Hvad handler ’Trip Trap Træsko’ om? Faktisk mange ting. Forestillingen handler om en kylling, der med det samme og helt uden forbehold siger ja til at hjælpe sin mor med at gøre rent i hønsehuset.
Den handler nu også – og lige så meget – om, at kyllingen siger ja, fordi den føler sig stor. Den er stolt over at blive spurgt og den føler sig klar til opgaven. Den handler tillige om, at man alligevel har meget at lære. At man nogle gange behøver hjælp fra andre for at løfte en opgave, som man i første omgang anså sig fuldstændig moden til. Den peger også på, at der findes andre logikker, end sædvanens “retvendte”.
Skæve logikker
Det sidstnævnte er en stor charme ved forestillingen. Kyllingen tror for eksempel, at kildevand springer opad, så den bare kan vende sin spand på hovedet, så bliver den fyldt. Og endelig som en ting, der er lidt i familie med bruddet på den logiske tænkning, er det forestillingens udsagn, at alt kan lade sig gøre, bare man har træsko på. Røde træsko.
“Med træsko på er det ingen sag” siger kyllingen til slut efter at have taget en svingom med den pige, der gævt giver kyllingen en lektion i kildespring og sørger for, at den får fyldt sin spand – nu kyllingen, som pigen siger ”har et hjerte af guld”, fordi kyllingen vander jorden med det regnvand den først samler op i sin spand, så både firkløver, kornaks med mere vokser op.
Olsens Teater er træfigurteater. Det er Erik Olsen, som diskret klædt helt i sort tøj fører fugle, dyr og andre objekter, der alle er kolorerede i matchende og harmoniske farveskalaer, rundt på en meget lille manege. De er alle skåret i træ og har et ret massivt udseende og en tung lyd, når de bastant bliver flyttet rundt på scenen eller som kyllingen og dens hønemor slår over- og undernæbet sammen. Så lyder der et gedigent klask. Vi er langt fra et tyst og sfærisk dukkeanimationsunivers. De medvirkende fugle og dyr bliver for det meste ikke poetisk levendegjort af Erik Olsen.
En skøn muse-duo
Det poetiske – det legende og fantasien – ligger et andet sted. Det ligger i historiens komponenter. I fortællingens ordvalg – fx de selvopdigtede ord som ”ost, pølse og sovetilmiddagsluft”. I den ”tankeflugt” og meddigten, som de mange rim, der er i såvel fortælleteksten som i de lystige sange, kan afstedkomme. I fortællingens små finurligheder: De to medvirkende mus har eksempelvis en indbyrdes herlig jargon. Små korte ordvekslinger, som træder humoristisk frem i den måde, hvorpå de er ordnet.
De to mus er åbenlyst et makkerpar, der tæt forbundne går til livet på deres helt egen systematiske og altid samme måde – de hører, lugter og ser. Det oplever vi i den måde, hvorpå de opsporer det nys opspirede strå og bagefter forundringsfyldt omtaler det som først det højeste, så det længste og til sidst det tungeste strå, de nogensinde har oplevet – alt efter om strået står op, ligger ned eller en af musene sidder oven på det og bliver løftet afsted af den anden mus.
Her skal der ikke andet til end to massive lidt trekantede mus med små læderører og et lyst træ-strå med runde kerner øverst oppe til – og så selvfølgelig teksten samt en muse-dukke-føring, der er sød, fordi musene placerer sig sjovt ovenpå hinanden i flere situationer. I den boldgade er der også noget skønt på spil, når kyllingen mod slutningen danser med pigen – det fine er den måde hvorpå kyllingens røde træsko (der er hængslet på kyllingens ben) snurrer balstyrisk vildt rundt i luften, når kyllingen danser.
De to steder opstår der et fantasifuldt og overraskelsesfyldt liv i dukke-føringsspillet, som forestillingen kunne vinde ved at have flere af. Ligesom de to scener er kendetegnet ved, at den hårde ikke-musikalske lyd af trædukkerne ikke dominerer.
