Blid klassisk fløjtemusik byder os velkommen i den lille forhave til det gamle frederiksbergske forlystelsessted Lorry, der hedder sådan, fordi den oprindelige ejer, Frederik Laurentius Feilberg (1858-1917), blev kaldt Lorry af sine venner.
Det er en af de historier, der diskes op med foran den lille kiosk. Vi så en lignende konstruktion allerede sidste sommer, samme sted, som fysisk ramme om en stribe små situationer – læs anmeldelsen fra sidste år (link)
Nu er der en ny, rigtig aviskiosk med en ny spiller, ny instruktør og nye historier – og derfor en ny anmeldelse af en ny anmelder. Historierne er til gengæld gamle. Gode gamle frederiksbergske historier. Om kiosken som fænomen.
Det var her, man købte sporvognsbilletter og iskager, her man telefonerede til den store verden uden for.
Men vi hører også om lokaliteten Frederiksberg – begyndende helt tilbage til Christian II, Dyveke og mor Sigbrit omkring 1514.
Ja, ikke fordi de traskede rundt på Frederiksberg – det kunne de simpelthen ikke, for området fik først navn små 200 år senere, da Frederiksberg Slot blev bygget. Nej, det er Sigbrits og Dyvekes hollandske afstamning, det gælder. Deres og de mange andre hollændere, der slog sig ned som grønsagsavlere i området – derfor blandt andet navnet Hollændervej, ikke ret langt væk fra, hvor vi sidder i græsset.
Og sådan bliver vi fornøjeligt ledt rundt i den Frederiksbergske lokalhistorie. Fra Ny Hollænderby, der blev et lille hollandsk samfund i lighed med det ude på Amager, over etableringen af De Små Haver som udflugtssted, videre til Lorry og kildekonen i Søndermarken, der endte sine dage som emigrant i USA. For så at slutte med Falkoner Alle og oprindelsen til gadenavnet – en fransk-dansk falkoner, der dresserede falke på Frederiksberg.
Veloplagte spillere
Sjovt er det at blive klogere, især når det gøres i fortællingens fabulerende form af to veloplagte spillere, der beretter med hele kroppen.
Ragnhild Kaasgaard endda også med de skønneste bistre grimasser. For det er hende, der er overhunden, så Ole Håndsbæk Christensen – og vi andre – hopper lidt i græsset, når hun for alvor folder sig ud.
Der er en god kemi mellem de to og os – hele tiden med plads til improvisationer, når noget uventet sker på den travle Allégade lige ved siden af. Sjovest, når raseriet og fjolleriet for alvor griber dem. Når de stæser rundt, danser, synger eller fægter med armene, mens de råber 'Brand!', så sagesløse forbipasserende stopper lettere desorienteret op ude på vejen. Og branden? Jamen, det var, da Hollænderbyen brændte i 1697.
Humoren er kontant, nogle gange filuragtig og decideret voksen, som når det tørt konstateres i forbindelse med branden, at her stillede alle de hollandske indbyggere for resten deres træsko. Fint nok. Der skal også være noget for de store i en familieforestilling. Helt lille skal man i hvert fald ikke være for at kunne kapere de mange ord og fange de sjove historiske pointer i denne fortælleteaterforestilling, der er én stor kærlighedserklæring til Frederiksberg dengang og nu. Sådan 7-8 år og opefter passer nok meget godt; så har man fået lidt fornemmelse af begrebet danmarkshistorie.
De fleste af os begriber nu nok den søde pointe i beretningen om falkoneren, der ikke blot var dygtig til sit fag, men også en kvindebedårer og børneproducent i stor stil. For som de to spillere siger: Måske endda et par sene efterkommere af den dansk-franske falkoner-slægt sidder i græsset denne lørdag eftermiddag i det milde solskin. Børn med dejlige nøddebrune øjne og langt lyst hår? Hvabehar!
