Det er svært ikke at skænke eventyret om Pinocchio en tanke, som man sidder og nyder den garvede dukkefører Erik Olsen, der animeret og nærværende får træet på scenen gjort levende. Man kan se, at han elsker at formidle til børn, og samme kærlighed til forarbejdning af træ er nem at spore i scenografien.
I centrum har vi et totempæls-æbletræ med herligt knokkelrunde æbler, snittet groft til i form, som var det selveste Emil fra Lønneberg, der havde siddet i sit skur og gjort sig umage med hver og en. Disse æbler sidder på pinde, der passer perfekt i træets huller, og senere ser vi, hvordan de også passer perfekt ned i en lille dertilrettet trækvogn.
Det er et barnligt, enkelt univers, der er utrolig nemt at elske, særligt pga. denne særlige træ-æstetik, som i denne anmelders øjne synes at skæve til det Walter og Trofast-animationsfilmene (opr. 'Wallace & Gromit') har perfektioneret i modellervoks. I begge universer passer det hele ret sammenligneligt næsten for godt sammen og går perfekt i spænd med et væld af skæve indfald og skør logik.
Det handler om at dele
Historien er ligesom det træ-taktile univers uhyre simpelt. Hanen – en lille trædukke, der minder ikke så lidt om snøvsen – har plukket æbler til mos, most og både. Det er hele tre ting på en gang, og da der er hele fem æbler og en god håndfuld venner, bliver det hurtigt et projekt for den stakkels hane at få det hele til at gå op.
Vi møder den en morgen, hvor den har fået fat i en ualmindelig fed og genstridig regnorm, der nægter at komme hele vejen op af jorden. Klaverunderlægning fra en lille båndoptager sætter stemningen, og vi underholdes bravt af hanens strabadserende lille morgenrutine, som foruden ormejagt også består af morgengymnastik.
Så omfattende et program så tidligt er dog trættende, og hanen beslutter sig gabende for at tage en lille lur, inden dens gamle ven hesten kommer for at hjælpe med at trække æblevognen. På dette tidspunkt er vognen helt fyldt med æbler, men vi forstår hurtigt, hvor det bærer henad.
Anden, fåret og alle hanens venner
Den driftige and kommer forbi, og ser der mangler en trækpind til trækvognen. Det foretagsomme næbdyr går straks igang med at reparere det sammen med vores hane, der viser sig ikke at være så praktisk anlagt, eller også er det bare fordi den lige er blevet vækket.
De to er et kønt par, og der kommer mange gode råd fra salen, da hanen bl.a. begynder at bruge sav og hammer forkert. Anden får et æble som tak for hjælpen, men næppe er den gået før fåret kommer valsende og svansende med sine tre ustyrlige små lammeunger. Igen kommer hanen ud af sin vante gænge, da den beredvilligt går med til at passe de små lam. Der er nok at holde styr på og de små får hver en æblebåd, så der kan komme bare lidt ro over feltet.
Grisen kigger også forbi med en spand til gødning. Den er lidt glemsom og ikke så god til at huske ord, men igen hjælper salen flittigt til, så der kommer tilstrækkelig mening i galskaben. Selvfølgelig får grisen også lige et par æbler eller tre, så da hesten endelig kommer for at trække vognen, er der ikke meget tilbage at trække afsted med.
Hanen og hesten sætter sig, som de gamle venner de er, og deler det sidste æble, og slutningen emmer af bekymringsløs ’sådan kan det gå’-stemning.
Aldeles udmærket
Lige så enkelt det lyder, lige så fint fungerer det. De omtalte træ-taktile kvaliteter bærer en god del af charmen, og koblet med de fantastiske lyde og temperamenter dukkeføreren tillægger de forskellige personager undervejs, ender det hele aldeles udmærket.
En god lille forestilling for de mindste, hvor der, som titlen tilskriver, bliver plads til lidt af hvert i det charmerende, strittende univers.
