JEG VAR i Sverige på sommerferie med min 75-årige far. Han havde høreproblemer.
Eller rettere: jeg havde problemer med hans dårlige hørelse. Han og jeg har altid diskuteret meget livligt – alt, hvad der optog os blev endevendt.
Og derfor irriterede det mig, at han hørte dårligt, for det gjorde det besværligt at snakke ivrigt sammen.
Jeg foreslog, at han fik et diskret høreapparat, men det nægtede han pure – han ville nemlig ældes med ynde!
Derfor skrev jeg et digt til ham:
Jeg har en særlig opfinderfar
Han opfinder ting, som han ikke har
Min mor og piben, en stormhat og mig
Er nogen af de ting, han har opfundet sig.
Han opfandt krudtet med sådan et brag
At piben knak og hatten fløj af
Og selv når jeg råber, kan han ikke høre
At han faktisk blev døv på det ene øre
Og råber jeg til ham, hvad jeg ikke bør
Jamen, så opfind dig dog et hørerør
Da tramper han ud med stormhat og støvler
For han gider ikke høre på folk, der vrøvler.
Og så var processen sådan set i gang. Jeg syntes, det var sjovt at skrive til ham, så jeg brugte timer hver dag den sommer i Sverige på at skrive vers, som viste sig at have at gøre med min barndom på landet sammen med ham.
Undervejs opdagede jeg, at mange af versene begyndte med ’Jeg har…’ og at jeg faktisk har alt.
Kunne det her måske blive til en bog? Jeg bad scenograf og billedkunstner Claus Helbo om at lave illustrationer til teksterne – dog sådan, at illustrationerne for talte en anden historie end den, versene fortalte.
Nu var jeg så glad for materialet at jeg ville prøve at lave en forestilling med levende billeder, der ikke illustrerede forestillingen, men udvidede historierne i versene. men hvad for en historie?
SÅ DØDE min far.
Meget pludseligt og chokerende.
Så var det meget indlysende igen – naturligvis kom forestillingen til at handle om at miste.
Om altings forgængelighed.
Om accepten af, at det, man elsker, må man uvægerligt miste.
Og egentlig kunne det have været ligeså indlysende den modsatte vej – for at lave en forestilling om at miste, var det et rigtig godt udgangspunkt at have alt.
Først kom der så et nyt vers med i bogen – på én af de sidste sider dør min elskede kat på et splitsekund.
OG HERFRA er det ligeså vanskeligt at beskrive processen som at være i processen.
Alt foregik på én gang. Vi filmede hunde, gæs, geder, en oldgammel dame og alt muligt andet.
Vi havde en ide om, hvad de film skulle vise, men gudskelov opførte ingen dyr eller mennesker sig sådan, som vi forestillede os.
Så jeg måtte hele tiden improvisere over filmklip og digte nye historier og finde nye vinkler og det var frustrerende og helt vidunderligt.
Jeg husker ikke rækkefølgerne, men langsomt dukkede en skabelsesberetning frem.
Og den opmærksomme seer vil ane, at til trods for letheden og den tilsyneladende tilfældighed og hverdagstone i forestillingen, så er alt bygget op om chokket.
Livets vidunderlige lethed afløst af sorgen over, at det ikke kan fastholdes.
Starten er skabelsen – i børnehøjde: I begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden – jeg kører på én rulleskøjte på jorden og taler til min musvit i himmelen – lyset går op – og så:
’Jeg har en far.
Altings opfinder!
Han opfinder alt, hvad han kan komme i tanke om, og hans store hænder holder varsomt om bittesmå mærkværdigheder, der kan blive til flaksende fugle, som kan flyve lige fra den ene ende til den anden – eller en kikkert af pap, der kan se dobbelt. Eller en omvendt paraply, hvor regnen bliver liggende, så man kan sejle med røde blade, der lige er faldet af træerne
Og et hjul. Han opfandt hjulet.
Et smukt, rundt hjul, der nåede sammen i begge ender.
Og det løb frit – ned gennem haven, ud gennem havelågen og lige ned til søen, hvor det stoppede så brat, at far røg ud over kanten og lige ned i skødet på en blomstret sommerkjole med læg –
Både fortil og bag og lynlås i siden.
Og dér, midt i april og evig fryd over hjulets fortræffeligheder, opfandt han … moren. Og med fyrværkeri og blomsterregn opfandt de to… barnet.
Det største af altings opfindelse, for nu kan alting begynde forfra…’
MAN KAN selv bestemme, om det er min far eller vor far, som opfinder/skaber verden. Alle mine forestillinger forholder sig til Gud – også denne.
Da jeg skrev versene, kogte jeg en lang tekst ind til en meget lille og tæt tekst med en finurlighed i enden.
Nu skulle jeg starte med det omvendte: Skrive en tekst omkring versene, så de fik en eller flere betydninger mere end i udgangspunktet. Og skabe en dramaturgi, så forestillingen ikke blev en fortælling men et dramatisk forløb.
Gåsen, som ikke bryder sig om julen, blev til en fortælling om at overvinde sin dødsangst.
Hunden, som er gammel og har alt for meget skind, bliver til en historie om, at indeni den gamle hund bor nøjagtig den samme, som da hunden var ung – bare med nogle fysiske begrænsninger.
Tante Viola, som er gammel som Metusalem, handler om at forlige sig med, at man aldrig ved, hvor lang tid, der er tilbage.
Onkel zimmermann, som bliver ved med at vokse og vokse, kommer til at handle om, at selvom man ikke tror på, at man kommer i himlen, så kan man bare selv se….
Og så min elskede kat, som jeg tydeligt viser, er det bedste, jeg ved – han dør på andensidste side.
Vi havde en lang diskussion undervejs – kan vi lade døden ind træffe så sent?
ALT ER fordragelighed og samvær og spruttende glæde over livet og over at have alt, hvad man kan ønske sig – og så kommer døden.
Hvis det nu var min far, der skulle dø, så mener jeg ikke, man kunne lade det ske så tæt på forestillingens slutning.
Det er en forestilling, der produceres for børn, så hvis det var min far, som ikke på nogen måde kan erstattes, som pludselig for evigt var borte, så skulle hele forestillingen tage udgangspunkt i dét – at begribe og finde vej i den dybeste sorg.
Men ved at lade det være min elskede kat og især ved langsomt at gøre det begribeligt, at jeg faktisk hele tiden har vidst, at katten er død, så kan jeg fortælle noget andet om døden.
Jeg har en film med min kat – og da den er det bedste, ja, så gemmer vi naturligvis det bedste til sidst.
SÅ INDFØRTE vi mus i forestillingen.
De eksisterer ikke i bogen. Men jeg fortæller om dengang, det vrimlede med mus i hele biografen, og hvordan de åd rub og stub.
Selv Sørens lange, elskede Beatleshår åd de (en anden historie om at miste).
Men katten åd musene; så kom vi af med dem.
Så ser publikum en mus fare gennem biografen et par gange. og nu bliver det endelig ’til sidst’ – og så forstår vi, at katten er død – derfor er den det bedste – (evigt ejes kun det tabte) – og slutteligt viser det sig, at musene har ædt filmen – nu er katten for evigt borte.
Set i bagklogskabens lys kunne man vel ane det – der ville ikke fare en mus rundt i biografen, hvis der stadig var en kat!
Nu findes kun erindringen.
Tiden er gået.
HELE DENNE konstruktion er en lang skriveproces. Versene bestemmer tema, filmene påvirker og ændrer historierne, og de nye historier bestemmer, hvad hele forestillingens udsagn er.
Og alt foregår på én gang.
Hver dag klippes og klistres alt – scenografi, dramaturgi, tekst- er, musik, tro og tvivl, gråd og latter – det er et totalt menageri!
Som sagt: Dybt frustrerende og fuldstændigt vidunderligt.
Jeg glæder mig til næste gang.