Filurens bearbejdelse og opsætning af H. C. Andersens eventyr, 'Kejserens Nye Klæder' 'er klar i spyttet. Det bliver tydeligt skåret ud i ord og handlinger, at historien handler om hykleri og forfængelighed. Nutiden bliver tænkt ind med diverse henvisninger. Og munterhedens vej er tydeligvis den måde hvorpå man vil servere budskabet.
Resultatet er blevet en forestilling, som har komiske kvaliteter på flere parametre, men som også, i sin iver efter at ville underholde og præsentere temaet lettilgængeligt, hurtigt og sjovt for publikum, kommer til at virke noget forjaget og som kommer til at spille den centrale finale så snapt, at det er med til at tage vægt fra det sæt af budskaber, som teatret ellers har trukket skarpt op undervejs.
Travlt dukkespil
Rummet er enkelt. Til forskel fra den første opsætning for år tilbage er tidligere visuelt indbyggede referencer til rådhus og kunstmuseum i Aarhus by fjernet. Tilbage er en lille nøgen spilleflade på toppen af et par trappetrin. I baggrunden en bred tofløjet dør, og i siderne åbent, så de to eneste medvirkende, Uffe Kristensen og Sune Abel, kan trække møblement ud og ind af scenen.
Og der bliver flyttet ind og ud. Væven som de famøse usynlige klæder bliver til på. Samt Kejserens spejl og seng.
Rettelig befinder komponist Emir Bosnjak sig også på scenen stykket igennem. Men hans opgave er på indlagte tidspunkter at spille harmonika og undervejs flytte sig lidt rundt på scenen. Bosnjak udgør som udtryk en helt stabil stamme i det mylder ud og ind, som Kristensen og Abel står for i det dukkespil, som de begge er travlt beskæftiget med at udføre.
Tjept skal det gå. Abel fører på skift tre dukker: Fortælleren, Departementschefen og den ene af de to skræddere. Kristensen skal holde styr på Kejserens Påklæderske, Kejseren himself og den anden af de to 'skræddere'.
Undervejs kan en eller flere dukker også være parkeret ved samme skuespiller.
Fantasi, kunst og begavelse
Stemningen er lystelig og luften ladet med pjatterier og gags. Dramaturgisk bliver publikum gelinde sluset ind i eventyret via fortællerdukken – en dukke, som med syntetisk lilla hår og pink læber imiterer et barn, der beredvilligt sætter fortællingen i sving med mindreårs-ordvalget. 'Og så siger vi at…. Og så sagde vi at….'
Et Storm P-agtigt monstrum af en metalhund fremstillet med hale af et piskeris og hoved af en hullet blik får en kommentar med på vejen om, at det er et tyvstjålet kunstværk fra ARoS som 'ikke er fem potter pis værd'.
Forestillingens to kriminelle gavstrikker må derfor finde på noget andet og kommer på ideen med at sy imaginære klæder til Kejseren.
De gør noget så gammeldags som at poste et brev til Kejseren. Denne får brevet smækket i fjæset af sin departementschef, der fortæller den forfængelige og pyntesyge kejser, at de to skræddere just er arriveret fra en fashionweek og at de, fordi de er så utroligt kyndige, vil kunne lave et helt fantastisk newfashion-look til Kejseren, når han dagen efter har fødselsdag og skal ud at gå parade i byen.
Vi lader som om…
Skrædderne øver sig gennem flere optrin på at 'som-om'-væve, og de bilder belejligt både Påklæder og Departementschef ind, at man for at kunne se det helt unikke klæde, som de væver, både skal være i besiddelse af fantasi, kunne forstå sig på kunst og være meget begavede.
Ingen af de to tør miste ansigt og fedter sig derfor mere eller mindre forlegne og usikkerhedsfyldte ind i de to skrædder-fuskeres 'vi lader som om'-spil.
Steen Mouriers iscenesættelse er ligefrem og direkte. Den har indlagt små gentagelser og er udstyret med et drive mod finalen.
Sus Haugland har udformet dukkerne, så de qua deres form og kontrastfyldte og klare farver har masser blikfang. De fleste er udstyret med en stor rød mund og rolle-passende kostumer. Påklædersken og Departementschefen tegnes ved hjælp af henholdsvis en hat og en paryk.
Tabte dukkespil-detaljer
I Christina R. R. Jørgensens tempofyldte iscenesættelse spiller Kristensen sin rolles kendetegn tydeligt ud over scenekanten. Hans meget flegmatiske og jysktalende Påklæderske pløjer drevent hen over scenen og kommenterer autopilot-djærvt Kejserens forskellige selvcentrerede udfald.
Han skaber en næsten elskelig skikkelse ud Kejseren, som udgøres af en lille krop og to dinglende orange rebben. Og han spiller nøgternt store-bror-skrædderen i luskebuksmakkerparret.
Abel har styr på sin fortæller-dukke-figur. Iført lang paryk og attituder giver han den gas som Departementschef, ligesom han hurtigt turnerer gavstrik-lillebroderen.
Dog og som noget uheldigt kommer begge de to medvirkendes dukkeføringer til at lide under et for hurtigt spiltempo. Spillet bliver flere gange upræcist, hvilket betyder at dukkespillet ikke får den troværdighed og magi, som ellers er det fascinerende ved udtryksmåden.
I tillæg til en finale (scenen hvor Kejserens i de nye klæder går parade blandt folket), der nærmest er som spillet, før den er begyndt, svækker det forestillingen, som derfor får et broget præg.
En aura af solid komik iblandet tegn på skøjten og overflade.
