Uppercut Danseteater har en medfødt charme. De stærke breakdansere kan tilsyneladende få munter og oprigtig øjenkontakt både med børnene og de voksne. Og kompagniets kunstneriske leder, Stephanie Thomasen, har som regel et væld af koreografiske idéer.
I ’(H)JUL’ er idéen dog bedre end den færdige forestilling. Forestillingen forsøger tydeligvis at være en 2’er til kompagniets vellykkede juleforestilling ’The Nisse Twins’. Men konstellationen af to fyre, der keder sig, og som derfor forsøger at danse ventetiden væk, minder så meget om ’The Nisse Twins’, at genbruget virker søgt.
Desuden er scenografien i ’(H)JUL’ yderst skrabet med et enkelt bagtæppe og et minipodie som scenografi – og en indkøbsvogn, et barnevognshjul og en lyskæde som rekvisitter.
Faktisk er forestillingen så nødtørftig, at forestillingen æstetisk har svært ved at holde niveau. Mon ikke der burde have været en egentlig scenograf på banen?
Ind-under-hinanden-flyvehop
’Vi er to drenge, der bor udenfor på gaden. Vi elsker julen…’ Sådan fortæller Lukas Larsen ellers fint som introduktion til forestillingen, der foregår juleaften.
Herefter lægger Vitor Hamamoto sig til at sove i en indkøbsvogn. De fryser tydeligvis meget, også selv om de sætter sig helt tæt til hinanden. De slås i hvert fald om et alt for lille tæppe. Og begynder hurtigt at lave mavebøjninger og ind-under-hinanden-flyvehop for at få varmen…
Julesokmystik
Denne scene er det glimrende og letforståelige udgangspunkt for forestillingen, der umiddelbart tænder og begejstrer børnehavebørnene. Koreografisk består forestillingen herefter af forskellige sekvenser, der følger drengenes idéer, efterhånden som de keder sig mere og mere.
Her lyser forestillingen op med Stephanie Thomasens koreografiske opfindsomhed, som når en af drengene går i spagat og krabber sig fremad på maven – og når de to drenge hele tiden finder på nye bevægelser for at overgå hinanden.
Samtidig er der indlagt forskellige julereferencer. Drengene hænger for eksempel deres strømper op i en lyskæde – og vender flere gange håbefuldt tilbage til strømperne for at se, om der er noget i den. (At dømme efter reaktionerne blandt børnetilskuerne er det dog ikke alle, der kender til den amerikanske tradition med julesokkerne…)
Rundt og rundt
Højdepunktet er dog, da drengene finder et hjul. Sådan et godt gammeldags barnevognshjul, der tilsyneladende er faret vild. For her kommer de koreografiske idéer væltende. Snart er hjulet blevet til et rat på indkøbsvognen, og så går det over stok og sten. Rundt og rundt på scenen.
Her viser Lukas Larsen og Vitor Hamamoto, hvilke imponerende redskabsartister de er. For oven i deres breakdance, hvor de imponerer med diverse udsøgte stunts og spins i højt tempo, så bruger de også barnevognshjulet som konkret, medskabende redskab i deres veloplagte og krævende dans.
Her funkler dansen, og man mærker Bettina Rex’ glimrende dramaturgiske blik.
Musikken af Turkman Souljah er dog temmelig letbenet. Der er godt nok sjove lån fra Lilleper og ’Far til Fire’ med en dekonstrueret version af ’Til julebal’. Men ellers virker lydsiden ikke synderligt overbevisende og egentlig heller ikke særligt juleglad.
Nysgerrige øjne
Alt i alt er ’(H)JUL’ dog en fornøjelig forestilling fuld af kropsglæde og danseiver. Børnene bliver mødt med nysgerrige øjne, og danserne tager børnene alvorligt, når de små udbryder kommentarer til dansen. Nærværet og publikumsrelationen er altså i top.
Nu skal forestillingen bare skærpes koreografisk, så dansen og fortællingen kan komme op
