I Fyren & Flammens udgave af ’Grantræet’ er de mest knugende og tragikomiske afsnit af eventyrdigterens juleeventyr skåret væk. Det er sandsynligvis gjort af hensyn til de små tilskuere. Men hvis de er for små til at klare indholdet i den ægte vare, hvorfor så overhovedet servere den? Hvorfor ikke bare vælge noget andet.
I stedet er grantræets historie pakket ind i en fjollet rammefortælling om Mormor, der strikker og snakker. Og om Morfar, der til gengæld aldrig siger et ord. Men som ikke desto mindre er sit barnebarns – fortællerens – bedste ven. Måske er morfaren så tavs, fordi han er anbragt i et fuglebur. Eller måske er han ligefrem død.
Hvad enten det er det ene eller det andet, virker den groteske Morfar i buret betydeligt mere uhyggelig og skræmmende end Andersens grantræ. Det sker også, at Morfar i et snuptag bliver hevet ud af buret for at optræde i en helt anden rolle. Som da han på et tidspunkt udstyres med et langt rødt næb og lige pludselig er en stork!
Den slags besynderlige indfald fremmer ikke forståelsen af, hvad der foregår. Det kan i forvejen være svært at følge med i bort set fra, at det handler om et træ, der gerne vil vokse og blive stort. Meget af tiden opleves forestillingen som et sært rodsammen af stort og småt. Hvor geniale H.C. Andersen – og tilskuerne – må finde sig i, at han bliver omklamret af alt for megen hurlumhej.
Overlæsset scenografi
Man savner en klar og synlig idé med Fyren & Flammens udgave af historien om det unge, opadstræbende grantræ. Ud over, at et juletræ det er noget, de fleste børn kender til. Det er da heller ikke (kunstig) gran, der magler i den eksorbitant overlæssede scenografi. Hvor tunge gardiner, juletræets kulørte lamper og en gammel bedstemorsstol slås om opmærksomhed.
Ligeom hos Andersen når træet lige akkurat at mærke stråleglansen fra en juleaften, før det kastes på loftet. Hvor det visner, for senere ynkeligt at ende sit liv. Det er selvfølgelig en sørgelig historie. Men eventyret har også mere muntre indslag, der desværre er udeladt.
Til gengæld virker det, som om forestillingen frygter at blive for meget kedsommelig eventyrfortælling og for lidt teater. Hvilket kan være fornuftigt nok. Men i iveren efter at skabe liv og bevægelse på scenen ryger Birger Bovin i den stik modsatte grøft.
Han er en habil fortæller. Men han kan knap sige en enkelt sætning uden samtidig at foretage sig et eller andet. Noget bliver flået af hovedet, og noget nyt klasket på. Det er grantræet, der vokser. Søde dukker og dimser hentes i et væk frem fra deres skjul i scenografien. Men det går så tjep, at tilskuerne knap kan nå at opdage, hvad det er.
Det meste får et kort øjebliks berømmelse i rampelyset. Derefter er det farvel og tak og tid til at forsvinde igen.
Sådan opleves det desværre også med denne udgave af ’Grantræet’.