Hun sidder og tænker på sin far. På dengang i hjemlandet, hvor bomberne faldt og soldaterne kom.
Hver en detalje husker hun, når hun sidder der med en veninde, i asylcentret et sted i Danmark. Husker og venter på afgørelsen og dermed fremtiden. Sammen med sin bror og sin mor.
Faderen og søsteren er forsvundet. Og angsten for at miste sidder dybt i hende, blot storebror går ned til kiosken for at handle, er hun bange for, at hun aldrig ser ham igen.
Dramatiseringen af Jesper Wamslers roman 'Zilan B – min historie' fra 2013 fungerer glimrende som teater. Romanens nøgternhed og usentimentale fortællestil er med held ført over i dramaet, så ethvert tilløb til sentimentalitet effektivt kvæles.
Det samme gælder risikoen for politisk rigtige meninger. Dette her er pigen Zilans historie, fortalt og oplevet som den var. Skildret kronologisk fra den dag, det hele begyndte med bombeflyene og skjulestedet i husets kælder et sted i Mellemøsten.
Om mødet med den sårede soldat, de fjendtlige troppers indtrængen, voldtægten af søsteren, faderens forsvinden, flugten først ud i bjergene, siden tilbage efter familiens nedgravede skatte, som Zilan og storebror bruger til at betale for den flugt, der ender med at bringe dem til en asyllejr et sted i Danmark.
Lavmælt og intenst
Spillestilen er som sagt nøgtern uden at virke kold. De to piger – Zilan og veninden i lejren – hjælper hinanden med at fortælle og dermed genopleve Zilans historie, så vi mærker sorgen og angsten undervejs, men også en form for barnlig ukuelighed, der bærer hende igennem rædslerne.
Ganske dristigt gjort af iscenesætteren Marc van der Velden, der også har dramatiseret og scenograferet, dæmpes der ned i lange passager, hvor de to piger beretter helt lavmælt og intenst.
Det stiller krav til et ungt publikum om lydhørhed og stilhed, hvis forestillingen skal lykkes. Hvilket den gør stort set hele vejen. Vi er længdemæssigt nok lige i den lange ende med en spilletid på 60 minutter. En let studsning ville forstærke koncentrationsevnen og dermed oplevelsen for de 12-årige, tror jeg.
Men de to skuespillere – hvid og sort af hudfarve – gør det glimrende. Sandra Louise Mahmoud Lindquist – sidsteårselev på Teaterhögskolan i Malmö – spiller Zilan som en helt almindelig, lidt forsagt pige med en ualmindelig historie. Og Marie-Lydie Melono Nokouda, uddannet fra elevskolen ved Aarhus Teater for et par sæsoner siden, illuderer lige så fint som den kontante veninde og i glimt hendes handlekraftige storebror.
En god forestilling
Scenografisk er forestillingen lige så enkel. En hvid væg, en forhøjning med et gulvtæppe, en tavle og et par stole bliver med få lyseffekter til asylcenter, landsbyhus, kælder og bjerglandskab, og den konstante men diskrete baggrundslyd af spinkel musik eller bordtennisboldes ping-pong fra asylcentrets aktivitetsrum bidrager effektivt til at skabe en fortættet atmosfære omkring de to pigers fortælling.
'Zilan B – min historie' er en god forestilling, fordi den bruger teatrets virkemidler med diskret elegance, fordi den insisterer på at fortælle en vigtig og vedkommende historie, fordi den aldrig moraliserer, og fordi den med sin åbne slutning overlader det til os at tænke videre.
Skulle man endelig problematisere en smule, virker persontegningen af Zilan som en nærmest helt almindelig 12-13-årig dansk pige i sind og tankegang måske lige uproblematisk nok.