Af: Kirsten Dahl

4. september 2008

I en seng på hospitalet…

Ved at veksle mellem grotesk humor og en små poetiske billeder, som nænsomt kombineres med dukkeføring, formår Frøken Fracasos Kompagni i en dynamisk vekslen mellem gakket sjov og stille alvor at sende et vigtigt budskab om at man skal tale sammen om døden ud på en kanal, så det suser lige ind på lyst- og lystavlen hos både børn og voksne.

Kan to gakkede sygeplejersker med udstående hugtænder, kodyle briller og parykker i absolut-nylon stå i spidsen for noget så seriøst som det at formidle et budskab om at man skal huske at snakke sammen om døden?

Ja, Maja Skovhus Rehøj og Anna Panduro fra Frøken Fracasos Kompagni kan. For de kombinerer fuldstændig ligefremt og timingsikkert en grotesk og gå-ud-over-stregen-crazy (læge-sygeplejerske parodierende)-komik med små poetisk ladede dias, som undervejs som små tegneseriestrimler stikker alvoren ind.

Den overdrevne og ukorrekthedselskende komik er ’uvorne dyder’, som de to drivkræfter i kompagniet har annammet på École Phillippe Gaulier i London, hvor de tydeligvis har sværget til franske klovnerier og udtryk fra Bouffon-traditionen. Og at der skal være mening med galskaben viste de allerede i deres første forestilling ‘Det uartige barn – eller omvendelsen af de sure citrontanter’.

Mens den var holdt i hidsigt gule farver, er de to pjankede hospitalspigers kjoler, sygesengens linned og snart alt tilbehør nu gjort i hjertets og advarselslampernes postkasserøde kulør tilsat hvide tern og kuglerunde prikker. Iført kyser, hvide forklæder har røde plastikkors, småternede pufærmekjole og hjertemønstrede smutter følger vi Søster Ruth og Søster Ritt på job. I sygesengen ligger drengen Bertram, alias en dukke med et ganske anseeligt stort ansigt og damper af feber. Heden lyser ud af hans små græsgrønne øjne, som matcher den stribede T-shirt.

Herlig høj energi

Tilsyneladende er det ikke patienten de to turtelduer på Stræbstrups strømlinede hyperhospital har travlt med. Deres hoftevrikkende opmærksomhed er rettet mod Dr. Bob og Dr. Boris, som hænger i røde rammer på hver side af Bertrams seng. De to læger får hormonerne til at piske rundt i blodet på Ruth og Ritt.

Ansvar i livet har de dog. De sætter med herlig energi og høj underholdsværdi alt ind på at finde ud af hvad Bertram fejler. Men hvad kan de gøre, når klovnenæseklovnerier preller af, når alle sangene i radioen handler om mor, når den tegning Bertram tegner på det udleverede papir er hans mor – hende han lige har mistet, når de selv ustandseligt kommer til at kæfte op om det der er sket med moren, og frem for alt, når Bertrams far er gået helt i sort og har lukket totalt af overfor at tale med Bertram om morens død? De tager temperatur under opslugt lægeromanlæsning, synger vidunderpille-sange, måler op til operation, og scanner hjertet med superhjertescanneren. For tilslut at sande at hverken medicin eller operation hjælper mod et bedrøvet hjerte. Det som skal til er en far som forstår at det er nødvendigt at tale med sin søn om morens død.

Gags og tegneseriepoesi

Og det forstår vi, som sagt, på den lille tegneserie-dias som viser Bertrams proces. Et forløsende forløb, hvor hans far er en sortklædt konge, der har bygget et fængsel op i sorte sten omkring hans døde dronning, som han nægter at tale med prinsen om. Hvor Bertram selv er en hvid prins, der bryder fængslets mure ned, og sammen med sin mor finder frem til, at livet har brug for ham, at han for at blive rask må have lyst til at leve, og at han kan give sin far farve og mægle igen ved at plante et lille rosenfrø ovenpå fængslets ruiner.

Anmeldelse fra BTA 145

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
En originals frihedstrang
Syddjurs Egnsteater, Museum Ovartaci & Hakkehuset:
'Sindet er en sommerfugl'
’Sindet er en sommerfugl’ er fyldt med gode intentioner og kunstnerisk hjerteblod. Men desværre forløses det ikke troværdigt i den mangestrengede forestilling.
Intens opdagelsesrejse
Glad Teater:
'Reflektor'
Glad Teater leverer med 'Reflektor' ikke kun godt teater, men også meget at reflektere over.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
En originals frihedstrang
Syddjurs Egnsteater, Museum Ovartaci & Hakkehuset:
'Sindet er en sommerfugl'
’Sindet er en sommerfugl’ er fyldt med gode intentioner og kunstnerisk hjerteblod. Men desværre forløses det ikke troværdigt i den mangestrengede forestilling.
Intens opdagelsesrejse
Glad Teater:
'Reflektor'
Glad Teater leverer med 'Reflektor' ikke kun godt teater, men også meget at reflektere over.