I den sceniske omgang med ‘klassikerne’ gælder devisen – eller paradokset, om man vil – at Alt Er Tilladt Bare Det Er Vellykket. Det er ikke ret tit, at ‘børneteatret’ kaster sig over de store klassiske ‘voksen’-stykker, men når det sker, hænder det ofte, at resultatet er vel så interessant som det, de store teatre kan fremvise med hele det store udtræk og maskineri.
Nærheden og den direkte kontakt med et yngre publikum, konsentrationen om færre rollefigurer, kravet til klarhed i historiefortællingen – alt dette kan være med til at skabe nye fortolkninger, ny spillestil og formsprog, overraskende og friske oplevelser af kendte situationer, figurer og replikker. Hvis det ellers er velspillet, velinstrueret og – vellykket.
Shakespeare, Büchner, Moliére, Steinbeck m.fl. har lagt tekst til interessante ‘voksne’-forestillinger, hvor nye øjne har set nye muligheder. Og nu altså: Anton Tjekhovs berømte stykke om de tre søstres drømme, længsler og skuffelser i deres formålsløse og begivenhedsløse provinstilværelse, laaaangt fra Moskva.
Teater for børn og unge nr. 1
Og så kan man altid diskutere: Er dette teater for børn og unge? Eller sejler voksenforestillinger under falsk flag med varedeklarationen ’14-99 år’? Til det kan jeg kun sige, at den diskussion egentlig er mig hamrende ligegyldig. Jeg lever i bedste velgående med overbevisningen om, at alt (godt) teater kan spilles for alle ned til 14 og yngre endda, hvis det er tilrettelagt rigtigt og formår at trække publikum ind i forestillingens univers. Igen: Alt er tilladt ,bare det er vellykket!
Og så kan jeg ligeså godt sige med det samme: I den henseende holder denne udgave af Tjekhovs ‘Tre søstre’ mål. Langt henad vejen – det kommer jeg tilbage til.
Begrænsningens kunst
Med Gitte Kath som instruktør har Møllen og Taastrup slået sig sammen om dette 108 år gamle russiske stykke, med 14 roller plus plus, i en version spillet af rollelistens fem damer. Punktum. Jeg skal ikke gætte, om bevæggrunden for dette valg er lyst, nød, økonomi. Det er lige meget, det er resultatet, der tæller.
Og selvfølgelig er der ting, der bliver borte, når de få manderoller, der er tilbage, bliver spillet af kvinder i (meget enkel – og gudskelov for det!) forklædning. Når den tunghørte tjener Ferapont og den alkoholiserede doktor Tsjebutykin forsvinder helt ud af historien, når tøffelhelt-broderen Andrej reduceres til et (dårligt fungerende) kvindeligt talekor…
En del af de komiske elementer, som Tjekhov skrev ind efter den første læseprøve på Kunstnerteatret i Moskva, bliver væk på den måde. Men til gengæld sidder jeg og ser en udgave af ‘Tre søstre’, som er en af de klareste, mest bevidste og koncentrerede, jeg har set. Vi får et mindre antal rollefigurer at tage stilling til og et mindre antal (side)historier.
Klarheden ligger blandt andet i det, at publikum trækkes ind som dialogpartner, for eksempel i Olgas lange (og svære) replik i åbningen. Ved at rette den ud til os lægger Olga præmisserne for stykket og forestillingen sammen med publikum, i forståelse med os. Desto enklere at drages ind i opsætningens univers.
Som tilskuer bliver det oplagt at rette sit fokus mod kvinderne, både svigerinden Natasja, tyendet Anfisa og selvfølgelig de tre søstrene: Olga, Masja og Irina. Historien strammes ind, illusionernes og håbets faldhøjde bliver større, og – først og fremmest – vores medlevelse med kvinderne bliver mere intens.
Fremragende spillet
Gitte Kath har haft held til at samle fem lysende kvinder til at besætte rollerne: Altid strålende Margit Szlavik som det aldrende, elskede og underkuede tyende Anfisa, og Connie Tronbjerg som Olga (og oberst Versjinin) er gamle kendte fra Møllens forestillinger. Hertil kommer de ganske nyuddannede Maria Mondrup i skurkerollerne som Natasja (og løjtnant Soljonij), Penille Aalbæk Andersen som Masja (og Baron Tusenbach) og Anne Gry Henningsen som Irina (og skolelærer Kulygin).
Der er en fuldstændigt upåklagelig tilstedeværelse og koncentration og opmærksomhed på hinanden hos alle fem, og de har alle den sceniske tyngde der gør, at vi gladeligt skifter fokus fra den ene til den andre – er ligeså opmærksomme på dem alle sammen. Og de fremfører også deres respektive manderoller udmærket. Instruktøren har selvfølgelig sin del af æren, personinstruktionen er ligeså upåklagelig som spillet. Gitte Kath har også stået for scenografien, og den genkender vi fra tidligere Møllen-opsætninger: Enkel, fleksibel, jordnær og funktionel.
Den ophængte gynge har lange traditioner i Tjekhov-opsætninger, men karrusellen er ny og original, og jeg har stor sympati for brugen af fortæppet! Og af den diskrete brug af levende musik – også et af Møllens kendetegn.
Irinas historie
Olga har sin historie og skæbne knyttet til sit arbejde som lærer, Masjas historie er knyttet til det håbløse ægteskab med Kulygin og forelskelsen i Versjinin. Irina har rigtignok et ‘forhold’ til Baron Tusenbach, men hendes historie er i endnu højere grad end de andres individuel. Hendes håb, længsel, frustration og fortvivlelse springer fra hende selv, hun er sin egen motor.
Her ligger opsætningens hovedfokus, fortolkningens ankerfæste, og det kommer glimrende frem, netop gennem begrænsningerne i forestillingen og gennem Anne Gry Henningsen indfølte spil. Sent skal jeg glemme hendes opgivenhed i 3. akt, hvor alt håb synes ude. ‘Jeg har glemt alt, – hvad hedder vindue på italiensk?’ Dette balanceret med hendes trodsige fremtidsvisioner til sidst. Vi kan tro på dem eller lade være, men lige her og nu er de vigtige og nødvendige for Irina. Vi kan bare sige: Held og lykke!
Teater for børn og unge nr. 2
Opsætningen satser alt på indlevelse, følsomhed, poesi, længsel, og nærvær for og med hinanden. Og lykkes med det. Men det kan knibe med selve fortællingen. Mit bud er at de 13-15-årige (piger) nok kan identificere sig med sorgen og længslerne, kvalerne og tvivlen, og de kan sagtens genkende dem, der passer ind og dem, der ikke gør det. Men her er mange nuancer, der vil gå hus forbi, mange skjulte dybder og en del finurlig ironi.
På den anden side: Et sammensat publikum vil jo altid få forskellige ting ud af en forestilling. Så O.K. Til sidst bare dette: Det har sine omkostninger at sætte alt på et bræt med fem skuespillere til at tolke det hele. Manderollerne bliver uvægerligt begrænsede, forelskelse kan vi se, men lidenskab og begær bliver utroværdigt.
Og jeg savner den gave, Irina får til sin navnedag: Snurretoppen. Og jeg har da aldrig set en samovar, som kun giver varmt vand. Hvor er tekanden?
