Øyvind Kirchhoff står alene på scenen og venter utålmodigt, imens publikum får sat sig til rette. Der er noget anstrengt ved ham, som han står der og tripper og ligefrem shss’er på publikum. Lidt sjovt – og temmelig uhøfligt.
Lirekassemusikken i baggrunden er både idyllisk og skræmmende. Det er en dobbelthed, der går igen igennem hele stykket. Vi skiftevis mores og undres. Universet er så fremmed, at det bliver uhyggeligt.
Dette er ikke en børneforestilling trods de mange comic reliefs undervejs. Grundlæggende er det hele så underligt, og man konsekvent er på stikkerne for at forsøge at forstå, hvad der egentlig foregår i 'Det førerløse menneske', der er en samproduktion mellem Det Olske Orkester og Teater Katapult.
God start
Med et brag er vi i gang. Kirchhoff hamrer telefon efter telefon ned i blikskraldespanden foran sig. Metodisk tømmer han lommerne for elektronik. Earplugs, smartwatch m.v. følger. En uendelig strøm af gadgets smides ud med bulder og brag.
Da han langt om længe er strippet for udstyr, kræver han med bestemt mine det samme af publikum. Tilbyder os skraldespanden i ryk, der får folk til at grine nervøst og gemme telefonen ekstra langt væk.
Vi er med al tydelighed på ingen måde klar til den proces, vores hovedperson har tænkt sig at gå igennem. At forsage teknikken og – gisp! – prøve at leve uden. Sikke et drama. Hvordan skal det ikke ende?
Tilbage i tiden
En mystisk maskine og tunge slag fra et bornholmerur indikerer, at en form for tidsrejse er lykkedes. Vores ensomme mand er nu mere eller mindre fanget i et forladt 1960’er-rum. Via overbevisende klassisk mime-kropssprog forstår vi, at der er glas hele vejen rundt, så hvad der ved første øjekast kunne virke som en hyggelig stue i ældre stil, får pludselig noter af skræmmende forsøgsrum.
Skrivemaskinen er det tætteste, vi kommer på en iPhone her, og den gamle radio er et mysterium for ham at få til at virke. Statisk skratten bliver dog heldigvis afløst af både klassisk musik og til undertegnedes store glæde også af Booker T & The MG’s formidable ’Green Onions’, der agerer forførende blues-bagtæppe til vores ensomme mand på scenen og hans forsøg på at få mening ud af den teknikløse fortid.
Slapstick-komedie på dystert bagtæppe
Vi griner alle, da hans krop igen og igen låser sig fast med bøjet nakke ned mod hånden i et velkendt mobilgreb. Nakke og arm er simpelthen låst, og vores mand kæmper for at komme fri. Teknik-afhængigheden er ikke kun psykisk men i høj grad også fysisk. Her er digitale abstinenser så det batter.
Der udbryder også latter i salen, da Kirchhoff glædestrålende tror, at en gammeldags bog er en laptop, og følgelig også over skuffelsen hos ham, når han selvfølgelig ikke kan få den til at virke.
Den gammeldags drejetelefon er også imponerende udfordrende for ham at forstå og betjene. Med røret dinglende bag sig og drejeskiven ved øret hører vi svagt en stemme i den anden ende. Der kommer aldrig meningsfuldt hul igennem.
Det er slapstick komedie på et dystert bagtæppe af ensomhed og isolation. Og dørklokken – hvad er nu det for noget? Forgæves og ganske desperat forsøger vores mand at afkode de fremmede, gammeldags lyde, der udfordrer og stresser.
Noget halter
Kirchhoff gør det godt som mimer. Han har et stærkt kropsligt udtryk og den nonverbale kommunikation kommer godt udover scenekanten. Den enkle scenografi fungerer også godt. Smukt, næsten poetisk, vikles Kirchhoff bl.a. ind i gammeldags telefonledning og samler snart sagt alt på scenen omkring sig. Det er godt fundet på og virkelig fint forløst.
Dette til trods er der noget, der halter. Handlingen eller manglen på samme forbliver et fremmedgørende mysterium, og det vedbliver forestillingen igennem særdeles udfordrende at få mening ud af galskaben.
Mindre mystisk bliver det ikke, da et gammelt barndomsbillede dumper ind ad brevsprækken – vores ensomme mand har været lille og uskyldig engang, men denne version af fortiden er svær. Forvrænget ligefrem.
Og så har jeg ikke engang nævnt den livløse double af en robot, der som en anden klon ligner ham til forveksling. Den kommer sågar væltende ud af skabet. Her er lig i lasten i denne dystre fortid. Referencer til litteraturens dobbeltgængere står i kø.
’I put a spell on you’ brager ud af den gamle radio til deres absurde drukorgie – komplet med konfetti og frygtelige tømmermænd. Samværet bliver absurd.
Til slut giver det slet ikke mening at adskille de to. Menneske og maskine bliver ét, understreget effektivt da Kirchhoff med lysende robotøjne endelig slipper ud af den mærkelige 1960’er tidslomme.
På den måde slutter rejsen med en endegyldig afvisning af opdelingen imellem mand og maskine.
Teater der tør
Vi har med ’Det førerløse menneske’ for alvor at gøre med teater, der tør at gå nye veje, og den slags afkræver respekt. Samtidig er det en ejendommelig blanding af højpandet lavkomik, vi her er vidne til.
Undertegnede, en ganske teknik-begejstret anmelder, køber ikke nødvendigvis præmissen om teknik som en fremmedgørende faktor mellem mennesker, og smiler lidt af postulater fra programmet om, at ’det taktile jeg er i opløsning’ og at ’afstanden mellem vores kroppe bliver større og livet forstås gennem skærme'.
Det ændrer dog ikke på, at det stadig er et interessant udgangspunkt for vedkommende teater, så at forløsningen ikke fungerer bedre, end den trods alt gør, er derfor decideret ærgerligt.
