Børnefamilierne lider under mangel på tid. Forældrene har dårlig samvittighed, og ungerne savner far og mor. Emnet tages op i 'Gaven', hvor levende musik, fortælling og dans siges at gå op i en højere enhed.
Det er desværre langt fra tilfældet. Musiker og performer udtrykker sig på vidt forskellige måder, mens den konkrete fortælling tabes på gulvet med et brag.
Det er en skam, for historien om Elvira og Thomas, der kæmper mod en slem og farlig tidsrøver, er som udgangspunkt sød og underholdende. Men både form og indhold kører af sporet.
Marit Boe Nielsen er ikke nogen dårlig fortæller, og June Beltoft kan både spille og synge. Men der er ingen replikker til at holde spillet i gang, og hvis målet er et sanseligt, magisk teater, så opnås det ikke ved at flagre rundt på gulvet og fortælle i en lang køre.
Nogle hvide troldsmandsagtige gevandter gør ikke noget godt for dansens bidrag til historien. De store ensformige bølgebevægelser udtrykker ikke rigtig noget – og da slet ikke noget magisk – der kan kobles til børns oplevelse af, at deres forældre har for travlt. Desuden er forældrene nogle monstre, der lyder til kun at være optaget af sig selv. Se dem gør vi ikke.
Det kan gøre det svært for målgruppen at spejle deres egen virkelighed i det, der foregår i forestillingen. Selv om mange børn nok vil nikke genkendende til morgenstress og halløj, når Thomas og Elvira skal skynde sig i skole. Desværre er det heller ikke kun på teatret, at børn ikke bliver hentet, når SFO’en lukker. Så de lige som Thomas må overnatte hos en kammerat.
Ufrivillig komik
Det viser sig nu at være temmelig heldigt, for så kan Elvira og Thomas sammen slås mod tidsrøveren, der tager deres forældre fra dem. Elvira har fået en tryllestav som gave af en stor glad drage med store øjne og et stort hjerte. Med staven kan Elvira stoppe det, hun er bange for. Og da Thomas udrustes med et tryllesværd, er de to børn klar til kamp – omend kun i fortælleform.
Det er ikke særlig dramatisk. Det er det heller ikke, når en kande vand og et fad pludselig skal illudere rislende vandløb. Så er det ikke fantasien, men sansen for ufrivillig komik, der bliver pirret. Her kunne en instruktør have gjort gavn.
Det er værre med forestilingens nemme løsning på et for børn dybt alvorligt emne som den manglende voksentid: Stik dem en drøm, en tryllestav og et tryllesværd, så klarer børnene nok de voksnes forjagede liv.
Gid det var så vel, men problemet med manglende tid forsvinder ikke med et trylleslag. Det kræver voksen indsigt og voksne løsninger. Set i det perspektiv appellerer 'Gaven' mere til forældrene end til deres børn.
Som indledning til forestillingen oplyste Ensemble Tiram, at de var ved at udvikle deres stil. Det er selvfølgelig helt i orden, at et teater vil udvikle sig og prøve ting af på et publikum. Men det er absolut ikke i orden, at børns teateroplevelser uforvarende bliver en del af et halvfærdigt performance-projekt med en meget uklar målgruppe.
