At beskæftige sig med scenekunst, som også er for små børn, er at vælge at være enkelt, nøgternt, blottet, nærværende og let som en punkteret linje. Og samtidig kompleks og varieret. Det er vigtigt ikke at fylde tiden og rummet til bristepunktet, når man har med små børn at gøre. Vi er der ikke for at fylde dem, som var de tomme vaser, men vi er for at tænde det bål, de rummer. Deres glæde for at være levende.
Ligesom de voksne vil børnene gerne sammen med os dele alt om kærligheden, ensomheden, dag og nat. Solen og stjernerne, skyggerne, frygten og månen. Skønheden og vinden. Temaer som digte behandler.
At ledsage små børn i teatret er at risikere at møde det uforudsigelige: Ikke vide hvad man skal gøre – eller blive overrasket over børnenes reaktioner. Det er at være en voksen, som ikke har planlagt alt eller som vil kontrollere situationen – men i stedet være nærværende og oplevende.
Døren åbner, sig og vi træder ind i et nyt rum. I rummet er der stillet ting og sager op. Det er måske ret mørkt derinde. Måske bliver der spillet musik. Idet vi træder ind i rummet, arbejder vores sanser, intuition og tanker på højtryk. Og fortæller os om vi vil blive eller gå!
Babyer ligger i vores arme og registrerer det, jeg lige har beskrevet, direkte igennem os.
Forestillingen er endnu ikke startet, og alligevel har vores krop og underbevidsthed reageret meget præcist og påvirket os i vores inderste.
Lad os forestille os, at vi nu sidder og er forventningsfulde.
Forventningernes tyranni
Vi kommer ind i dette teaterrum på grund af noget, vi søger. Ellers ville vi blive hjemme. Vi vil gerne opleve. Og barnet kan mærke, om de voksne har det godt: Er nysgerrige, åbne og oplevende. Barnet er selv blevet tvunget ind i dette rum, ingen har spurgt barnet om det ville. Og barnet kan heller ikke svare! Det er et stort ansvar for de voksne. Og de voksne kan ikke tillade sig at blive passive eller uinteresserede og samtidig forvente det modsatte af børnene. Det er nødvendigt, at de deler oplevelsen med børnene, skaber en resonans af følelsestilstand, danner en samhørighed og lade sig påvirket af det, der bliver skabt lige her og nu i dette rum. Måske skal de give slip på, hvad de forventer, og give sig hen til den intime resonans, den underbevidste del, den bundklang der forbinder alt og alle, som man kunne kalde ”Det der er”.
Gyldendals Fremmedordbog beskriver resonans som en ‘forstærkning af lyd ved tilbagekastning eller medsvingninger; det at et legeme i svingninger frembringer lignende svingninger i et andet legeme, genklang eller forståelse’.
‘Det der er’” er forbundet med det barn, der er dybt i os. Og altid er til stede til vi dør. Scenekunst som synliggør ‘Det der er’, er meningsfuldt for spædbarnet, barnet og den voksne. Den rummer det universale i os.
At skrive for de små er ikke at skrive småt. Det er at går direkte til essensen. Spædbørn har en meget subtil forståelse for det, som er sprog før sproget, Børnene bruger deres sanser, mærker og bliver påvirket af deres fysiske behov og følelser og agerer herefter. Først bagefter er de klar til sproget og tankevirksomheden. Det er vores arbejde ikke at være bange for mangfoldigheden af udtryk, uforståelige og usammenhængende ord/lyde, ord som bliver musik, takt, rytme, bevægelser og synkronitet. Vi skal give dem et spejl til deres umættelige undersøgelser. Og give dem emotioner, poesi, æstetik og være sammen med dem i tæt kontakt.
Spædbarnets abstraktioner
I sin bog, ‘Spædbarnets interpersonelle verden’, skriver Daniel Stern, at spædbarnet oplever verden omkring sig, som de voksne oplever abstrakt dans og musik. En baby opsuger farver og former. Den er opmærksom på mange abstrakte kvaliteter: Form, antal, intensitetsniveauer, krumning, symmetri, kompleksitet og konfigurationer. Spædbarnet lægger mærke til synkronisering imellem egne bevægelser og andres bevægelser. Spædbarnets udviklingsopgave er at danne brede og tætte samhørighedsbånd til andre væsner. Barnet oplever, hvor righoldig dagliglivets verden er. Mange hændelser sker samtidigt. En polyfoni i en fuldkommen harmoni. Og barnet lægger mærke til regelmæssigheder i hændelsesforløb og fryder sig over gentagelser, som blander det genkendelige med nye elementer. På den måde udvider barnets horisont sig lidt efter lidt.
CITAT:
‘Det internsubjektive relaterings domæne ligger udenfor bevidstheden og ikke kan verbaliseres. Det er omstændigheder som kontemplative tilstande, visse emotionelle tilstande og perception af bestemte kunstværker, som er beregnet til at vække oplevelser, der modsætter sig verbal kategorisering’. Daniel Stern
Kunstnere og små børn deler samme sprog
Før sproget udvikles, ‘snakker’ vi med vores krop. F.eks. med bevægelser, ansigtsudtryk, lyde og energi. Med vores handlinger og med det vi skaber. Vi vil alle sammen hele tiden gerne sige noget. Kunstnerne er i en ekstrem grad plaget af behovet for at ville udtrykke sig og sige noget, som er meningsfuldt. De fleste kunstudtryk er ordløse. Spædbørn har en meget subtil forståelse, da de endnu ikke har udviklet deres mentale og sproglige forståelse.
Man kan derfor sige, at kunstnere og små børn deler det samme sprog.
Et sprog vi som voksne skal genopfinde. Et sprog i lyde, ord, bevægelser, former og rytmer. Vi bliver nødt til at skubbe til det, som vi tror er rigtigt. At forstyrre den ganske sandhed, stille spørgsmålstegn ved vores voksne synsvinkel, åbne for overraskende handlinger. Og uden at forklare eller henfalde til logiske eller intellektuelle svar.
Vi må med andre ord sætte os selv i en udsat position, hvor vi accepterer at beskæftige os med kompleks sammenhæng og mysterier. Dykke dybt i vores bevidste forståelse af verdenen for at afdække et poetisk univers, som kan åbne for nye forståelsesmuligheder.
Børnene bringer os voksne tilbage til essensen af mennesket.
——–
‘Mig Dig Os’
Thomas Eisenhart, der kunstnerisk leder af dansekompagniet ÅBEN DANS productions, har haft lyst til at lave en forestilling for babyer i 11 år – nemlig siden den dag han tog sin fire måneder gammel søn med til en danseforestilling. Han blev fascineret over den dybe koncentration og det fokus, hans søn holdt i næsten 50 minutter. Jeg blev glad for, at han bad mig om at udvikle forestillingen sammen med ham, da vores samarbejde har dybe rødder i billedkunsten. Det er et arbejde hvor form, udtryk og indhold spiller ligeværdige roller og krystalliserer sig til sidst i en forestilling.
Med ‘Mig Dig Os’ vil vi give form til den evige forvandlingsstrøm og den kontinuerlig livs musik, som spædbørn oplever fra de er ét med deres mor, til de relaterer sig til omverden og kaster sig ud i den – fra mig til dig til os. Vi vil sammen med Rolf Søborg Hansen (medscenograf og objektmager), Markus Von Platen og Ivan Perard (musiker og billedkunstner), Gitte Knudsen (produktionsleder og lysmager) skabe et rum af lys, farver, former, lyde og musik, inspireret af børnenes egne evige udforskninger af verdenen omkring dem. Vi vil gerne genopfinde sammen med Ole Birger Hansen og Patricia Seron Pawlik de første bevægelser, vi lærte at mestre, da vi var spæde, for langsomt at kunne åbne os op mod omgivelserne og blive en dele af verdenen. Gribe, række ud, kaste, kravle og lege.
‘Mig Dig Os’ bliver både en danseforestilling og en installation. Et rum de voksne og børnene kan være sammen i og aktivere efter forestillingen. Installationen kan også stå på et museum eller et galleri, og de besøgende kan opleve den, som et udstilling, de kan sætte sig ind i for at se og høre musikken, lydene og lyset, mens de aktivere de forskellige ting.
Vi drømmer om at skabe koreografier, sekvenser og billeder, som vækker genklang i vores kroppe, forstyrre os på en gavnlig måde og giver os lyst til at tag del i livet. Når scenekunsten er tæt på livets mysterier, når det, som er blevet skabt af en gruppe kunstner, spejler vores erindringer, vores egen historie, kan den gøde vores drømme.
Catherine Poher er freelance-instruktør, scenograf og billedkunstner. Hun har bl.a. instrueret Reumert-prisvinderne i kategorien Årets Børneteaterforestilling I 1999, 2000 og 2006.
Artiklen er fra BørneTeaterAvisen nr. 145
