En scene fyldt med højttalere, store og små mellem hinanden. To grå slipsemænd, alias to gange Søren, der begge med stille opslugthed nørder med teknikken. Et strithåret kvindemenneske i krinolinestel som med synlig list får møvet sig til at få allermest fokus. Kærnemælkssuppe med flødeskum og rosiner. En lille grøn prik som forsvinder ud i det uendelige for altid. En lille rød bil som tøffer derudad. Et forladt hus, som man for Guds skyld skal gå i en stor bue udenom. En (porcelæns)hund som helt naturligt er en darling. Mallebrok. Verdens lykkeligste familie som kobles til både indlandsis og fotoapparatets opfindelse. En lussing. En ubehagelig dukkert. Julemandsgru. Spøgelsesfunderinger. Tilfangetagne fugleunger. ’Hist hvor vejen slår en bugt’ sunget af en lille pige med så charmerende intonation, at vi helt uforbeholdent kommer til at elske barndommens land. Opråb om at man ikke må stjæle, for så kommer man i fængsel for altid. Replikker om giftige røde bær, som får os til at gyse. Og en død højtaler som genopstår og deltager aktivt i alt det dystre.
Hvordan i al verden kan det blive til en historie om frygt og især om det at overvinde frygt?
Skæv og krøllet tekst
Det kan det, hvis det bliver til i krøllede hjerner og kreative kroppe. Hvis evnen og lysten til at dreje alting en snurrig omgang er tilstede, som den er i holdet bag Gruppe 38's ’Jeg er ikke bange for noget’.
For kendere af Gruppe 38's universer er der ganske meget, som går igen fra flere af teatrets tidligere forestillinger. Fra fx ’Jeg har alt’, ’Julerosen’ og ’Balladen om Marian og Rolf’. Og sågar helt tilbage fra ’Himmelsengen’.
Bodil Alling har ud fra den skæve logik, som må herske i hendes hoved, og i samarbejde med holdet skabt en tekst, som er humoristisk drilsk og gravalvorlig på samme tid. Eventyrlig finurlig og vis på livets barske vilkår. Med lige dele glædeslys og alvorsmørke i ikke bare øjnene men i hele kroppen vender Alling fortælleekvilibristisk med slikvåde fingre sider i en imaginær dagbog. En lille piges dagbog. Og pigen synes let at kunne være hende selv – og alle os andre uanset alder.
Atmosfære i skygger og lyd
Hver historie bliver åbnet som et stort og essentielt kapitel. Som sagt med to våde fingre som spændt styrer mod en usynlig dagbog. Tillige – og det er nok et kendetegn – med et dertilhørende lydbillede som hver gang er overraskelsesfyldt og utroligt dramatisk. Og også tit med en række dertilhørende skyggebilleder. Animationer, som viser sig på bagvæggen som antydninger af, hvordan alt det dagbogen beretter om kan – men ikke nødvendigvis behøver at – tage sig ud.
Catherine Poher og Paulo Cardona har åbenlyst været på spil med deres visuelle tryllestave.
Uden at være så unfair at afsløre for meget af indholdet, hvad er det så uddybende, som gør forestillingen så fascinerende og fremragende?
På det konkrete og helt nære plan skyldes det i høj grad Bodil Allings evne til at levendegøre. Med krystalplirrende øjne, en gummielastisk ansigtsmimik og en stemme, der lynsnart kan skifte toneleje og klang, skaber hun spænding omkring hver en flig af de mange historier. Lige fra de skal til at begynde, til de toner ud og giver plads til nok en.
Alle de skyggebilleder og den lydside, som udtryksfuldt og associativt ledsager fortællingerne, er også helt afgørende med til at skabe atmosfære. Ligesom Catherine Pohers sans for som instruktør at sortere fra og samle trådene.
Og på et mere overordnet plan er forestillingen fascinerende, fordi vi oplever den i rum og samspil, i langt højere grad end at være orienteret mod et handlingsforløb i tid som styrer mod en finale. Samtidig med at den alligevel frækt overrasker os ved lige så stille at snurre alle historierne og alle de medvirkende objekter sammen til en større fortælling.
Frygt og forestillingsevne
Til en stor og kompleks fortælling, som tager afsæt i den tilbagevendende passus: ’Det allerværste er at blive væk og så aldrig blive fundet’. En fortælling, som handler om at de store forventninger, man har, ikke altid bliver indfriet. Om at uventede lyde kan gøre én bange. Om at vi frygter det, vi ikke kan se og det, vi ikke kan forklare. Om at holde af – ikke bare i en sommerferie og når det ikke er for besværligt – men altid og betingelsesløst. Om at regler og forbud er til for at brydes, hvis det, som er på spil er livsvigtigt. Om at fantasi og forestillingsevne er noget af det dyrebareste vi har.
Alt det og mere til bliver fortalt af Alling og to gange Søren. I et abstrakt landskab af højttalere, der forvandler sig til højhuse og piedestaler for oplyste porcelænsugler og forgrund for savanneluntende skyggespilselefanter. I et rum med mørke, blafrende gardiner og Hitchcock-lignende gyserlyde. Med finurlige funderinger over julemandens falske elastikholdte skæg. Med tankevækkende bemærkninger om, at de mest sympatiske spøgelser er dem, som har klædt sig ud. Og med en gribende godnathistorie om en vidunderligt smukt syngende fuglemor og de fugleunger, som nogle mennesker spærrer inde, selvom fuglene kun kan synge i det fri…men så redder en virkelig hændelse….eller en drøm…fugleungerne.
