helt tilbage til krigen(e) på Balkan i halvfemserne – mænd der ikke finder ro i sjæl og sind, men flytter ud i ensomhed i skoven, med telt og primus og sovepose. Ordet 'helt' i titlen har altså dobbelt betydning.
Hvordan kan det være…?
Forestillingen/teksten introducerer os hurtig for spørgsmålene: Hvad skyldes det, at nogle får diagnosen, hvordan er det leve med diagnosen, og hvorfor vender nogle ryggen til samfundets normer og rutiner, og ender med at flygte ud i skoven?
Søndergaard og Skov Jeppesen foregiver ikke at have svarene. De forsøger at arbejde sig ind i og ned i materien – at afdække, finde ud af, forstå. De har lavet research, selvfølgelig har de det, og et øjeblik er jeg nervøs for, at forestillingen vil blive en form for dokudrama, hvor kun researchen lægges frem for os med fakta og statistikker.
Men min bekymring går hurtig over. For de to aktører har både empati og billedskabende evner. Og – ikke mindst – forestillingen er dybt forankret i den seriøsitet, Teater Fluks er gået til opgaven med.
At fremstille lidelse på en teaterscene, at søge ind i et martret sind og gestalte det på en troværdig måde, er krævende. Men netop seriøsiteten, viljen til at vise både angsten, mistroen og håbløsheden hos de udsatte, bærer udtrykket langt hen ad vejen.
Tændstikken og Dannebrog
Men seriøsiteten er på mange måder et tveægget sværd. Man skal vogte sig meget vel, så man undgår det højtidelige, selvhøjtidelige og patetiske. Ind i mellem forfalder Søndergaard og Jeppesen til en mumlende method acting, en slags privat film-intensitet, hvor man knapt forstår, hvad de siger, og hvor intensiteten bliver hos dem og ikke når ud til os, de spiller for. Så bliver det mere psykoterapi end teater.
Det er når de bryder denne intimitet sig i mellem, når de agerer fysisk, at jeg synes de finder de billeder, metaforer som i højere grad er fortællende. Når hun kaster sig i hans arme gang på gang og hver gang ender med at falde tilbage på gulvet, når hylende alarmer sætter paniske rutiner i gang, når ketchup sprøjtes over pande og ægte gravid (!) mave.
Eller når den anklagende ironi vendes mod os, mod samfundet, når det lille papirflag brændes, til tonerne af 'I Danmark er jeg født'. Hvad skulle vi ud i den krig for, og forbryde os mod det femte bud – 'Du skal ikke slå ihjel'?
En svær omgang
Teater Fluks rejser væsentlige spørgsmål og gør en stor indsats for at forstå sit sujet. Det resulterer i en forestilling, som på mange måder er – og har alle ambitioner om at være – netop så væsentlig, som sujettet kræver.
Problemet, som jeg ser det, er, at viljen til selvat forstå, er større end evnen til at bringe det ud til os der sidder i rundkredsen, og som også gerne vil forstå. Dertil er en del af deres form og sceniske virkemidler uforløste eller svært forståelige.
Jeg har stor respekt for det arbejde, der ligger bagved forestillingen og ser også at deres form lykkes et godt stykke hen ad vejen. Men altså ikke hele vejen. Et par gange stod jeg af og tænkte: Dette er privat, dette er for kryptisk, dette betyder åbenbart noget/meget for dem, men jeg ser ikke hvad. En lille tur tilbage i prøvesalen, plus et kritisk øje i salen, ville måske kunne hjælpe til med at rydde op og klargøre.
Men det er en forestilling, jeg blev berørt af, og som har været med mig i ugerne, der er gået, siden jeg så den.
