Af: Randi K. Pedersen

8. oktober 2010

Hønsesnak på speed

Som teater svarer ’Sokken’ fin til sin titel. Forestiliingen er vældig hyggelig og lovlig hjemmestrikket.

Sokken er knaldrød og lidt klodset. Præcis som sådan en hyggelig, hjemmestrikket uldsok skal være. Egentlig er der ikke én, men to røde sokker. Den ene skal Nanni med det store forklæde bare liige strikke færdig, før forestillingen kan begynde.

Det tager sin tid. Men i gang kommer den efter megen snak om ret og vrang, og om et par bare fodsåler med tegninger, der tydeligt afslører føddernes sindstilstand – sur eller glad.

Den slags enkle, morsomme budskaber suser lige ind hos de små tilskuere. Der ellers må kæmpe med mange, for deres alder svære og ukendte ord og – ikke mindst – begreber. Strømpestrikning og storvask med gammeldags natkjoler og lange underbukser tilhører en fjern verden, som vist ikke ret mange moderne småbørn kan nikke genkendende til.

Til gengæld kan de måbe og more sig over den kæmpestore, komiske hånddukkehøne, hvis gokkende hønsesnak er ret grinagtig. Den drillesyge høne smider rundt med vasketøjet, som skal hænges til tørre. Den laver også andre klovnenumre, som små børn kan grine af. Men det bedste er, at hønen, som er herligt hvid og rød, er en medspiller, som kan skabe konkrete billeder i stedet for abstrakte ord, som alligevel ikke har noget væsentligt på hjerte.

En fest af farver

Hønen bor i et lillebitte hønsehus, der hænger på en stolpe og er lige så rødt som uldsokkerne. For i ’Sokken’ inviteres de yngste på en fest af farver, der dukker frem på overraskende steder i den enkle, overskuelige scenografi. En stor gul solsikke smiler til os, og Nannis turkisblå røjsere står midt i det hele og lyser trygt og hjemligt.

Mødet med farverne er forestillingens væsentligste kvalitet. Og det bliver endnu bedre, når man pludselig opdager, at den indvendige side i en stor zinkbalje stråler i den klareste blå.

Forestillingen kommer helt ned i øjenhøjde med sit publikum, når snavsetøjet skal fordeles. Det foregår omhyggeligt i kurve med forskellige kulører og ledsaget af alt for mange forklaringer fra Nanni, som har et – mildt sagt – hurtigtløbende snakketøj. Men som desværre ikke har ret meget andet at snakke om end tøjklemmer og vaskepulver. Ikke lige emner, der trænger sig på hos børn i vuggestuealderen.

Efter tur i den skægge, lyseblå vaskemaskine med rødt håndsving er det hvide tøj helt lyserødt. Men det er slet ikke det værste. De nystrikkede, røde sokker, der er årsagen til det misfarvede vasketøj, er blevet bittesmå. Så små, at Nanni umuligt kan passe dem. Men det kan hønen, og så får hun dem. Selv om det viser sig at være hønen, der har været så fræk at proppe sokkerne i maskinen.

Uheldigvis fik hønen også selv en tur med og blev lyserød, så der må tørres og trøstes og gokkes skrålende højt og hysterisk som om kræet er på speed. Det sker med en bugtalerteknik, som ikke er specielt raffineret, men sikkert timet og særdeles effektiv. Den virker, og det gør hånddukkehønens ustyrlige nikken og basken også. Det er alt sammen lige som de røde sokker – vældig hyggeligt og lovlig hjemmestrikket.

Det efterlader forestilingen som en række morsomme numre, der ikke bringer publikum nærmere ind på livet af hverken Hønen elle Nanni.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
En originals frihedstrang
Syddjurs Egnsteater, Museum Ovartaci & Hakkehuset:
'Sindet er en sommerfugl'
’Sindet er en sommerfugl’ er fyldt med gode intentioner og kunstnerisk hjerteblod. Men desværre forløses det ikke troværdigt i den mangestrengede forestilling.
Intens opdagelsesrejse
Glad Teater:
'Reflektor'
Glad Teater leverer med 'Reflektor' ikke kun godt teater, men også meget at reflektere over.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
En originals frihedstrang
Syddjurs Egnsteater, Museum Ovartaci & Hakkehuset:
'Sindet er en sommerfugl'
’Sindet er en sommerfugl’ er fyldt med gode intentioner og kunstnerisk hjerteblod. Men desværre forløses det ikke troværdigt i den mangestrengede forestilling.
Intens opdagelsesrejse
Glad Teater:
'Reflektor'
Glad Teater leverer med 'Reflektor' ikke kun godt teater, men også meget at reflektere over.