Dansk børne- og ungdomsteater har fortjent større synlighed. Men arbejdet med at promovere denne teaterform over for en bredere kreds er ofte meget op ad bakke. Det skyldes bl.a. manglen på økonomiske ressourcer, men måske er der også brug for lidt nytænkning på området?
Hvis man siger ’PR’ og ’kulturliv’ i Danmark, så kommer man ikke udenom også at sige ’Christian Have’. Direktøren for Have PR & Kommunikation har mange års erfaring med at arbejde med PR-opgaver og kommunikationsstrategier inden for kulturområdet, og for nylig har Have PR & Kommunikation også været med til at udarbejde et forslag til en kommunikationsplan i forbindelse med ASSITEJ’s (Association Internationale du Théatre pour l’Enfance et la Jeunesse) internationale kongres for børne- og ungdomsteater i København i 2011.
Christian Have udmønter også sine tanker i bogform. Den 1. oktober udkom således hans seneste bog ‘Det store sceneskift – fremtidens kommunikation’. Heri fremfører Christian Have bl.a. idéen om at indføre honorar-entré. Altså en situation hvor teatret betaler publikum penge for at gå teatret – og ikke omvendt.
Festivalen bør ikke være gratis
Børneteateravisen.dk kunne godt tænke sig at få uddybet nogle af Christian Haves idéer inden for kulturområdet med speciel reference til børne- og ungdomsteatret, og vi sendte ham derfor fem spørgsmål. Her er hvad vi fik tilbage:
Du kender jo lidt til dansk børne- og ungdomsteater, der hævdes at være blandt verdens bedste, men samme teaterform lider af nærmest total usynlighed herhjemme. Er det overhovedet muligt at promovere professionelt børneteater i Danmark?
Christian Have: »Ja det vil jeg da mene. Som du selv siger, leverer dansk børne- og ungdomsteater et produkt i verdensklasse. Der består så en særlig formidlingsmæssig udfordring i at formidle denne kvalitet. Det kan være man skal gå nye veje for at få børn og unge til at opleve teatret som vedkommende. Måske skal teatret bevæge sig mere ind i deres hverdag. Måske skulle de kunne se små korte teaterforestillinger på deres mobiltelefoner, eller følge en forestilling af normal længde på mobil eller web. Eller måske skal man møde børnene/de unge på nogle af de sociale mødesteder på nettet, hvor de bruger en stor del af deres tid. Man kan chatte med dem, invitere til teaterforestillinger, vise klip mv.«
Kan man forestille sig en situation – jvf. dine tanker om honorar-entré – hvor de stakkels børn skal bestikkes med penge/slik for at se børneteater? I forvejen er det jo de voksne, der udvælger og arrangerer forestillinger på skoler osv.
CH: »Min baggrund for at foreslå honorar-entré er at geare kulturlivet til den nye ‘gratis- og honorar-økonomi’, vi vil se udfolde sig i fuldt flor i de kommende år. Jeg forudser, at det i fremtiden vil være nødvendigt at give folk et mindre beløb for at fange deres opmærksomhed. Dit spørgsmål er interessant, for på den ene side vil jeg sige, at børne- og ungdomsteater næppe kan unddrage sig denne generelle tendens. På den anden side forekommer det selvfølgelig lidt kontroversielt at give børn penge. Men man kunne jo forestille sig, at de fik noget andet: Et medlemskab af en teaterforening eller noget andet. Og så skal du huske på, at når jeg taler honorar-entré på offentlige kulturtilbud, så hænger det sammen med et kulturpolitisk sigte om at støtte kulturelle aktiviteter, der fremmer borgernes dannelse. Det er set i den optik logisk at indføre honorar-entré på de offentlige kulturinstitutioner, men jeg pointerer netop også i min bog, at honorar-entré her går hånd i hånd med visse krav til borgerne. Hvis de skal have penge for at gå på museum, skal de også følge en guidet tur; skal de have penge for at gå i teatret, skal de måske deltage i en kort workshop/diskussionsforum efterfølgende.«
Teatercentrum forsøger at synliggøre dansk børne- og ungdomsteater via bl.a. at afholde en festival hvert forår i april. Det er verdens største af sin art, og alle billetter (normalt uddeler vi mellem 20.000 og 30.000 stk. af slagsen) til begivenheden er gratis. Her får området lidt eksponering i kulturpressen, men kunne denne eksponering blive større, hvis vi f.eks. tog penge for billetterne? Ifølge dig lugter ordet ’gratis’ jo af noget værdiløst… og måske også noget dårligt eller ligegyldigt?
CH: »Ja, generelt set vil jeg sige, at gratis lugter for meget af gratisaviser – altså netop noget værdiløst, man bare smider på gaden. Hvis man enten kræver penge eller tilbyder kunden penge for at bruge tid på ens produkt, så signalerer man, at produktet har en kvalitet. Enten siger man: Mit produkt er så godt, at du skal betale for det. Eller også siger man: Mit produkt er så godt, at du skal bruge din tid på det, og det vil jeg gerne betale dig for at gøre, fordi du ikke kender mit produkt og jeg anerkender, at din tid er værdifuld. Den største eksponeringseffekt ville du selvfølgelig få, hvis du gav folk penge for at overvære festivalen. Det ville være kontroversielt og have nyhedens interesse. Eksponeringseffekten ville formentlig også kunne øges ved at tage penge for billetterne og så bruge indtægterne til at formidle, hvad det rent faktisk er, man tilbyder på denne festival.«
Du har været inde over arbejdet med at skaffe ASSITEJ’s verdenskongres til Danmark i 2011. Er der overhovedet nogen synlighedseffekt i at hente sådan en begivenhed til Danmark?
CH: »Det vil jeg mene. Det er helt i tråd med de nyeste tendenser inden for branding, hvor det bliver sværere og sværere at brande sig som noget, man ikke er. Danmark har, som du selv siger, en førerposition inden for børne- og ungdomsteater og derfor er det naturligt, at vi er vært for en sådan begivenhed. Det er klart, at en sådan kongres og festival ikke har verdens bredeste publikumsappel, men omvendt rammer den et publikum, som det netop er meget relevant at profilere dansk teater overfor. Jeg vil nok anbefale, at man udformer en slags landsdækkende kampagne op til festivalen for at skærpe fokus. Der skal udtænkes et koncept for, hvordan man udformer en kampagne, der i perioden op til festivalen skærper interessen for teater og den kommende festival over hele landet.«
Hvis du afslutningsvis skulle give nogle gode råd til de mange, der arbejder med at synliggøre, formidle, arrangere osv. professionelt teater for børn og unge. Hvad skulle det så være? Udover at opgive klynkeriet… måske!?
CH: »De skal arbejde på at sætte sig ind i børnenes hverdag og undersøge, hvad der interesserer dem og på hvilke medieplatforme, børnene agerer. Børn elsker gode historier, og derfor er der et rum for børneteater. Udfordringen er at gøre teatret vedkommende. Også her vil en landsdækkende kampagne være et godt redskab. Det handler om at komme ud lokalt og give børn / unge mulighed for at opleve teatrets mange muligheder. En kampagne-uge med massivt fokus på børne- /ungeteater vil kunne give et profileringsmæssigt boost, men der skal selvfølgelig arbejdes grundigt med konceptudvikling.«
Til brug for Festival 2009?
Så vidt Christian Have, hvis virksomhed siden 1983 har udført PR-, kommunikations- og rådgivnings-opgaver for aktører i kultur- og underholdningsbranchen. Man varetager opgaver inden for pressekontakt, pressehåndtering, udvikling af strategier og visioner, langsigtet planlægning m.m. – og det i en sådan grad, at Have PR også er løbet med flere internationale priser for sit arbejde.
Det er i samme boldgade, om end måske i noget mindre målestok, at Teatercentrum opererer. Her arbejder man for tiden på at forberede den næste store festival for børn og unge. Den kommer til at foregå i Ballerup i dagene 19.-26. april 2009. De lokale samarbejdspartnere med Ballerups borgmester Ove E. Dalsgaard (A) i spidsen er meget fokuserede på at gøre denne begivenhed til noget stort og mindeværdigt.
I samarbejde med Teatercentrum arbejder kommunen i disse dage på at sammenstykke en kommunikationsstrategi for begivenheden, og så må tiden vise, om budskabet når ud til de rette modtagere…
Søren K. Kløft er informationsmedarbejder på Teatercentrum
