Aaben Dans er for første gang på banen med en juleforestilling. En forestilling, som på hjernespinds-vaks og kropslig-finurlig vis tager afsæt i det kristne juleevangelium, forlader det, og bevæger sig ud i et fysisk sanseligt landskab, for derigennem at fortælle akkurat det samme budskab, som er kernen i fortællingen om Jesu fødsel.
Nemlig en fortælling om hvad, det vil sige at elske og være stor i åndelig forstand. En fortælling om livets vigtigste essens den ikke-egensindige og empatiske næstekærlighed.
Ord-spekulativ begyndelse
Begyndelsen trænger til en opstramning. Thomas Eisenhardt, Ole Birger Hansen og Ives Thuwis taler meget, længe og alt for ordspekulativt om, hvem de tre vise mænd var, og om de gammeldags ord, de og Juleevangeliet vanligvis beskrives med. At gå så usædvanligt nørdet til værks har humor i sig. Forestillingen har en pointe i først at præsentere biblens tre vise mænd i den overdrevne version, de oftest serveres med. Her karakteriseret og gestaltet som tre veluddannede, respekterede, velhavende mænd, der iført ædelsten og fine klæder fulgte stjernen og kom med dyre gaver til den konge, der skulle redde verden. For derpå at dekonstruere det hele.
Eisenhardt, Hansen og Thuwis fortæller, at der fx også var kvinder med. At de slet ikke var rige. At der intet optog var og ingen fanebærere. Det vigtigste var, at de var vise, men derudover ved vi ikke ret meget. Som en mellemting mellem en scenepraktisk figur, en aktinddeler og en handlekraftig, klog kone, slår Elke Laleman en hvid streg på gulvet og siger: 'Nu synes jeg, vi skal starte'.
Herligt, tænkte jeg, for selvom introen er vigtig i sammenhængen, er den dramaturgisk set alt for lang og ikke altid velfungerende i sit til tider noget rytmisk drænede trav. Men herefter opstår der til gengæld på forunderlig vis livfuldhed.
Eisenhardt, Hansen og Thuwis transformerer sig fra at være fortællere til at blive vise mænd, som sammen i kropslig leg gestalter evangeliets budskab.
Bare tæer og lystfyldt dans
Nøgternt og ens klædt i hvide bukser og sandfarvede overdele strækker de tre skaldede mænd sig først med armene i alle retninger og peger søgende rundt i rummet i et bevægelsesmønster, som på en fin måde udvikler sig en lille 'vi-vikler-os-tæt-sammen-med hinanden'- koreografi.
De agerer stadigt uden mål og med: 'Vi kan også bare blive her og hygge os', siger Eisenhardt, da de alle helt konkret er havnet på bagdelen med ryggen mod spillerummets mur.
Og her er det så, det forunderlige sker. De bare tæer, som de halvgamle mænd sidder og kikker på, vil pludselig hinanden. De byder langsomt og legende hinanden op til dans. De fletter sig sammen med hinanden. Bygger et fælles højt 6-fods-tårn.
De tre 50+ dansere bliver som små børn, som ikke går op i tankespind og beregning. De bevæger sig uden forbehold ind i det fælles lystfyldte, de har gang i. En fodleg, som organisk udvikler sig til, at de snart som ét treleddet sammenhængende væsen kravler fremad på alle fire. De bevæger sig også ind under hinanden, triller og danser sammen i en slags trillebørs-koreografi.
Langtrukken trappe-empati
Lige indtil der lyder et 'Av, av' fra Thuwis. Han har slået sit ben. Fiktionslaget brydes. Lyset ændres til et skarpere. Og snart er vi i en slags iscenesat virkelighed, hvor Hansen også siger, han har ondt et sted – i skulderen – og Eisenhardt bruger situationen til at tale om, hvordan det, at én har fået en skade, typisk udvikler sig til en konkurrence om at have mest ondt.
'Vi fortsætter, selv om det gør ondt', siger han så og derpå følger en sekvens, hvor de tre dansere bevæger sig rundt på syv-otte trappestiger i forskellige længder med stemningsgivende lys påmonteret under nederste trin.
Ideen er åbenlyst at vise, at Eisenhardt og Hansen empatisk hjælper den tilskadekomne Thuwis. Med scenen varer alt for længe og virker tendentielt ucharmerende demonstrativ. Billedet på, at vi skal hjælpe hinanden fremad og at det skaber et tæt fællesskab, er med tydelighed etableret længe før scenen klinger ud med, at de tre dansere – næsten som én krop – har viklet sig helt sammen omkring en enkelt trappe.
Igen træder Laleman i aktion. Hun ruller et stort stykke papir ned og tegner tre kridtcirkler foran det. Stående inde i cirklerne bombarderes danserne med lyde af brusende bølger og kvidrende fugle. Harmoniske lyde, som bliver overtaget af lyden af kraftig blæst, som forvandler sig til maskingeværskud, bomber, der eksploderer, og jagerfly, som raser.
Igen afbrydes universet. Eisenhardt fortæller, at han ikke kan lide lydene. Han får at vide, at det er en del af verden. Og derfra drejer fokus – med et 'Hvor er Ole?' – tilbage og ind i fortællingen om vismændene. Ole, som står bag det nedrullede papir, udtrykker først med sin skygge og siden med sin krop foran papiret, at han har det psykisk dårligt. Hans krop krøller sig sammen og undviger lyset.
Blomstring, liv og leg
I en fysisk sanselig og udtryksfuld dans bringer de to andre dansere Ole tilbage til en positiv tro på sig selv. Måske oplever andre – som jeg gjorde – at de sammen skaber et billede på en blomst, der skyder frem. En blomst med kronblade og kerne – hvor kernen er Ole. I umiddelbar forlængelse danser de alle tre ud og ind mellem hinanden med trin, der emmer af ungdom, liv og leg. Lyset toner også klarere op i rummet. Danserne er nu meget mere kropsligt i live. De drejer deres ansigter mere frit. De smiler. De hopper og snurrer rundt, for til slut at stå fysisk stille mens fokus er på, at deres synkrone bevægelser tydeligvis kommer indefra og baner sig vej ud. Som fælles impulser, hjerteslag, varme. De har forvandlet sig til tre vise mænd. Til 'konger', der – som noget centralt – deler deres 'kongestatus' med publikum i afslutningsscenen.
Fantasi, form og give-til-andre-glæde
'Tre vise mænd' er en forfriskende anderledes juleforestilling. En forestilling, som gestalter en utopi og en drøm, for hvis tilværelsen var så empatisk, så ville den nok være fri for krig og fortræd.
Forestillingen lider under at have en begyndelsesscene, som forhaler og træder for længe vande i ord. Og den dyrker for demonstrativt langsomheden og tusmørket i trappe-empati-scenen. Men det er dejligt at opleve en nærværende og udtryksfuld Thomas Eisenhardt på scenen som danser efter hans otte års pause.
Ole Birger Hansen gør – som altid – indtryk qua det miks af graciøsitet og følelsesfylde, han udstråler og udtrykker sig med fysisk. Belgiske Ives Thuwis indgår smukt og overbevisende i trioen, næsten som om han altid har hørt til i den.
Koreografisk er det nemt at genkende Eisenhardt som fantasifuld medformskaber på 'Tre Vise Mænd'. Forestillingen lyser tillige af det overskud og den glæde Antoinette Helbing, der her er 'overbliks'-koreograf, er kendt for at formidle i mange af Aaben Dans' tidligere forestillinger. Og mon ikke Ives Thuwis har indgået frugtbart som medskaber.
Som en sjov bi-effekt giver 'Tre Vise Mænd' sit publikum – i al fald undertegnede – appetit på at kikke bibelhistorien i kortene. Ad den vej kommer man på sporet af, at ingen med sikkerhed ved, hvem de vise mænd var, eller hvor mange de var.
Man kan også med rette betvivle, at de var konger. De var måske snarere astronomer, astrologer, stjerne-sagkyndige. Alt det og mere til sætter den anderledes sammenskruede juleforestilling gang i. En forestilling, som mestendels – og som den oplevelse, der fæstner sig – består af utroligt velgjorte bevægelsesmønstre og forløb, som fantasifuldt og smukt (i også lyssætning og musik) formidler en fortælling om 'at søge, finde og give', som Aaben Dans udtrykker det, eller om næstekærlighed, som jeg vil kalde det.
