Typisk for Teatergrad er tilskuernes aktive medvirken en integreret del af forestillingen 'Ligeværd'. Med små smarte lys kan man markere, når en uretfærdighed opleves så stor, at der må siges fra. Det gjorde 5. klasse-eleverne med omtanke og engagement, da Teateravisen så den spændende historie om Louise Rasmussen, der blev til Grevinde Danner. En oplevelse, der ikke blev mindre fascinerende af at blive opført i hendes egne omgivelser, Dannerhuset.
Trods sit enorme historiske materiale og et spænd af tid fra 1815 til i dag har børn tydeligvis ikke svært ved at følge med i 'Ligeværd'. Scenografi og kostumer er enkle i formerne. Nogle praktiske lave kasser flyttes behændigt rundt efter behov, og skiftende hovedbeklædninger markerer tid og person. Spillepladsen afsluttes fikst i begge ender med gennemsigtige plader udsmykket med Danners logo i stor størrelse. Så er mødet mellem den fortid og nutid, som Louise Rasmussen så eftertrykkeligt har sat sit aftryk på, slået fast.
Historiens højdramatiske karakter kommer til udtryk i farverne, flammende rødt og sort. Det er smukt at se på, men også grumt, for farverne afspejler samtidig de vigtigste træk i Louises karakter. Hun er en kvinde med et stort og rummeligt, kærligt bankende hjerte og en stålsat vilje til at overkomme den modgang i livet, som forårsages af den sorteste uret.
Ét er nøden og sliddet ved at være født som horeunge på samfundets bund. Men de deraf følgende grusomme fysiske og psykiske overgreb, som velstillede borgere – og især mænd – føler sig i deres gode ret til at begå, gør hende mindreværd som menneske.
Det er den ydmygelse, der livet igennem får Louise til at gøre oprør og kæmpe for menneskers ligeværd – uanset, hvem de er. Som lille pige sidder hun i rendestenen og spytter bogstavelig talt sin tordnende foragt efter den mand, der ikke vil vedkende sig sit faderskab.
Det gentager sig, da hun – på tilskuernes opfordring – smækker den kysselystne dansemester på Det Kongelig Teater en på hovedet. At teenagepigen, der hverken har krop eller talent til klassisk ballet, bider tænderne sammen, trodser hans og andres hån og spot og bliver, viser hendes råstyrke.
Et vidunderligt makkerpar
Lille og storbarmet er Ene Øster Bendtsen lige så fast i kødet som i ånden. Hendes Louise er en stormende energisk amazone med store ambitioner, der vælger kronprinsen til og den forvænte og vattede Carl Berlinger fra. Avis-arvingen, som ikke magter at modsætte sig sin nedrige mor, men overtaler Louise til at give deres fælles søn fra sig.
Det er hjerteskærende, men også afsæt for hendes næste store opgave. Giftermålet med Frederik VII, som kun bliver konge, fordi Louise låner ham en del af sin egen overflod af selvværd. Til gengæld får hun Fritz til at underskrive grundloven i 1849 og give danskerne demokrati.
Det og meget andet godt får Grevinde Danner ikke tak for. Tværtimod får hun skylden for, at Københavns Slot brænder, og at kongen omtrent omkommer. Begge dele er historiske friheder, men giver forestillingen liv og kulør. Fritz dør, men det er af druk og overspisning, og det efterlader Louise rig og fri klar til at fortsætte sin kamp for ligeværd med endnu større slagskraft og retfærdig harme.
Et af de synlige resultater er Dannerhuset, der med al sin nyrestaurerede 1800-tals pragt tilbyder hjælp og tryghed til de kvinder og børn, som rammes af nutidens mangel på ligeværd.
Tårnhøje tynde Jacob Teglgaaard er lige leveringsdygtig i storslået komik, stramtandet overklassesnob og rækken af mænd, der kommer til at præge Louise Rasmussens liv. Han er skøn, når han svæver over gulvet med en knaldrød roset i pandebåndet og agerer kongelig balletdanser Johanne Louise Heiberg. Han er også fabelagtig til med få replikker at skabe en troværdig person – mænd såvel som kvinder.
Men han er allerbedst som den forsømte kronprins og konge. Sammen udgør han og Ene Øster Bendtsen et vidunderligt makkerpar, der giver Line Mørkebys virkelighedsnære og bramfrie, men også følelsesfulde Danner-krønike luft under vingerne.
Som afslutning får tilskuerne udleveret hver sin flotte lampe, så de i deres klasse ligesom under forestillingen kan tænde lyset, hver gang de møder uretfærdighed. Inspirationen har de med sig fra 'Ligeværd', der tænder et helt bål af lys i det mørke af ulighed mellem mennsker, som nogen i flere sammenhænge stadig prøver på at skabe.
