'Hvem der?', 'Hvem er du?', 'Just a wind in a tree…..hud og blade'.
Der bliver ikke ødslet med ordene i babyoperaen 'HjerteLyd'.
Heldigvis. Librettoen fungerer nærmest som en kickstarter eller en kommentar til det, der akkurat foregår, og som en af de mange 'kontaktknapper', de medvirkende har med babypublikummet.
Hvidt
Aldersgruppen for 'HjerteLyd' er 0-2,5 år. Da jeg oplevede forestillingen på Godsbanen i Aarhus, var babyerne i den øvre ende af aldersgruppen. De fleste kunne selv gå og mange trissede troskyldigt omkring i totalforestillingens bløde scenografi – et landskab holdt helt i hvidt.
Rundt omkring på det store cirkeltæppe, hvor både publikum, musikere og sangere opholder sig, ligger der bløde puder i forskellige stoffer og overflader.
Og langs periferien står der indgangsbuer alle forsynet med et gardin. Hver bue sit stof. Nogle florlette, andre fremstillet i fx tyk strik.
Samtlige medvirkende er klædt i hvidt. At alt stort set er hvide nuancer – scenografi og kostumer – gør, at der kommer til at hvile noget roligt og uskyldsrent over hele udtrykket, og at ingen bliver distraheret af en helt masse kontrasterende kulører.
Det nøgterne og 'rensede' gør, at de få farver, som er, træder tydeligere og smukkere frem – fx celloens nøddebrune farve, saxofonens gyldne metalskin, den gule varme i de små lyscirkler i halvmørket og lyset fra de bittesmå pærer, som sidder for enden af nogle af rekvisitterne.
Og frem for alt giver hvidheden plads til, at det er musikken, sangene og kontakten mellem de medvirkende indbyrdes og deres kontakt til de små publikummer, som får fokus.
Sax og cello
I midten står et rundt stativ. Indretningen kan minde om en lille pavillon uden glas i fagene og uden tag. Det er herinde, at Leif Jone Ølberg og Johanne Højlund begynder at synge til hinanden.
Vel at mærke efter, at Kasper Hemmer Pihl og Johanne Andersson – sammen med en svag lyd af fuglefløjt – har skabt en stemning af musik og åndedræt i rummet med deres spil på henholdsvis saxofon og cello.
Pihl bevæger sig eksempelvis nænsomt rundt med sit store blanke instrument. Han blæser i det, men laver også nogle små fine rytmer på metallet. En lydkombination, som skaber en sprødhed og en anderledes musikalsk livfuldhed.
Sang og sanselig krop
Inde i centrum begynder Højlund, som har stillet sig ind under en lille trækrone-indretning, at bevæge sin krop i små inciterende cirkler. 'Kan du se mine grene, mine blade?' synger hun til Pihl, mens hun vifter med to små grønne stofblade.
Så skifter årstiden og med hjælp af hvide busk-indretninger skaber de sammen en stemning af vinter og koldt vejr. Højlund danser med fingrene på buskindretningen og lader også fingrene spadsere en tur ind i buskadset.
Siden kryber Højlund helt ind under gulvets hvide stof. Stoffet bliver som en nederdel på hende og belyses af små ringe af lys, som ses tydeligere og tydeligere i takt med at lyset dæmpes.
Svag sommerfugle-sekvens
'Oppe og nede', 'væk og forbi', synger de. Og supplerer med 'Vejkryds, tunnel og sti' og tilføjer 'A wonderful forest'. At sproget skifter mellem dansk og engelsk er helt underordnet, al den tid det er sangens og musikkens stemninger, tonelejer og rytmik, som er i fokus. Komponisten Sam Glazer og librettisten Zoë Palmer har sammen komponeret en flot helhed. En helhed af ro, foranderlighed og livfuldhed.
De to har tydeligvis erfaring med at skabe babyoperaer. Såvel babyer som voksne synes helt uvægerligt at føle sig inkluderet af musikkens stemninger, og for det meste er forestillingen iscenesat med små publikumsappellerende gøremål og indbyrdes kontakter de medvirkende imellem.
Et par steder i det cirka 30 minutter lange forløb indtræder der dog lidt stilstand. Momenter af ikke-intensitet. Fx i den passage, hvor de to sangere bevæger sig rund i rummet med hver deres sommerfugl fæstnet til et hvidt nøgle af elastisk snor. Her må såvel babyer som voksne vente for længe på, at nøglerne bliver brugt til at skabe et væv af strenge mellem pavillonens stolper.
Glæde og undren
I betragtning af, at mange af babyerne næppe kan være trænede teatergængere, formår 'HjerteLyd' fint at holde de smås opmærksomhed fangen. Intentionen om, at babyerne undervejs må bevæge sig frit rundt, blev også udmærket efterlevet, da jeg oplevede forestillingen.
En del babyer blev siddende på skødet af deres voksne. Andre trissede om, hvinede af fryd og havde en fest med det. Andre igen valgte – med tavse, men tydeligvis henførte ansigtsudtryk – at lytte til og betragte spillet, mens de lænede sig op af pavillonens stolper.
Og endelig var der enkelte, som frimodigt gik helt hen til de medvirkende eller begærligt studerede nodestativet.
