Scenekunst er i dag rigtigt mange ting. Forestillingerne på årets børnefestival viste med stor tydelighed, at der er sket ganske mange skred og åbninger i forhold til en snæver definition af teater som ensbetydende med en tekst sat i scene af en instruktør og med nogle skuespillere på en ophøjet scene i en scenografi, som publikum kukkasse-agtigt sidder i mørket og kikker frem på.
Nuvel det er jo langt fra nyt at genrer mikses og muterer i optrædende scenekunst. Og det er efterhånden mange år siden, at dansk børneteater i slutningen af 1960’erne rykkede teatret ned fra piedestalen og trak det ud i gymnastiksalene. For at det her skulle møde børnene i øjenhøjde med vedkommende og relevante historier.
Spørgsmålet er hvor DaDunks tolkning af H.C. Andersens eventyr om Klods Hans hører hjemme i det spektrum. Er forestillingen ren rytme og Stompfyldt spas, eller er der også substantielle eftertankebefordrende kalorier i showet? Hvor trækkes grænsen? Hvor meget ren underholdning tillades? Hvor meget ‘mening’ kræves?
Klappesession
’Klods Hans’ er et orgie af lyd. Af klap, klask, slag, fej og andre rytmiske lyde på ‘alt’. Som det ligger til definitionen af stomp spiller DaDunk på alt andet end almindelige musikinstrumenter. Her begås perkussion på store blå plastiktønder, fejekoste, egne kinder, stegepander m.v.
En soloperkussionist lægger ud og får publikum med på en klappe-rytme-session inden det cowboybukseklædte hold med slagkraftige tøndeslag entrerer scenen.
Scenen er sat. Den moderne selvstændig prinsesse, der i blå retro-60’er-kjole, bestiger sin høje plastiktøndetrone i baggrunden, for med sit resolutte ’dur ikke!’ at markere at hun ikke har til sinds at vælge hvem som helst. Rappe kan hun også.
Og så forsøger de tre brødre sig ellers. De to ældste, som på hver deres måde er selvsikre og smarte, bliver afvist trods ihærdig stomp på både lineal, kladdehæfter m.v. Klods Hans derimod falder hun for, som han frejdigt kommer anstigende med en plastikand som bliver stegt med strøm fra en medbragt vindmølle. Efter galop på heste som er tønder med kosteskafthals, slag på stegepander m.m. er det tid til en sambatunet brudevals.
Lovlig letkøbt
Tolkningen af H.C.Andersen? Tja, DaDunks Klods Hans er en fyr der ser stort på prestige og manerer. En ligetil fyr der gør som det passer ham. En fyr, som spontant griber tilfældet og de ideer han får og frygtløst fører dem til torvs. En antihelt? Vel snarere en slags moderne skødesløs helt.
Man kan med rette sige at DaDunk er ude i en meget fri og letkøbt tolkning. Det er indpakningen – alt det udenom som trækker publikum med. Rytmerne. Den forførelse musik er mester i, og den energi og glæde det unge stomp’ende ensemble, som gør denne rytmiske del fuldt ud professionelt, lægger for dagen.
Spørgsmålet er så om det er den energi og den fantasi der ligger her man betoner, eller om det er manglen på dramaturgi og tolkning man trækker i front. Selv savnede jeg en mere uddybet og avanceret udfoldelse af Klods Hans-eventyret – når det nu var valgt som forlæg. DaDunks ’Klods Hans’ ligger m.a.o. på vippen mellem ren stomp og scenekunst.
