Der er rød løber og forventningsfuld premierestemning på Nørrebro Teater, hvor store og små spændte bevæger sig ind ’Til Verdens Ende’. DJ Turkman Souljah leverer lyde, beats og musik fra sin kæmpe futuristiske pult på scenen, og det gør bestemt ikke den festlige stemning mindre.
Og der venter da også en forestilling med et væld af skøre figurer og gakkede destinationer, der underholdende tackler Ramasjang-Milles strabadser med at få sagt ordentligt undskyld. For hvad gør man, når man er kommet til at ønske sin bedste ven derhen hvor peberet gror? Og hvordan finder man verdens ende, når kloden er rund?
Motor Mille IRL
Mille Gori, der spiller en af de to hovedroller, er som nævnt kendt fra DR’s Ramasjang-kanal som bl.a. Motor Mille, og det er tydeligt på de mange flettede rottehaler og pilotbriller i panden blandt publikum, at hun har en decideret fanskare.
Så lad det være sagt med det samme. Det segment bliver ikke skuffede. Mille Gori minder umiskendeligt meget om det, hendes publikum forventer. En drengepige med jeg-kan-klare-alt-attitude og let jysk accent. Hun har fødderne solidt plantet i sine sølvsneakers, de lange, lyse fletninger hænger som de skal, og der står endda 'MILLE' med store bogstaver på ryggen af hendes jakke, hvis man skulle være i tvivl.
Emil er væk – eller er han?
Mille Gori er uden tvivl en publikumsmagnet, og også på scenen er hun en fin figur med charme og god kropslighed (hendes dansefortid fornægter sig ikke!), men faktisk er det hendes medspiller, Emil Blak Olsen, der skuespilmæssigt får lov at folde sig ud for alvor.
For selvom Mille i arrigskab kommer til at ønske ham til verdens ende og brødbetynget må ud og lede efter ham, er han i virkeligheden slet ikke så langt væk.
Umådelig flot spiller han samtlige skøre roller, hun møder i sin søgen, og gang på gang blinker han indforstået til publikum. De kan godt se, at det er ham, men Mille hun leder og leder.
GPS-udfordringer kloden rundt
Via Emils efterladte rumskib flyver Mille fra sted til sted med hjælp fra publikum. Vi skal blinke tre gange, holde godt fast i sædet og tro på det. Trods rigeligt med teaterrøg og lys forbliver disse flyveture lidt uforløste.
Til gengæld er scenografien fantastisk i sin barnlige enkelhed på hver destination, og vi kommer virkelig vidt omkring i den charmerende leg med konkret at lokalisere udefinerbare begreber som ’der hvor kragerne vender’ eller ’der hvor solen aldrig skinner’.
Den helt uimodståelige og alt for følsomme menneskelige GPS med klemme på næsen og dybe panderynker, har det forståeligt nok svært med at finde Lars Tyndskids mark, den syvende himmel eller dér hvor peberet gror – sådan helt eksakt.
’Beregner rute’ lyder det fortvivlet igen og igen indtil han går ned med stress og får brug for omsorgsdage.
Til verdens navle
Sceneskiftene er effektive, og Emil Blak Olsen står klar på samtlige gakkede destinationer i ny forklædning. Blandt undertegnedes favoritter er den anspændte Kungfu-krage, der via yoga lærer at strække sine krageben og nå sine kragetæer og den temperamentsfulde tangotype med overskæg og flæser på skjorten, der passer godt på, at hans peberplanter ikke bliver stødt og ikke vil høre tale om salt.
’Enten er du med peberet, eller også er du imod…’ lyder det som et ekko af Bush efter 11. september. På den måde er der hist og pist lagt lidt ind til de voksne også.
At dømme på publikums latter ligger den særdeles toilettrængende Lars Tyndskid højt på listen. Alle figurer synes betegnende nok, at de bor i verdens navle og alle har de noget at lære. For den beklemte Lars gælder det om at stå ved sine maveproblemer og droppe sin flovhed.
Forestillingen er på ingen måde for fin til lidt latrinær humor i form af pruttekonkurrence og teksttung toiletrap på et lag af fed bas og beats fra DJ Turkman.
Alt i alt må man sige, at det er en flot produktion, der fungerer overbevisende. Samtidig bliver det hele lovlig velsmurt. Publikums forventninger indfries – de udfordres ikke.
