’I begyndelsen var der kun det tomme rum, fyldt med ingenting. Hvem kan forklare det? Stilhed – og så lige pludselig musik’.
Sådan spørger jazzguitaristen Henrik Andersen som indledning på sin eksistentielle musikforestilling ’The Shape of Sound’. Han fabulerer selv videre som svar. Ord efter ord – og tone efter tone – skaber han et tankeunivers om musikkens lokken og kunstens kraft. Reflekteret og begavet. Måske med en kærlig tanke til Peter Bastian som inspiration.
Henrik Andersen spiller ekvilibristisk og passioneret på sin guitar. Både som akkompagnement til sine egne tanker, men også som selvstændige musiknumre. Med oplevelser helt tilbage fra barndommen, hvor han krøb ind i skabet under køkkenvasken og tænkte over livets store spørgsmål. Ikke mindst over, hvad kunst er.
’Det undrer mig, at folk ikke undrer sig over den slags,’ er hans gentagne kommentar til fortællingerne. Også selv om han jo ret beset ikke ved, hvad vi tilskuere egentlig undrer os over…
Det viser sig hurtigt, at hans musikforedrag er en selvbiografisk fortælling. Med en musikerkarriere, der begyndte med, at han stod og spillede på guitar inde på Strøget.
Hans livslange ønske har tydeligvis været, at han IKKE ville blive som de mange mennesker, der går gennem livet med en stor, bundløse længsel. Han har altid ville udleve sine drømme om både kunsten og kærligheden – og det gør han så tydeligvis nu.
Flyvende silke
Henrik Andersens optræden bliver dog først forvandlet fra koncert til teater, da den fascinerende italienske danser Simona Zanini erobrer rummet. Hendes krop behersker flere forskellige dansestilarter. Hun er indisk danser med stampende fødder. Men hun benytter sig også af flamencodanserens heftige temperament og dervish-danserens brug af kæmpekjoler.
Hun skaber teatralsk dans, som kunne være fra Mexico eller Japan – eller andre dansetraditioner med æstetisk klarhed. Hun danser linjebevidst og præcist, og hun er overbevisende kontrolleret i sine eksplosive danseudtryk.
Simona Zanini er dårende dejlig. Øjet kan slet ikke lade være med at følge hende, og hun skaber smukke scenebilleder med flyvende silkestoffer i de vildeste former, som gør den talende musikers ord til teater. Hun er virkelig en gave til dansk teater!
Kahlo og Kleopatra
Instruktøren Solveig Weinkouff har ladet Henrik Andersen tale ud. Helt ud. Det er velsagtens fint som kunstnerisk princip, men forestillingen virker uegal og unødigt patosfyldt. Den varer 70 minutter, og det føles for langt.
Forestillingen virker i det hele taget som en voksenforestilling, ikke som en ungdomsforestilling. For selv om dansen og musikken taler til alle, så er de filosofiske fortællinger meget abstrakte, og de serveres med den voksnes tilbageblik på et langt liv. Dermed går der ofte ’undervisning’ i fortællingen.
Samtidig er der tendens til, at numrene virker indforståede. Man skal i hvert fald helst kende kendte kvindefigurer fra Frida Kahlo til Kleopatra for at kunne fange dansenumrenes associationer.
Bølgende stof
Samtidig misser Henrik Andersen sin chance for at formidle musik af komponister som Bach og Brahms. Han forklarer os ikke, HVORFOR han er så betaget af deres musik. Han tager åbenbart for givet, at vi ved, hvordan den lyder.
Det er ærgerligt, for visuelt er forestillingen virkelig flot med opsigtsvækkende kostumer af Micaela Leonardi, der kan få stof til at folde og boble og bølge, så det virker helt magisk. Og Sebastian Justs lysdesign omringer musikeren og danseren fint enkelt og fokuseret.
Out of the Box Teater er et nyt teater, som Henrik Andersen og Simona Zanini etablerede i 2021. Forhåbentlig vil mange teaterforeninger få øje på teatret og denne forestilling, ikke mindst til et voksent publikum. For ’The Shape of Sound’ er på samme tid en interessant og æstetisk danseforestilling og musikforestilling om kunsten og livet. Og kærligheden.
