Prøv at google 'far er alkoholiker' og før du får set dig om, har du 238.000 resultater. Eller bare 'alkoholiker' og du får 1.670 000.
Der er altså nok af personlige vidnesbyrd at hente, der findes bunker af videnskabelig dokumentation samt massevis af romanstof og film og teaterstykker om, hvad det vil sige at leve under tag med et familiemedlem der 'drikker' – det vil sige drikker for meget.
De to dramatikere, Thomas Markmann og Sosha Teperowska, har sådan set haft et hav af materiale at gå ud fra, men de fundet deres helt egen vej i tekst og situationer. Det gælder vel også Line Paulsen, som åbenbart har stået ikke kun for tekstbearbejdelsen, men også for selve konceptet for forestillingen og dermed også iscenesættelsens udgangspunkt.
Og den vej, de har fundet, fungerer aldeles strålende.
Visuelt
Scenografiens udgangspunkt har været striber. De fire spillere har alle afslappede jakkesæt i røde og pink striber, men det er scenegulvet, der fascinerer. Sorte og hvide striber i et op-art mønster, der danser og forvirrer, ligesom hvis man selv havde drukket for meget.
Dertil en fuldstændigt uformelig tøjbunke eller sæk, som bryder totalt med det stramme stribede. Den ligger som en sjasket klud og tager masse plads over i et hjørne. Truende, som i en absurd énakter fra tresserne.
Vi bliver modtaget af Sune Skuldbøls trommer, lidt ildevarslende, dystert, rituelt og dominerende. Skuespillerne står spredt bagved et højt gardin af sorte tråde, ubevægelige, men belyst. Derved får vi hele scenografien lige i ansigtet med det samme. Og det virker – den er urovækkende.
Den perfekte familie
'Beruselse' er et samarbejde mellem Teatret st.tv og Team Teatret. Og det er en vellykket co-produktion. Forestillingen fokuserer først og fremmest på 'de pårørende' – hvad vil det sige, at far drikker, at han hele tiden skal ud i garagen og se til bilen eller græsslåmaskinen. Hvad vil det sige hele tiden at være usikker, at være flov, at forsøge at dække over.
Den perfekte familie findes…ikke. Det bliver sagt helt i begyndelsen, og det bliver forestillingens præmis. Marianne Søndergaard som konen forsøger desperat at holde sammen på familien, Sofie Ancher Vea er storesøster, som vil glatte ud og være bedst på skolen, Ernesto Piga Carbone er lillebror, der er ved at gå til af skam og flygter til fodbold.
Og Anders Cornelius Zoffmann er alles udetonerede bombe. Han er jo bare søde far, som lover at komme med til fodbold og cirkus, som er sjov og pæn og bare drikker lidt indimellem og er en hyggelig nabo og en livsnyder. Og voldelig er han jo slet ikke – aldrig!
Men når den uformelige sæk over i hjørnet vokser og bliver til et monster, er far ikke længere god, og alle må se godt, efter hvor de går og står, så han ikke bliver irriteret eller føler, at alle ser på ham.
Spillerne bryder 'gardinet' og betræder scenen i duetter eller kvartetter, i samtaler, både stille og agiterede, i fortvivlelse, i lettelse, i gråd og i sang. Det er en fin og overvejende rytmisk scenegang, som det er fornøjelse at følge. Indenfor det stramme mønster er skuespillerne frie og tilforladelige, på trods af nøjagtigheden i de sjældent vel-indøvede talekor.
Én indvending
Line Paulsen og Kitt Maiken Mortensen har lavet en ramme om forestillingen, som både er konsekvent, stram og æstetisk. Den giver forestillingen et klart og originalt fingeraftryk hele vejen igennem. Fint! Rigtigt fint!
Men der ligger et problem gemt i denne ramme. Og det har med den velkendte, gamle dikotomi at gøre: Modsætningsparret Form og Indhold. Bliver formen for dominerende, for interessant, for imponerende, vil det uvægerlig gå ud over indholdet. Med mindre formen understøtter indholdet, bliver en del af indholdet.
I en forestilling, der er så fragmentarisk som 'Beruselse', er der altid en fare for, at spillerne indtager positioner, finder et kropssprog, eller en (fælles) koreografi for at gøre hvert sceneoptrin unikt, anderledes end det forrige. På den måde skabes der variation inden for den stramme ramme, men det sceniske udtryk bliver så overvældende, at meget af indholdet – blandt andet teksten – forsvinder.
Lad det være sagt med det samme: Jeg mener ikke, at skuespillerne skaber sig, slet ikke. Men de bliver en slags ofre for det formfuldendte.
Lad det også være sagt med det samme: Jeg kunne virkelig godt lide forestillingen. Mange gode instruktør-ideer, flot skuespiller-indsats, spændende scenografi og – ikke mindst – et dybt og inderligt ønske om at formidle et alvorligt tema.
Jeg vil bare blot påpege, at der altid ligger en fare i æstetikken. Hvis den bliver for dominerende.
