For 20. gang siden 2004 forsøgte de driftige mennesker bag gadeteaterfestivalen PASSAGE Festival i Helsingør i den forgangne uge at overgå sig selv.
Om det lykkedes, er svært at dokumentere i tal endnu, men salget af festivalarmbånd og billetter gik strygende, bekræftede de travle mennesker på festivalkontoret med store smil. Folk strømmede til, forlød det – både de lokale, der bakker op og har gjort det til en fast tilbagevendende del af sensommeraktiviteterne at rejse til fjerne egne og alligevel sove i egen seng hver aften, og alle de tilrejsende teatertossede.
Fagfolk og amatører myldrede rundt mellem hinanden, børn og voksne på nysgerrig jagt efter et grin, poetiske strejf eller imponerende kropsbeherskelse – og først og sidst en ægte glæde over at være forbundet med hinanden trods kulturelle og sproglige afstande.
Ligesom i de foregående år var der teater ikke bare i det turistskummende centrum af byen, men også i de vestlige tilliggender, hvor teater ikke hører til hverdagsoplevelserne – i år bl.a. med noget så Tour de France-venligt som ’The Champion and the Mosquito’, hvor publikum skulle skifte det komfortable teatersæde ud med en cykelsadel og selv træde med i forestillingens pedaler.
Der var cirkus i private hjem; man kunne vække solen med en poetisk solopgangs-vandring gennem det maritime Helsingør, hvor flere private virksomheder i øvrigt også havde bidraget til et internationalt samarbejde for samtids-cirkus, Hand to Hand, der med EU-midler over flere år udforsker overgangen til bæredygtige kunstneriske og metodologiske praksisser i det offentlige rum i en række work in progress-forestillinger.
Man kunne desuden heppe på den britiske klovn Tom Bailey, der for at nedbringe sit CO2-aftryk havde vandret 800 km for at spille sin forestilling ’Crap at Animals’, hvor han ene mand forsøgte at imitere 50.000 sjældne dyr på 45 minutter. Eller man kunne lytte til en duet for krop og sand – den danske Daily Fictions ’Sandkind’, hvis formål bl.a. var en øvelse i at møde jorden som livsform.
Det hele åbnede med den spektakulære danseforestilling, ’FACE T[W]O’ af People Power Partnership, der med 32 europæiske dansere og et gigantisk spejl udviskede grænserne mellem virkelighedsplanerne på pladsen foran Kulturværftet.
»Det var nok det flotteste, jeg endnu har set under PASSAGE Festivalen,« forklarede en lokalpatriot, da vi næste dag stod i kø for at se cirkus Antilia, ved hvis indgang man kunne købe den herligste espresso og muleposer med dets navn på.
Hun havde været der næsten hver år siden starten for 20 år siden og havde i år lokket flere af sine forlystelsesglade veninder med. Nu var de alle sammen festivalklare med solhatte og praktiske sko, og de nye i selskabet syntes klart at være vundet for sagen, selv om en af dem bagefter hviskede til mig: »Det var nu lidt for langt i går.«
Seriøs klovnekoncert
For lang var forestillingen, vi var på vej ind at se, dog ikke. Det var det charmerende italienske cirkuskollektiv Antilia, som i sit open air-cirkus bød på hele fem forskellige forestillinger, flere af dem soloforestillinger. I dette tilfælde den langlemmede musiker Mario Levis ’Crazy Fantony’, en dybt seriøs klovnekoncert for violin og mindst 50 buer, der dukkede op de særeste steder og på magisk vis blev til både fisk og vinduesviskere, skistave og kårder.
Hele vejen igennem havde han en enestående kontakt til publikum – herunder til to fyre, der beredvilligt stillede op og bidrog til løjerne: Den ene blev udstyret med mikrofon og skulle lave lydspor til en blodig fægtekamp med buerne, som den anden frygtløst lod sig inddrage i. Et legende fællesskab, opstået af tillid og uden ord. Skønt!
Det artistiske niveau var højt, idérigdommen fuld af lune overraskelser. Hvilket også gjaldt den ligeledes italienske klovneforestilling ’Everything in a Suitcase’, der udgjorde sit eget lille festfyrværkeri i den til bristepunktet fyldte Toldkammergården, hvor over 300 gratis-tilskuere jublede, så selv riskager og rollatorer, rygsække og rastafarihår fik lidt af en rystetur.
Klovnen hed Luigi Ciotta, og det siger næsten sig selv, at Lone Kellermanns gamle hit, ’Se Venedig og dø’ – det er den med ”Åh, Luigi” – drønede over højttalerne som opvarmning, inden den lille drager og alle hans kufferter indtog scenen med deres ekvilibristiske show.
Også her var forestillingen lagt an på deltagelse af publikum. Og de reserverede danskere, der normalt nødig vil give andre indblik i deres uperfekte privatliv, stillede op i shorts og hæfteplaster og grinede med, når de blev snydt af klovnen. Fx lo manden med den blankpolerede skaldepande, der gav klovnen lov at spejle sig i den, hjerteligt, og kvinden, der indvilgede i at gå catwalk med verdens mindste og faktisk helt usynlige kuffert tog det pænt, da drageren også begyndte at løfte rundt på hende.
Man blev helt glad i låget af, at forbehold var et ukendt fremmedord for dette publikum.
Hollandsk flue og spansk ensomhed
I Materielgården kunne man opleve det spanske kompagni Barré Taldeas hyldest til de såkaldte arrantzales,de baskiske fiskere, i forestillingen ’Nao-Now-Nau’. Her ankom en søulk i gummistøvler med sit gode klovnehumør, som fik de primitive bølger til at rulle og publikum til at grine. Også han fandt sig en fiskemakker blandt publikum, de delte både en dram og ærgrelsen over at fange plastik i stedet for fisk. Det lykkedes ham dog til sidst at få en jolle på krogen, som han lagde sig i bunden af og udførte en række overraskende og yndefulde akrobatiske øvelser for bare tæer og fiskestang.
Publikum kom og gik undervejs, nogle fordi fortællingen ikke ligefrem gik over stok og sten, andre sandsynligvis fordi de var tæt på at få hedeslag i solen. Dem, som jeg ved et tilfælde slog følge med efter forestillingen, gik så målrettet, at jeg tænkte, de nok skulle nå en ny forestilling, så jeg fulgte bare trop. Men det viste sig, at de opsøgte skyggen i domkirkens svale indre, hvor det lå lidt tungt med klovnerierne, med mindre man som flue på korset kunne more sig over turisterne, der flokkedes om at tage de mest inciterende billeder af sig selv foran det overdådigt forgyldte alter.
Og apropos fluer: I et lillebitte rødt telt på pladsen foran Kulturværftet bød det hollandske kompagni Vincent de Rooj and Dann Mathot på live-film-forestillingen ’Fly’, som med levende guitarledsagelse og leg med et kamera bød på en fantastisk rumrejse. Man fulgte en flue, der pludselig landede i en skål suppe, hvorefter publikum via nærbilleder af fluens bestøvlede fødder og totaler af verden set fra en rumkapsel blev katapulteret ud i en svimlende verden af sære associationer. Sjovt og skævt og knopskydende skørt.
I teltet ved siden af optrådte spanske Guillem Albá, en stor klovn i en ydmyg blå kittel. Hans forestilling hed ’Ma Solitud’ – min ensomhed. Det burde jo være ret sørgeligt at betragte en mand og hans ensomhed på scenen, men det viste sig at være en livsbekræftende og vidunderlig historie om en mand og hans bedste ven, fantasien. For manden havde en grammofon og dermed også musik, hvis hemmeligheder han kendte og elskede. Instrumenterne viste sig at være hans næstbedste legekammerater, der dukkede op snart hér, snart dér. Bare at se hans smil brede sig, når saxofonen satte ind – du godeste, sikke en dyb glæde!
Men hans bedste legekammerat var og blev hans hænder, som han faktisk mistede, men genfandt, nu pludselig i dukkestørrelse eller inden i en handskedukke, der havde sin helt egen dagsorden: den ville være tæt på ham. Sjældent har en stille eksistens stået så smukt på en scene, og selvfølgelig klappede publikum efter forestillingen. Men en kvinde længere fremme i køen på vej ud af teltet var tæt på at give Guillem Albá et hjerteligt kram, da han tog afsked med i teltåbningen. Vel sagtens som udtryk for dyb taknemmelighed og for en ægte glæde over at være blevet ramt i hjertet af hans ordløse forestilling. Hun tog sig i det og sagde bare ”Thank you”.
Jeg nåede at ryste lidt på hovedet ad hende, indtil jeg selv gik forbi ham – og følte samme trang til at omfavne dette fine, faktisk henrivende menneske. Mødet med den lille kittelklædte ensomhedsoverlever havde været fantastisk. Noget var ligesom smeltet indeni os alle sammen. Hans kunst ejede en betagende solidaritet med den stille eksistens’ overlevelsesstrategi og en dyb, menneskelig værdighed midt i ydmygheden.
På vejen hjem fra denne skønne festivaldag med bragende solskin, mellemmenneskelig nysgerrighed og teaterkunst i lange baner tænkte jeg på det spanske kompagni Eléctrico 28, som jeg desværre ikke nåede at se, men hvis improvisationsforestilling ’The Frame’ var bygget op over credoet: ”Teatret skal leves, og alle er inviteret.” Præcis sådan var PASSAGE Festival igen i år.
