Klokken er lidt i halv ti på en skole i Holbæk. Fremfor matematik, dansk eller engelsk, står der i dag foredrag på 9. klassernes skema. Døren til skolens store sal går op, og de unge mennesker drysser ind. I større eller mindre grupper. Snakkende og grinende.
Enkelte stopper dog mere eller mindre alvorlige op for at hilse på Lisa, den kvindelige politibetjent, der befinder sig i salen, og som sammen med Lasse, der er autoriseret psykolog skal forestå formiddagens foredrag under overskriften 'Radikaliseret'.
Efter at have løst et par tekniske problemer med projektoren går Lisa og Lasse lige til sagen. Op på en storskærm ses tre fotografier; et af Natascha Colding-Olsen, bedre kendt som Kundby pigen, et af Omar el-Hussein, der i 2015 begik et terrorangreb på spillestedet Krudttønden i København, samt et af Christopher Lebouche Larsen. Sidstnævnte præsenteres som gerningsmanden bag drabet i 2017 på præsidenten af den Østafrikanske Demokratiske Republik, Robert Ndolo.
'Som nogle af jer sikkert husker', tilføjer Lisa – og fortsætter: 'Hvis i synes, at I har set Christopher før, så er det nok ikke usandsynligt, for han er faktisk her fra området'.
Christopher har som Natascha og Omar været udsat for radikalisering og er nu fængslet. Hans historie er omdrejningspunkt for dagens foredrag.
Som anmelder er man, modsat eleverne i salen, på forhånd bekendt med 'hemmeligheden': At det ikke er et foredrag med en politibetjent og en psykolog, men derimod en teaterforestilling skabt af Holbæk Teater. Baseret på Kasper Hoffs ungdomsroman 'Sniper' fra 2015.
Den viden gør det uhyggeligt tydeligt, hvor let det er at få andre mennesker til at godtage informationer, når blot de leveres med tilstrækkelig autoritet. Som Lisa og Lasse siger: 'Det er jo derfor vi er her, for at vise jer, hvor nemt det er' – underforstået; at blive snydt. Hvilket spillerne altså helt åbenlyst står og gør, imens de siger det.
De(t) spiller
Som foredraget skrider frem, og slides på skærmen afdækker forskellige faktuelle aspekter af radikalisering, bliver situationen i salen let anspændt. Under overfladen lurer interne uenigheder mellem Lisa og Lasse om, hvad og hvordan det er relevant, i orden eller nødvendigt at fortælle de unge mennesker.
Anspændtheden forstærkes, da Lisa går ud og henter føromtalte Christopher, der iført håndjern føres ind i salen, hvor han får håndjernene af og placeres på en stol. Eleverne kigger vantro på hinanden, flere af dem med hænderne for munden. 'Kommer HAN her?!', råber deres øjnene. Stilheden i salen er larmende.
De tre spillere gør et fornemt stykke arbejde. Anja Owes politibetjent får selvsagt meget forærende af uniformen, men hendes afmålte gang, juridiske fakta-fikserede sprogbrug og gravalvorlig mimik er det, der gør hendes betjent så karikeret og netop derfor så troværdig.
Dan Schlosser fremstår som den forstående og menneskeelskende psykolog. En professionel, der skjuler sin bløde autoritet i jeans og smart dynejakke, og helt klassisk skrider frem og tilbage over scenen med store armbevægelser, og en eftertænksom hånd ved munden.
Anders Nøhr gør det fremragende som knuget og indledningsvist fåmælt ung mand, tilsyneladende uden større psykologisk indsigt i sin egen personlighed. Spillet mellem Lisa og Lasse forekommer til tider lidt indstuderet tilfældigt; teatralt i mangle af bedre begreb.
Hvilket utvivlsomt hænger sammen med, at man kigger efter 'teatret', når man ved, at det er der. For ingen af eleverne gav efterfølgende udtryk for, at det virkede 'spillet'. Linen er lang, når rammen er troværdig, og det er den.
Lettelsen
Lisa har medbragt geværet, som Christopher skød Ndolo med, og da hun tager det frem, begynder tingene at eskalerer. Selvom geværet ikke længere kan skyde, skaber dets blotte tilstedeværelse en foruroligende stemning. Det er også her, at flere af eleverne begynder at regne sagernes rette sammenhæng ud – at det hele er et set-up. Det er i hvert tilfælde, hvad de siger efterfølgende.
Klimaks indtræffer, da Christopher med geværet i hånden truer Lisa. Efter at hun har forelagt ham oplysninger, han ikke tidligere har været bekendt med. Kontante indicer på, at personen, der udnyttede og radikaliserede ham, var hans egen far. Som han aldrig har mødt, og troede var omkommet. Stemningen er på kogepunktet. 'Jeg tror, at vi stopper her', siger Lisa, da hun igen har fået Christopher lagt i håndjern og fører ham ud af salen.
En tvetydig bemærkning, der afstedkommer spontane klapsalve. Man kan fysisk mærke den kollektive lettelse – pyha, det var bare teater!
Flere af eleverne er tydeligt påvirket af begivenhederne undervejs i forestillingen. Men faktisk i højere grad efterfølgende, da de erfarer, at alt det, de troede på, var spil for galleriet. For hvad med alle de ting, de oplever ude i virkeligheden og som de måske aldrig opdager er løgn?
Mange bliver også hængende for at tale med spillerne. Man kunne godt ønske, at den efterfølgende samtale mellem de tre spillere og eleverne fik mere tid, men omvendt er det nok klogt at give plads til, at de unge kan reagere umiddelbart og ikke skal omsætte reaktionerne til et forståeligt sprog med det samme.
På den måde starter 'Radikaliseret' nærmest først, når foredraget er slut og de efterfølgende samtaler i klasserne går i gang. Der er helt sikkert stof til både eftertanke og -snak. For der er en mærkbar ændring i stemningen, da eleverne forlader salen. 'Radikaliseret' har helt klart ramt dem.
Skarpskud mod fake news
'Radikaliseret 'er klassisk teater i en utraditionel ramme. Et skarpskud direkte ind i samtidens virvar af 'fake news', virtuelle personligheder og maskerede politiske budskaber.
Forestillingen rejser både spørgsmålet om, hvorvidt mord nogensinde kan retfærdiggøres, samtidig med at den kredser om begreberne sandt og falsk, og hvad de betyder for vores måde at begå os i verden.
Samtidig er det en ret brillant måde at udnytte rammerne omkring en skoleforestilling. I sin udformning fuldstændig lige så æstetisk uinspirerede som et klassisk skoleforedrag, men med en dramatisk opbygning, der smører ekstremt tykt på. Og kombinationen er det, der gør, at den virker.
