Teater Amorphe adskiller sig fra andre kompagnier først og fremmest ved valg af spillested(er). De to spillere befinder sig nemlig indendørs bag vinduet, mens vi i 'salen' sidder ude i gaden og kigger ind. Sådan set er titlen velvalgt.
Vi titter ind i andres liv og kender den halvhjertede dårlige samvittighed ved at smugkigge ind til dem i stueetagen, der ser fjernsyn eller sidder og læser eller leger med børnene eller hvad de nu gør, når vi passerer på fortovet udenfor.
Gardinernes tale
Min første mulighed for at se amorphernes forestilling på festivalen i Frederiksberg blev besværet af et silende regnvejr. De havde rigtignok sat standere med paraplyer frem og tørret de par bænke ihærdigt af, der var sat frem, men alle paraplyer var optaget og i brug, da jeg nåede frem.
Næste dag var det imidlertid klart, om ikke varmt, og bænkene var fuldt besat af et publikum i en uvant, men spændende position.
Smuk guitarmusik høres, og to piger i smagfuldt gråt tøj trykker deres næser derindefra mod ruten. Som ville de demonstrere deres nysgerrighed – som om de var de impertinente tilskuere og vi de uforvarende statister i en ukendt forestilling.
Men vinduet åbnes, og en mangfoldighed af gardiner giver indikationer om, hvem der bor der. Først en kvinde i træningstøj, hvis morgengymnastik ville tage livet af de fleste. Sjov dukke, sjov figur, sjov idé.
Scenen/vinduet er under ustandselig forvandling. Foran røvballegardinerne fremstår en herre i slips og hvid skjorte, foran de blå silkegardiner lytter vi til haremsmusik, som skifter til Django Reinhardts guitar, mens de hverdagsagtige køkkengardiner trækkes frem.
Her ser vi en ældre herre læse morgenavisen. Som fruen så kaster sig over og kampen opstår – først om avisen, så om iPaden.
En ung mand gør sig lækker på finurlig vis, fitnessdamen fråser i forbudte chips og viser bulimiske tendenser, et par nydelige nøgne dameben barberes, mangt og meget foregår der, både foran og bagved gardinerne. Og gardinerne skifter mellem alle slags rum: Køkken, badeværelse, børnekammer. Der bor mange slags mennesker bagved mange slags gardiner – og ikke kun dukker – de to medvirkende er selv aktive medlemmer af persongalleriet.
Form og indhold
Teater Amorphe har altså fundet en form, en spillemæssig ramme, som nok er ulig andres, men som også er uhyre krævende.
For hvad skal indholdet være? Hvordan komme ud over det lidt løjerlige og halvparodiske, ud over det illustrerende og banale, ud over det almindelige dukketeater?
Og er det, vi ser, et blik ind i personernes privatliv? Eller kun ment som en udstilling af nogle mere eller mindre sjove eksistenser?
Ideen med de skiftende gardiner som betegnende bagtæpper er god, men jeg er overbevist om at den kan bringes videre: Tæpperne kan blive mere fortællende, ironiske, eller overraskende.
Og jeg tror, at selve grundideen kan udvikles, hvis den får tilført mere substans, mere levet liv. Amorphes forestilling har nu et præg af ulige stillbilleder, små numre, ikke af reelle situationer eller historier – bortset fra den flotte fitness-dukkes bulimi.
Det kan også være, at ideen fra Karen Monrad og Henriette Aarups side kun er i sin vorden. Så hvordan gå videre? Måske ved at invitere flere ind, så flere vinduer åbnes og et samspil kan opstå mellem lejlighederne?
Men jeg må også indrømme, at jeg føler et vist ubehag ved selve ideen om at smugkigge ind i andres privatliv. Det skal være både tankevækkende og underholdende og sjovt for at man ikke skal føle sig som et hemmeligt overvågningskamera.
Jeg minder om 'Das Leben der Anderen'.
