Af: Kirsten Dahl

24. maj 2014

Forkludret folkeskolekritik

Teaterensemble Roberto Ver vil med kritiske briller diskutere det pres politikere og samfund via den danske folkeskole lægger på de unge. Men teksten er forkludret, arrangementet ikke synderligt interessant og skuespillet uden fængende kraft.

En ung fyr vælter ind i rummet og tegner fluks en smiley med en lang pikhoved-næse på tavlen, hvor han også med resolut streg skriver 'FUCK SKOLEN'.

OK, det her kan være en udmærket start på en forestilling om skole og skoletræthed.

Den unge fyr (Rasmus Rhode) sætter sig ned mellem publikum og 'trykker den af' på sin guitar. Så træder tre lærerinder ind – alle iført rosa skjortebluser og noble sorte bukser.

'Er der nogen her der hedder Messias?, Jesus? Er der en helligånd i klassen?' spørger denne Frk. Marguerite som noget af det første.

Noget af et spørgsmål i en sammenhæng som viser sig at være ret så dramaturgisk forkludret. Når 'Frk. Marguerites mening' en lille halve times tid efter er slut, må man spørge sig selv, om forestillingen er tænkt som en kritisk fremstilling af den danske folkeskole, eller om det er en historie om en skolelærerinde, som aldrig rigtigt har fået udlevet sig selv, fordi hun er blevet fanget ind i en moraliserende lærerindegerning, som har gjort hende snerpet?

Forkludret tekst

Teatret vil at læse ud fra programmateriale og hjemmesidetekster gøre publikum opmærksom på nutidens folkeskoles pres på de unge. Relevant nok, men forestillingen savner i den grad en dramatiker til at forfatte en habil tekst. De tre lærerinder taler både enkeltvis og i kor om eksamen som døren til gymnasiet. De sender spørgsmål ud i æteren så som: 'Hvad gør man for at undgå den vanære ikke at bestå eksamen?'.

Frk. Marguerite betror – med indflettede bibelske referencer – ungdomspublikummet, at hun engang har haft de problemer, de nu har. Og hun taler om, at hun vil forberede og forme dem i sine hænder.

Senere vælter replikken 'Jeg propper tavlen op i røven på den første, som siger et pip' ud af Frk. Marguerite, og i den sammenhæng betror hun os, at hun også har været elev engang og at der er blevet begået en blodig uret mod Frk. Marguerite. Efter '… og Jesus har et kæmpe lem'  slår hun over i en 'skolereplik' som: 'Det læsende væsen er analfabeten overlegen. I kan ikke læse nok' – et udsagn, som lidt senere efterfølges af en særpræget sætningscocktail: 'I har været fuldstændig passive og uden at fostre en eneste tanke. Måske skal jeg bare give sexvejledning. Måske skal jeg bare vise mine patter'.

Alt sammen sagt fra en lærerinde som til slut, som i en slags rus siger: 'Frk. Marguerite ønsker at alle bliver professorer og eventuelt gift'.

Stykkets replikker er grovkornet bastante og som helhed stritter udsagnene forkludret i så mange forskellige retninger at man bliver mere mystificeret end fattet omkring den folkeskolekritik som teatret tilsyneladende ønsker at formidle.

På det meget jævne

Iscenesættelsen leger lidt med Rie Makabis rullende podiekonstruktioner. De bliver til samfundspyramidetrin – til et uddannelseshierarki, hvor den slagne gang er anført som en bevægelse i følgende trin nedefra og op: 'Folkeskolen, Gymnasiet, Universitetet, Kandidat, Doktordisputats, Professor'.

Podierne sammenstilles og bliver brugt som befordringsmiddel på den dannelsesrejse ud i den store verden beskrevet som eventyr knyttet til Frihedsgudinden, Den Spanske Trappe, Den transsibiriske jernbane.

Der er indlagte musiknumre – udmærket fremført af Rasmus Rhode på guitar og saxofon. Undervejs gennemspiller Anna Agergaard Kristensen, Kristine Lauridsen og Mette Søndergaard Nielsen nogle udmærkede krakkelinger i Frk. Marguerite-figuren.

Men skuespillet er som helhed præget af manglende kunnen frem for de programbeskrevne 'kraftfulde fysiske billeder', og den humor, som ikke er let at få øje på.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
En originals frihedstrang
Syddjurs Egnsteater, Museum Ovartaci & Hakkehuset:
'Sindet er en sommerfugl'
’Sindet er en sommerfugl’ er fyldt med gode intentioner og kunstnerisk hjerteblod. Men desværre forløses det ikke troværdigt i den mangestrengede forestilling.
Intens opdagelsesrejse
Glad Teater:
'Reflektor'
Glad Teater leverer med 'Reflektor' ikke kun godt teater, men også meget at reflektere over.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
En originals frihedstrang
Syddjurs Egnsteater, Museum Ovartaci & Hakkehuset:
'Sindet er en sommerfugl'
’Sindet er en sommerfugl’ er fyldt med gode intentioner og kunstnerisk hjerteblod. Men desværre forløses det ikke troværdigt i den mangestrengede forestilling.
Intens opdagelsesrejse
Glad Teater:
'Reflektor'
Glad Teater leverer med 'Reflektor' ikke kun godt teater, men også meget at reflektere over.