Fru Strid er et brokkehoved, som kan få alle omkring sig til at opgive ævred. I butikken kører hun en finger hen over øverste hylde for at tjekke for støv. For købmanden oplæser hun det konkurrerende supermarkeds skarpe – og meget billigere – fødselsdagstilbud. Og fuglene i parken tilbyder hun kun et stykke knækbrød, som hun selv hapser lige for næbbet af dem.
’De skulle passe deres skole, skulle de,’ råber hun til børnene, der ustandseligt driller hende.
Forfatter og illustrator Mette Brahm Lauritsens børnebog ’Fru Strid’ fra 2001 handler om at smile til verden og få et smil igen. Den handler også om, hvordan kærlige følelser pludselig kan få alting til at blomstre.
Hun ender nemlig lidt uventet hos optikeren, som giver hende et sæt nye brilller og et anderledes blik på tilværelsen. Og pludselig er ungernes drillerier og bagerens dyre kyskager det rene barnemad for frejdige Fru Strid.
Ikke så strid
Og som sådan er historien også meget sød. Man ser for sig, hvordan en støvet og stramtandet madamme med tilknappet skjorte og knold i nakken stavrer rundt i byen og skælder ud, indtil hun møder manden, der kan se igennem hendes hårde ydre. Desværre er det ikke den Fru Strid, vi møder på Parkteatret.
For skuespiller Karen Nielsen formår ikke rigtigt at gøre vores hovedperson så strid, at vi oplever en udvikling fra begyndelse til slutning. Hun er tværtimod både munter, sød og charmerende – ja, faktisk temmelig elskelig.
Måske har man fokuseret på, at Fru Strid trods alt skal være sympatisk, og det er selvfølgelig også vigtigt, hvis vi skal interessere os for vores hovedpersons lykke. Men hvis den grimme ælling er lige så nuttet som alle de andre ællinger i andegården, så går historien ligesom tabt.
Rim og rytmer
Den uskarpe dramaturgi bliver dog en mindre bagatel i den i øvrigt hyggelige og musikalske forestilling. Manuskriptet, der er skabt ud fra Mette Brahm Lauritsens bog, indeholder en hob af rim og remser, der giver associationer til både Halfdan Rasmussen og Jakob Martin Strid. Og det bliver en hel forestilling i sig selv at høre, hvordan teksten leger med ordene.
Henrik Andersen bidrager til rimene med skønne kompositioner, der genremæssigt spænder fra guitarfortolkninger af drillemelodien ’Avra for Laura’ til human beatboxing og et mini-stompnummer.
Også Karen Nielsen er godt med musikalsk, når hendes replikker bliver et rytmisk beat sammen med Andersens guitar.
Parkteatret formår altså at skabe en både sjov og stemningsfuld forestilling, der trods dramaturgisk uklarhed i karaktererne fortæller os en historie om at turde åbne sit hjerte for de lyse sider af tilværelsen.
Og dén historie forstår såvel pensionisterne som deres børnebørn i Parkteatret denne torsdag eftermiddag.
